Palmesøndag del 190
(Emilio Fernández, Mexico
Cannes 1946, Grand Prix + Bedste Fotografering (Gabriel Figueroa))
Den første Cannes, i 1946, var i høj grad de sejrende nationer efter Anden Verdenskrig der hyldede hverandre. Det blev meget nationalt. Der blev uddelt en Grand Prix til en film fra næsten hvert land. Og det lykkedes også at spotte nogle kæmpe nationale klassikere. Fra Italien kom Robert Rossellinis Rom, Åben By. Fra England David Leans Det Korte Møde, fra Frankrig Jean Cocteaus Skønheden & Udyret. Film vi stadig ser i dag. Det lykkedes også at hylde den måske mest klassiske mexikanske film nogensinde, Emilio Fernández’ melodrama Maria Candelaria. Den ser vi i mindre grad i dag. Mexikansk film har ikke samme klassiker-status, og er rykket lidt over til at være noget ‘verdens-film’ noget. Men det er synd og skam, for Maria Candelaria er vidunderlig på den måde som kun gamle klassiske studie-film kan være det. Den har lidt det samme som en god gammel John Ford eller en Howard Hawks har det. Den er sin egen genre, og den burde virkelig stadigvæk blive set.
Maria Candelaria er en ung kvinde, der bor på en flydende blomster-ø. Hendes mor var en… du ved nok… (det bliver aldrig sagt, men alle ved det) og de lokale mener morens synd smitter af på datteren, så Maria er alene. Kun hendes elskede Lorenzo Rafael støtter hende. Den lokale Don Damian er dog også ude efter hende, og så sætter de melodramatiske forviklinger i værk. Maria skylder 15 pesos, så derfor må hun skaffe penge, det er svært, og så bliver hun bidt af en myg, men Don Damian vil ikke udlevere kinin, etc. Hen imod slutningen lader Maria sig portrættere af en kendt maler, tydeligt baseret på Diego Rivera, men det gør for alvor lokalbefolkningen sure på hende, og så trækker det op til en tragisk slutning.
Det er virkelig et melodrama. Et ret forvirrende plot. Det er næsten heller ikke vigtigt. Fernández var udpræget inspireret af John Ford, som han kaldte ‘the greatest poet of the cinema’. Og i en western, der er det sjældent rigtig vigtigt præcis hvad der foregår, pointen er at der skal skydes, og så skal det foregå i det mytologiske landskab ‘the frontier’. På samme måde fungerer de bedste Emilio Fernandéz film fordi de skaber et eget mytologisk landskab, et rum i tid og sted, en idé om fortidigt Mexico, som er mindre et konkret sted, end det er et billede. Et fremragende billede. Her er visse ting ret vigtige. Maria Candelaria foregår i Xochimilco, et område relativt tæt på Mexico City. Det er en floddelta/sump kendt for sine flydende øer og blomster-opdræt. Filmen bruger virkelig lang tid på at etablere det her konkrete miljø, vandet, blomsterne, der er klip af folket der arbejder, vi er med til ritualet hvor dyr bliver velsignet. Og vi lærer om fordommene, og om de strukturelle uretfærdigheder. At den lokale Don Damian er mestizo, alt imens Maria og Lorenzo Rafael er ‘indianere’ (det er hvad underteksterne siger, og jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive). Tidspunktet er også essentielt: 1909. Lige før revolutionen. Lige før den mexikanske Historie for alvor går i gang.
Egentlig minder Fernández’ film mig mindre om westerns end de gør om historier fra den amerikanske østkyst. JF Cooper, Den Sidste Mohikaner, Drums Along the Mohawk, den slags. Der er den samme slags natur, klipper, floder, store træer der stræber mod himlen. En fornemmelse af sublim frodighed, en art Edens Have før syndefaldet. Før historien går i gang. Begge slags historier foregår før revolutioner, den amerikanske i 1776, den mexikanske i 1911. Fernández lavede også film der foregik i nutiden, bestemt, og han lavede såmænd også revolutions-film, men der er ofte den samme fornemmelse af tidsløshed. I Flor Silvestre fra 1943 er revolutionen netop et brud med tingenes tilstand, der ødelægger livet for filmens karakterer. De to nationale projekter er forskellige. Den amerikanske western handler om en (hvid) civilisations udbredelse i ødemarken. Det mexikanske melodrama undersøger snarere en kompleks kultur, efter revolutionen ikke lykkedes med at lave et 100% moderne samfund. Hvad er det for nogle ting, kulturer og strukturer, der stadig påvirker det moderne Mexico?
Men Fernández-filmene er ikke mesterlige fordi de handler om en mytologisk verden. De er mesterlige fordi det lykkedes Fernandéz og hans medarbejdere at finde et mesterligt visuelt sprog til at beskrive den her verden. Medarbejderne spillede virkelig en kæmpe rolle, så stor at Charles Ramírez Berg i sin bog The Classical Mexican Cinema – The Poetics of the Exceptional Golden Age Films konsekvent snakker om at filmene var skabt af et kollektiv han kalder ‘the Fernández unit’. Det tæller manusforfatter Mauricio Magdaleno og klipper Gloria Schoemann. Men vigtigst var fotograf Gabriel Figueroa, en legendarisk fotograf, der senere arbejdede i Hollywood, og bl.a. fotograferede Kellys Helte med Clint Eastwood. Det ikoniske og øjeblikkeligt slående ved Figueroas billeder er især hans måde at filme den mexikanske himmel. Det er faktisk sværere at filme himmel og skyer end man tror, men Figueroa fandt ud af det kunne lade sig gøre med et ‘infrarødt’ filter – han måtte bare farve skuespillernes læber brune for at de ikke skulle se hvide ud, ellers fungerede det fint – og resultatet er uforglemmeligt. Og det er nok ikke forkert at sige, at ønsket om at filme himlen styrer en del andre æstetiske valg. Så meget af den her og andre Fernandez-film er fotograferet i frøperspektiv, kig nedefra og op på de stolte personer, der dog alligevel kommer til at se lidt mærkværdigt små ud mod de gigantiske skyer i baggrunden. Det er store mennesker, men i en endnu større verden. Flere Fernández-film som Maria Candelaria og The Pearl (en filmatisering af John Steinbecks berømte novelle) slutter med forfølgelsesscener, igen med små personer der bevæger sig i store landskaber under en endnu større himmel. Det her billedsprog. Det er ganske enkelt unikt.
Og Fernández brugte sproget til at lave virkelig mange film på kort tid. Han var auteur i ordets gamle forstand, en mand hvis personlige stempel for en tid kunne ses i alle hans film, lige meget hvad de handlede om, og selvom de tydeligvis var lavet i et system. Fernández’ verden, hans vision om Mexico, er dybt fascinerende at dykke ned i. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det noget mere. Men der mangler ordentlige restaureringer af de fleste af hans film, jeg kan mest finde versioner som altså ikke yder billederne retfærdighed. Og så er det heller ikke alle af de sene Fernández-film, der virker til at være værd at se. Hans karriere crashede spektakulært efter under et årti på toppen, som denne serie senere skal komme ind på. Dermed nåede Emilio Fernández aldrig rigtig at have en sen fase som f.eks John Ford med The Searchers, en mere søgende og problematiserende fase. Eller Hitchcock med film som Psycho og Fuglene, der i høj grad fungerer fordi de er nærmest meta-agtige i den måde de bruger genre-koder. Fernández blev en genre-mester, men så gik det galt. Det gør selvfølgelig hans filmografi lidt mere simpel. Men det kan ikke tage væk fra, at Maria Candelaria er en i særklasse god film i sig selv.