Der er seks afsnit i en sæson af Matador. Der er seks afsnit hvor Korsbæk er besat af tyskerne. Som en sæson på tværs af sæson tre og fire, med en egen indre opbygning, egne pointer, egne fortællinger. I den fortælling er ‘Den 11. Time’, som navnet antyder, det vigtige afsnit, historiens klimaks. Det er her historien for alvor bliver seriøs, og hvor konsekvenserne, på godt og ondt, bliver uforanderlige. Det er også afsnittet hvor tungen er på bordet igen, hvor vi hører om Oscar og hans børn der også hedder Oscar, og hvor vi ikke ser lærer Andersen fryse ihjel ude på altanen. Det er et af de mere ikoniske afsnit, så ikonisk at det har været svært overhovedet at diskutere hvad der egentlig sker undervejs.
Første scene viser ret tydeligt, at tingene er så mørke som de kan være. Laura og Helle kommer ud fra en badeanstalt, hvor det efterhånden er nået så vidt, at mænd og kvinder må bade skiftevis tre dage om ugen. Huset er koldt, tørven der bruges som opvarmning er mudder, der lugter muggent. Udenfor er de tyske vagter efterhånden enten oldinge eller teenagere. Og så har HIPO’erne sprunget Allers trykkeri i luften. Vi nærmer os bristepunktet, og folk begynder så småt at forberede sig til den dag krigen er forbi, og lov og orden vender tilbage. Tjener Boldt får tæv fordi han er sortbørshandler. Hans Christian og Jørgen forsøger at forhale ophævelsen af Fru Møhges testamente, med henvisning til at krigen trækker det ud. Mads Skjern involverer Jørgen i endnu en studehandel, denne gang om at købe ‘Havgården’ fra en mand ved navn Antonsen, hvoraf de fleste penge skal falde under bordet. Byen er præget af at lov og orden er fraværende, moralen er belastet, og de fleste hændelser foregår i en gråzone, hvor vi ikke helt kan regne ud hvad der er op og ned. Mørkere og mørkere blir det, indtil en nazist dukker op for at fortælle Mads og Ingeborg, at Holger er faldet i Rusland. En af de koldeste og mest skræmmende scener i serien overhovedet. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget: Kristen stikker af da tyskerne kommer, hvilket af omveje fører til at Elisabeth og Iben endelig får talt sammen, og resultatet er meget lyst. Iben ved godt hun aldrig skulle have giftet sig. Hun vil ikke stå i vejen hvis Kristen og Elisabeth vil have hinanden.
Og så halvvejs inde skifter stemningen, så pludseligt at man nærmest får piskesmæld. Misse og Hr Andersens bryllup er endnu en af de fabelagtige scener hvor store dele af Korsbæk kastes sammen. Det er den scene vi blev snydt for i sidste afsnit, men det var værd at vente på. Tungen på bordet. Alt med Oscar Andersen, hans kone Margrethe Oscar Andersen og hans to børn Kurt Oscar Andersen og Robert Oscar Andersen. Helle der begejstret udbryder at hun har haft fnat. Frederik Andersen, der forsikrer om, at han nok skal komme på besøg fremover. Det centrale ved den scene er den hurtige klipning med de mange reaktioner fra den del af selskabet, der godt kan se hvor absurd det hele er. Den gamle verden er endegyldigt holdt op med at give mening, men hvor det til festen i sæson tre var mørkt og dystert, så er det nu rendyrket latterligt, og der er ikke meget andet at gøre end at grine af det. Selv Jørgen griner, og han er ellers en af dem der vil gå ned med den synkende skude. Det korte af det lange er, at det er endnu en scene hvor Matador med filmiske virkemidler tager temperaturen på et helt samfundslag.
Et kort øjeblik ser det ud som om at alt vil blive godt. Kristen og Elisabeth vil få hinanden. Misse og Frederik. Og Ulla og Poul. Men så lyder der en skudsalve, og intet bliver som før. Poul er død, Kristen og Dr Hansen må gå under jorden. Elisabeth må flytte hen til Varnæs. Ulla bliver endnu engang fanget. Hun fortæller om hvor uhyggeligt det var, at der stod en sindssyg mand og råbte af dem. Vi ved ikke hvem det er endnu, men os som har set serien kan godt huske at det er Hr Andersen, der er i færd med at pådrage sig den lungebetændelse som han et par dage efter dør af. ‘Det var så uhyggeligt! Lige som en forbandelse.’ Mads siger det ikke er en forbandelse, men Ulla er sikker: ‘For mig ender det altid skidt’. Hun tager ikke fejl. Mordet på Poul er i og for sig godt for mange af byens beboere, ikke bare Misse, ikke bare alle dem der helst ikke så Hr Andersen havde held til at få lavet testamentet om, men også for Kristen og Louis, der kan bruge det som advarsel til at få gået under jorden.
Det er som til sidst i alle de andre sæsoner. Brikker og spillere har rykket rundt på brættet, nu skal det afgøres hvem der vinder og hvem der taber. Eftersom Hitler er død er langt de fleste egentlig ved at vinde det her spil. Der er bare en enkelt kvinde, som det alt sammen går ud over.
Derudover:
* Allers trykkeri blev sprængt i luften d 23. Januar 1945. Historien kan læses hos Familie-Journalen selv.
* Generelt bliver alle skuespillerne gjort ældre med makeup, men Boldt med gråt hår ser specielt meget ældre ud.
* Hos Boldt kan man høre Marguerite Viby synge ‘Tingelingeling For Mig’, skrevet af Teddy Petersen. Fra filmen Teatertosset
* Scenen med Holgers kammerat er isnende i kombinationen af fuldstændig fanatisme bag en tilsyneladende normal facade. Hvordan ved den mand ikke at han er på vej til at tabe alt?
* Oscar Andersen. Absolut kandidat til bedste minirolle. Nis Bank-Mikkelsen, bravo.
* Fru Violet har til gengæld et absolut ubehageligt afsnit. Hun er streng over for Frk Jørgensen, og irettesætter Ulla for ikke at sørge smukt nok.