rsz_imagescaler

Matador Afsnit 12 ‘I Lyst og Nød’

En sæsonafslutning er en særlig ting. Moderne tv-serier har gjort det til en egen kunst, især serier som The Sopranos og Breaking Bad har været virkelig gode til det. En rigtig særlig sæsonafslutning starter fra en god cliffhanger i næstsidste afsnit – som f.eks. at en byrådssekretær viklet ind i sæsonens intriger er rendt med kassen. Men man ved alligevel aldrig helt hvad man får, og konklusionen kan være ganske overraskende. En rigtig god sæsonafslutning føles overraskende men alligevel passende, og definerer hvad sæsonen i virkeligheden har handlet om. Tænk på fjerde sæson af Sopranos eller tredje sæson af Breaking Bad, for eksempel. Matador bruger forskellige strategier i sine afslutninger, hvor sæson 1 føles som sidste kapitel af en roman, og sæson 3 føles som et eget lille drama. Sæson 2 er noget for sig, lige så god som de bedste amerikanske, og en helt utrolig elegant afrunding.

Så lad os kigge lidt på hvor fint det egentlig er. Lad os starte med den del, som ingen kunne have forudset: Frk Jørgensen vender hjem. Normalt inden for drama er det ret skidt at introducere et nyt element så tæt mod slut, Hamlet ville ikke være ligeså tragisk hvis ikke vi vidste hvem Laertes var fra start. Men tv-serier er anderledes, de består af afsnit ikke akter, og en del af det fascinerende ved en sæsonafslutning er interaktionen mellem elementer fra hele sæsonen, og elementer der kun hører til det enkelte afsnit. Når en afslutning er bedst føles tragedien uundgåelig, men alligevel uforudsigelig. Det hjælper også, at Frk Jørgensen kan spille sin rolle pga to tematikker fra sæsonen. Problemet med husholdningen i Varnæs-hjemmet efter Agnes rejste, og miljøet i Frk Vinter’s hjem, hvor samtale med Hr Schwann hurtigt informerer Frk Jørgensen om Hr Varnæs’ utroskab. Hvilket hun naturligvis informerer Maude om. Så Maude rejser, og tager Elisabeth med sig, hvilket betyder hun er væk fra Korsbæk når domino-brikkerne virkelig begynder at falde.

Kampen om fabrikken, kampen mellem Skjold-Hansen og Skjern, har været motoren i anden sæson, men det betyder ikke nødvendigvis, at konsekvenserne kommer til at gå ud over en af de to. I stedet sættes der gang i et sørgeligt spil Sorteper. Kresten Skjern gifter sig med Iben. Skjold-Hansen lader sagen falde. Og alle er glade. Bortset fra Gustav Lund’s kone, og naturligvis Elisabeth. Som siden hun mødte Kresten på sin vis har været seriens sjæl. Det er et vendepunkt i hele serien. Det er ikke fordi der ikke har været konsekvenser før, serien var ikke blind for konsekvenserne af at Damernes Magasin gik konkurs. Men alligevel har der været en smittende fremgangstro fra den driftige Skjern, en fornemmelse af at tidernes skiften var uundgåelig, og at det i sidste ende lidt var de gamles egen skyld at de gik under. Men Elisabeth har intet forkert gjort. Tværtom er hun måske den mest sympatiske karakter, og alligevel er det hende det går ud over.

Dyrk også hvor meget starten af afsnittet luller os ind i en falsk tryghed. At Røde skal rejse til Spanien er potentielt en lige så voldsom ting som Kresten’s bryllup, men han vender om i toget. Det er den slags der sker igen og igen i Matador. Kresten og Elisabeth har slået op flere gange og er vendt tilbage igen. Folk forlader Korsbæk i en art eksil, men vender som regel tilbage igen. Alvorlige ting sker, men de går som regel over. Der er en fornemmelse i begyndelsen af at tingene er vendt tilbage til normalen hos familien Varnæs og med Kresten og Elisabeth, der endda overvejer at rejse til Paris. Kun byråds-skandalen hænger som en sky over den lille by, altså indtil Frk Jørgensen får tingene til at eksplodere. Igen mærker man den ro der er kommet over serien efter at afsnittene er blevet længere – og med 82 min er afsnittet det hidtil længste. Tid til at gå fra lys til mørke, tid til at fejre jul, tid til at når vi slutter med Elisabeth der kigger ud af vinduet, at det føles vægtigt.

Lad os kapitulere sæson to. Meget skete, utrolig meget. Folk kom til byen. En maler, en digter, nazister, Iben, Oxford-bevægelsen, Vicki og Frk Jørgensen vendte tilbage. Det var næsten for meget. Første halvdel af sæsonen er måske de tre bedste afsnit i streg serien nogensinde havde, men henimod slutningen blev tingene en del mere fragmenterede. Og så en mesterlig afslutning, der bandt tingene sammen på overraskende vis. Det er i sæson to af Matador for alvor bliver til Matador, en langt løsere, friere, overraskende og facetteret fortælling end serien er i sæson et. Så meget af det ikoniske er i heri, hesten, Rødes sang, Matador-spillet. Men samtidig er der også en fornemmelse af, at det ikke kan vare ved. Der sker for meget, det spinner hen mod slutningen nærmest ud af kontrol, og med den melankolske slutning kommer Matador reelt ikke til at genvinde lyset og optimismen indtil krigen slutter i sæson fire, hvis nogensinde.

‘Alt kan blive som før?’ spørger Hans Christian. ‘Meget kunne nok blive helt anderledes. Hvis vi tør.’ Og igen kommer Dr Hansen på besøg hos Elisabeth. Men hendes ansigt ser ikke så glad ud som det gjorde engang.

Forøvrigt:

* Det var sidste afsnit i denne omgang, nu er der på ny en pause før sæson tre. Lidt frustrerende, men for at være helt ærlig virkede restaureringen lidt forhastet i de sidste par afsnit. Billedet flimrede i et par af de sidste afsnit, og det kan forhåbentlig undgås ved at vente med at sende sæson tre før det er helt klart.

* Så var der måske også tid til at finde billeder fra alle afsnittene. Igen har jeg brugt et gammelt billede.

* Kong Edward’s tale til nationen, hvor han forklarede sin abdikation, foregik 11. December 1936.

* Jeg er vild med den lille julemontage. Og læg mærke til at vi også ser med hos Frk Vinter. Laura er med hos Varnæs, ligesom Møhgerne.

* Frk Jørgensen er altså en relativt forfærdelig figur. Der er som regel rigtig meget sympati over dem som det går ud over når de stærke mænd spiller spil, men Frk Jørgensen er ‘stolt’ som Frk Vinter siger, og selvmedlidende.

* Der går næsten en hel time før Maude finder ud af det med fosterfordrivelsen. Det er virkelig tålmod.

* Fremragende lille scene til nytårsvisitten, hvor der klippes mellem Frk Jørgensen og Elisabeth, mens samtalen foregår rundt om den. Man mærker virkelig anspændtheden.

* Der er noget sort humor over scenen hvor Maude konfronterer Hans Christian med hvad der er sket. ‘Så tag dig dog sammen, Hans Christian!’ 

* Rangering: 2>6>3>5>1>4. Tror jeg.

* Vi ses når sæson 3 er klar. Glæder mig. Sæsonen har nærmest den omvendte facon end sæson 2. Men mere om det en anden gang.