Det er som om de tre sidste afsnit af Matador gennemspiller den samme slutning tre gange: Først bare som en fortælling uden så megen pynt, så i en meget tematisk og emotionel udgave, og til sidst som en spændingsfilm. Historien er ret enkel: Næste generation i Korsbæk – Daniel, Ellen og Ulrik – bryder reglerne og forældrene reagerer. Og desuden går taberne i spillet om Korsbæk – bl.a. Røde og især Jørgen – ned med flaget. Det er lidt det samme der sker tre gange, og jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det. Det minder mig faktisk om slutningen på Breaking Bad, der egentlig også kunne være endt med tredjesidste afsnit, men så fulgte op med et meget langsomt og stemningsfyldt afsnit hvor Walter White sad alene i en lille hytte, hvorefter finaleafsnittet var én lang kamp mod en gruppe nazister. Det kan være jeg kan forklare lidt mere om det når vi kommer til finalen. Jeg tror i høj grad fokus har været på at skabe et finaleafsnit, der skulle være klimaks på eksisterende konflikter, men uden at seerne i forvejen vidste hvad der skulle ske. Det betyder nogen gentagelser i de afsnit der kommer lige før, af konflikter som først for alvor bliver sat på spidsen til sidst. Det er lidt mærkeligt. ‘Det Går Jo Godt’ er et meget plottungt afsnit, ikke et af de bedste, men omvendt er slutningen også relativt perfekt. På mange måder kunne serien stoppe her, der er egentlig blevet sagt hvad der skulle siges. På mange måder havde det egentlig været en bedre slutning, end hvordan den rigtige slutning er…
For at starte med noget der går igen år efter år: Denne sæsons ejendomshandel kører af sporet ekstremt hurtigt. Intrigerne virker en smule mystiske i andet afsnit, men allerede her to afsnit senere er det sådan set ret åbenlyst hvad der er sket: Mads Skjern købte gården under bordet fordi han havde brug for at komme af med en hel masse penge han ikke har opgivet til skattevæsenet. Og det viser sig så at sælgeren ville sælge under bordet fordi han egentlig skulle dele salgssummen med sin søster, og det havde han ikke ret meget lyst til. Det er lyssky, men i forhold til hvad der ellers er foregået i Korsbæk er det ikke ret slemt, selv Murermester Jessen (Poul Reichhardt!) synes egentlig det er ok. Det er bare lige det, at det er Murermester Jessens kone det er gået ud over, og Jessen er via sin bestyrelsespost i Korsbæk bank den nye stærke mand i byen. Så Jørgen kommer i knibe, og begynder for alvor at være på vej ned. Til sidst kører han galt med Iben, Jenny og Mogens Lamborg, fire folk der er blevet lidt til overs i fejderne mellem de fine familier.
Derudover er der fokus på problemerne med den næste generation. Regitze vil til Hamborg for at være censor, det er sådan nogenlunde hurtigt overstået. Mere kød er der på historien om Ulrik og hans forlovede Maja. Fra den første frokost, hvor det langsomt kommer frem at Maja læser til maskinskrivning og serverer i kantinen, over gåturen hvor Ulrik med det samme bliver optaget af Ellen, til aftenenscenen hvor Maja er efterladt for at Ulrik i stedet kan tale med sin gamle flamme. Maja siger hun altid ender med Sorteper – ligesom tidligere Elisabeth og Ulla har virket som Sortepers-ejere – men det virker ikke helt sandt. Egentlig virker hun ligesom Daniel som om hun nok skal klare sig. Jeg fornemmer snarere at taberen bliver Ulrik, der ser ud til at træde i sin onkels fodspor. Omend han først og fremmest imiterer sin far: Han har gjort en pige gravid, og vil have penge til at få en abort. Men Hans Christian vil have han tager ansvar.
Men Daniels historie er den vigtigste, det første af tre brud i familien Skjern (der kommer et i hvert af de tre sidste afsnit). At Daniel Skjern vil sy sammen med Hr Jørn indvarsles tidligt i afsnittet, da han har været til et lidt mærkeligt velgørenhedsarrangement hvor rige mennesker ser tøj og spiser sig fordærvede til fordel for de sultne i Paris. Men at man har kunnet fornemme noget var under opsejling ændrer ikke ved hvor knugende og ubehageligt den afsluttende sekvens er. Daniel meddeler endegyldigt at han dropper handelsvejen for i stedet at ville sy, og Mads reagerer på en måde vi måske har frygtet, men aldrig har set før nu. Han er rasende, led, ond i sulet, kalder Hr Jørn for en ‘skabagtig bøssekal’ og nedgører Daniel for at græde som et ‘kvindfolk’. Daniel ser ud til at få et angstanfald imens. Jørgen Buckhøj er skræmmende lige pludselig, djævelsk nærmest. Hvor mange gange har han været sådan, uden at vi har fået det at se?
Som nævnt kunne seriens sagtens være sluttet der. Her fornemmer vi det hele, manden der fik hele verden, men blev hård og ond af det, indtil hans familie ikke længere kunne holde ham ud. Slutbilledet er endda så vidunderlig ironisk, da det pludselig viser sig at Mads har fået Ridderkorset. Daniel vil væk, Ellen og Mogens lever i et fup-ægteskab på linje med hvad Kristen og Iben havde gang i. Men Mads siger bare: Det går jo godt. Ingeborgs ansigtsudtryk er endnu et af de ret så fantastiske afsluttende frys.
Derudover:
* Poul Reichhardt!!!!
* Thomas Eje! Helt ærligt forstår jeg ikke hvad pointen med hans scener er, udover at antyde Ulla stadigvæk har et liv foran sig.
* At mindepladen for Enkefru Møhge afsløres samtidigt med mindepladen for Poul er en af de mørkere jokes i serien. Hvor mange penge og hvor megen opmærksomhed går der ikke på at hylde mindet om Fernando Møhge.
* I afsnittets første scene kommer Lauritz med toget, og træder ind på Jernbanerestauranten. Den indledning gentages og varieres i afsnittet efter. Jeg kan lidt godt lide at Lauritz ikke rigtig kan forholde sig til de andre jernbanearbejdere. Så meget for solidariteten.