Forskellen på første og anden sæson er sjælden så tydelig som i de respektive næstsidste afsnit. I femte afsnit af første sæson nåede hele sæsonen sit klimaks, Agnes og Boldt slog op, Damernes Magasin gik fallit og Arnesen døde. Sammenlign med især starten af det her afsnit. I løbet af det første kvarter sætter Ulrik klemmer på sin cykel. Lidt om Oxford Bevægelsen. Og så er der noget med Agnes’ og Rødes første søn. Og så går der virkelig lang tid med at de spiller Matador. Det er friere, det er løsere. Der er plads til bare at se karaktererne lave noget, og så også plads til at se hvordan Hans Christians skæld ud på Maude efterhånden påvirker hende. Serien har efterhånden virkelig flyttet fokus fra dramatik til psykologi.

Men det er jo ikke fordi der ikke er dramatik. I virkeligheden udvikler begge sæsoner sig lidt som et spil Matador. Der bliver rykket rundt på brættet, bygget til, det går rundt og rundt, og på et tidspunkt er der så nogen som går fallit. I første sæson var det Arnesen, denne gang er det Godtfred Lund. Hans økonomi har været en tikkende bombe efter at han blev reddet af Mads, men ikke satte ‘tæring efter næring’ som Mads kalder det. Han får afslag på nyt lån af Kresten, og hans forsøg på at true Mads går heller ikke godt. Det sker i starten af afsnittet, så der må da komme et kæmpe klimaks? Og så ringer Ulla til Hans Christian og fortæller at hun er gravid, og nu kan hans årelange utroskab da ikke holdes hemmeligt længere? Men jo, selvom begge historier sættes på spidsen, så skubbes de store konflikter til næste afsnit.

For i stedet går det som det ret ofte kommer til at gå i Matador. Nogle nye kommer til byen. En teatertrup. Og de har Vicki med. Det sætter byen på den anden led, og overtager fuldstændig fortællingen. Der er en lang scene i teatret, hvor byens indbyggere samles sammen. Jeg elsker som nævnt mange gange alle de scener, elsker joken om hattene i garderoben, elsker klippet der går fra Fede og Larsen der vinker til Konsulen der kigger udover den fyldte sal. Elsker at Konsulen og Konsulinden først sætter sig efter at lyset er slukket. At det naturligvis er Hr Schwann der som den første hvisker om Vicki. Men der er nu ikke lige så meget spræl over teatertruppen som der var over f.eks. Ernst Nyborg. Klaverspilleren med hvad der ligner et egern om halsen er meget sjov, men ellers er det lidt bedaget.

Måske havde serien ikke rigtig brug for Vicki Hackel igen så hurtigt igen. Måske havde Herbert ikke allerede fortjent en love interest. Der kommer mere og mere til Korsbæk, og det der forsvandt kommer tilbage igen. Byrådssekretæren stikker af til sidst, men ellers er der godt nok blevet bygget meget nyt i løbet af de sidste fem afsnit. Det er næsten for meget. Det er vel egentlig for meget, hvis ikke afsnittene var blevet så lange havde der overhovedet ikke været tid til plot. I stedet for en stramt konstrueret klimaks, så er I Klemme snarere en rodebutik af scener oveni hinanden. Men det gør i sidste ende ikke det store, når så mange af scenerne er så stærke. Og så har de gemt det bedste til sidst.

Jeg sad tidligere i dag med nogle gamle venner, og nævnte at jeg skulle skrive om Matador. Var det et godt afsnit? Ja, det er det med hesten. ‘Som Daniel ikke får? Ihhhh!’ Der er scener som er velkendte, og så er der de absolut ikoniske. Og scenen med hesten er absolut ikonisk. I virkeligheden har det ikke noget med noget at gøre, det kunne falde nærmest hvor som helst i sæsonen. Det vigtige for historien er ellers, at Mads er nødt til at køre tilbage til byen, efter at have hørt om hvad der er sket med Godtfred Lund. Men det er der vel ikke nogen der husker. Det er fantastisk twist på twist. Så smerteligt da hesten findes frem til Ellen mens Daniel kigger sørgmodigt. Så opløftende da mormor finder endnu en hest, siger ‘Sådan en får man når man er en god og kærlig dreng.’ Selv Mads smiler faktisk. Og så sættes kniven indtil sidst… Det er Matador når det er bedst.

Jeg har nogen gange på fornemmelsen vi danskere har en lidt mærkværdig opfattelse af Matador. Vi husker tydeligt hvilken frikadelle havde hvilken nationalitet, præcis hvornår tungen kom på bordet. Hvordan historien egentlig er, det er lidt sværere. Det er såmænd ikke nogen svaghed. Det er fordi Matador vælger liv frem for plot, følelser frem for drama.

Og ellers:

* Den der scene hvor familien Skjold-Hansen diskuterer Oxford Bevægelsen, den så da helt forfærdelig pixeleret ud. Også hos alle jer andre?

* De spiller Matador i næsten fem minutter. Så er der et par minutters pause, så ser vi dem pakke spillet ned i et par minutter. Et par sceners pause. Og så spiller de Matador igen. Men det er så i virkeligheden falsk ro, for det er her Hans Christian får sit dramatiske opkald. Hvor mange mon af dem, som husker Matador-scenen, husker det er der Ulla ringer?

* Er det her Oberst Hackels bedste afsnit? Det der lille øjeblik hvor han er alene i forværelset hos Doktor Hansen, der er nærmest helt reel patos hos den gamle mand. Hans komplicerede følelser over at se Vicki igen. Og den herlige sekvens hvor Katrine skælder ham ud for at have trampet hendes urtehave ned i 1921.

* De spiller Nei af Heiberg og Den Tredie af Hostrup. Vicki synger Emmys sang fra Den Tredie. Vi hører hende ikke levere nogle replikker fra Nei, men der siger den unge pige såmænd heller ikke meget andet end netop ‘Nei’.

* De spiller altså ikke vanvittig godt, og Hostrup er måske ikke vor største digter…

* Jeg er ret sikker på der står at stykket spilles Torsdag den 23 Februar på den spiseseddel Boldt har sat op. Der står ellers først at afsnittet foregår ‘Forår 1936’. Fede kender ingen af skuespillerne, spørger efter ‘Ibbermand og Arthur Jensen’, der som nævnt sidste uge spillede med i Panserbasse. Den med ‘Åh, jeg er så glad i dag’.

* Vi hører ‘Sangen om Larsen’ i radioen hos Boldt. Med Svend Asmussen på violin, en indspilning fra 1935. Fra syngespillet Melodien der blev Væk af Kjeld Abell. Havde nok været et lidt mere moderne stykke at spille end Heiberg og Hostrup, men så moderne er byen altså ikke. Abells stykke var i øvrigt stærkt inspireret af Herbert Schmidt. Undskyld, Bertolt Brecht.

* Selvfølgelig ved Jørgen Varnæs hvordan man får en abort… Det er stærkt hvor lidt drama der egentlig er i den scene, det går ikke galt, vi hører ikke skrig og smerte. Men det er tydeligt hvor ubehageligt det er, og hvor meget lysskyheden bidrager til at gøre det unødvendigt værre.

* Scenen med Vicki foregår om fredagen, og scenen med hesten foregår om søndagen. Så vi springer 48 timer (mindst) i et enkelt klip. Og det fungerer, fordi det fungerer rytmisk.

* Der bliver sjældent lagt for meget arbejde over til barne-skuespillerne, men ‘Jeg ville helst ha haft den af far’ leveres virkelig godt af Jacob Dalgaard. Og så det blik efter Mads’ bil. Virkelig blandt de aller bedste slutninger.

* DR havde sgu ikke nogle presse-billeder fra aftenens afsnit… Men altså, det er jo heller ikke fordi det flyder over af ikoniske billeder eller noget. I stedet er billedet taget fra en nyhedsartikel om da Jacob Dalgaard døde.