Palmesøndag del 379
(Emilio Fernández, Mexico
Cannes 1949)
Der er lavet ret meget kunst, hvor en kvinde skal symbolisere en hel nation eller et helt folk. Således også i Emilio Fernández’ Pueblerina. Titlen betyder ‘landsbykvinde’, men jeg tænker også det spiller på, at ‘pueblo’ også betyder ‘folk’, og at det dermed kan betyde ‘kvinde af folket’. For i hvert fald er Pueblerina en af Fernández’ mest allegoriske film om Mexico, og det siger altså ikke så lidt.
Som så mange andre mexikanske kunstnere fra sin tid var Fernández optaget af den sammensatte mexikanske nation. Hvad er ‘Mexico’ egentlig for en størrelse, hvad er det mexikanske folk, når nu det er en blanding af præ-columbiansk kultur, kultur fra den spanske koloni-tid, og så samtidig gerne skulle være en del af den moderne verden efter den mexikanske revolution. Men det, som gjorde Fernández til en af sin samtids største kunstnere, det var hans evne til at udarbejde et visuelt sprog at diskutere denne identitet i. Det foldes til overflod ud i Pueblerina, og løfter et ret standard melodrama op til noget, der burde have en langt større status i dag.
Alene starten er ganske mærkelig, og så alligevel umanerligt smuk. Filmen foregår, som titlen antyder, i en lille ‘pueblo’ ude på landet i Mexico, og hvis det er et moderne Mexico efter revolutionen, så kan man i hvert fald ikke mærke noget til den. Men vi åbner med scener fra byen, fra et stort fængsel, hvor vagterne råber til hinanden. Her sidder Aurelio (Roberto Cañedo) på sjette år, efter han blev dømt for drabsforsøg på den mand, som voldtog hans udkårne Paloma (Columba Domínguez, en kæmpe stjerne i mexikansk film, der fik sit gennembrud her). Aurelio bliver benådet nogle år før tid, og begiver sig på rejse tilbage til sin hjemstavn. En ret lang sekvens ser ham rejse væk fra byen, først med vogne, men derefter til fods, gennem et landskab, der kunne ligne noget fra en John Ford-film. Og når så han ser sin gamle ‘pueblo’, så begynder en kvindestemme at tale til ham. Det er hans barndomshjem, der snakker, en art spøgelsesstemme, der fremmaner en tabt fortid. Så er det vist også slået fast, at filmen kommer til at handle om forholdet til ens fødeland. Dvs Mexico.
Aurelio slår sig ned på sin gamle gård, og forsøger at finde Paloma igen. Hun har en lille dreng, født ni måneder efter voldtægten, og de to bor nu for sig selv uden for byen, Paloma ernærer sig som vaskekone, og går altid klædt i sort. Hun skammer sig så meget over at være blevet voldtaget, siger de (omend hun med moderne sprog nok snarere er dybt traumatiseret). De to elskende forelsker sig igen, men manden som voldtog Paloma, og som Aurelio blev dømt for at forsøge at slå ihjel, bor naturligvis også stadig i den lille by, hvor han sammen med sin bror udgør områdets store dominerende rige familie. Så brødrene forsøger at få skræmt Aurelio væk, mens Aurelio og Paloma bare gerne vil lave et liv sammen. Og så bliver det mere og mere melodramatisk.
Det er et kæmpe melodrama, med mange typiske publikumsvenlige indslag. Der kommer et karneval til byen, hvor Aurelio vinder penge på en hanekamp og udfordrer den ene bror til et hestevæddeløb. Der er også et bryllup, hvor der bliver sunget og danset en hel masse, så de to stjerneskuespillere får mulighed for at vise de også kan synge som idoler. Og der er lidt vold her og der. Men filmen stoler også på sine egne subtile følelser. Som nævnt ernærer Paloma sig som vaskekone, og hun viser først hun stadigvæk har følelser for Aurelio, ved at vaske hans tøj skinnende hvidt. Hvilket ikke bare er en kort scene, der er en meget lang sekvens, hvor den sortklædte Paloma vandrer gennem byen med det her skinnende hvide tøj i hænderne. Den scenes farvesymbolik siger på visuel vis rigtig meget om skam og håb. Bryllupssekvensen bliver også særdeles melankolsk, eftersom der ikke er nogen gæster, der tør dukke op, så Paloma og Aurelio danser helt alene rundt, og synger en øm duet. Igen en idé, som kunne være afviklet på femten sekunder, men som trækkes ud til det bliver ekstra stærkt. Til gengæld er alt til hest et virvar af fart og bevægelse.
Vigtigst af alt, så er der landskabet, og særligt himlen. Fotograf Gabriel Figueroa filmede den mexikanske himmel på en helt særlig måde. Det er en særligt Fernández’sk idé, at den mexikanske himmel er noget helt særligt. Skyerne hænger over karaktererne på en helt særlig måde, som Figueroa fik skabt ved hjælp af filtre og linser. Jeg har ikke set det brugt mere tydeligt end i Pueblerina. Se på den flotte gif ovenover. Der er en hel del religiøsitet over filmen, særligt fordi Paloma i sin mørke dragt ligner ikoner af Jomfru Maria, og når hun så er filmet i frøperspektiv med den mexikanske himmel som baggrund, så er det som om der hænger en knugende skæbne over filmens karakterer, som er en helt særligt mexikansk form for knugende skæbne. Ret typisk melodramatisk, men stadigvæk forunderligt mexikansk.
Apropos religiøsitet, så spiller den lille bys kirke også en stor rolle. Der er en vidunderlig scene, hvor hele byen er til messe sammen, og ingen kan lade være med at koncentrere sig om Aurelio og Paloma. Men kirken er også et eksempel på, hvordan Fernández’ film adskiller sig fra amerikanske westerns, desuagtet at de foregår i samme typer af landskab. I de fleste westerns er kirkerne nybyggede, og stemningen derinde er af sammenhold og pionerånd. Kirken i Pueblerina er en gammel stenbygning, overraskende stor og massiv, og præsten er ikke en byens folk, men den katolske kirkes repræsentant på stedet. Han er ganske flink og venlig overfor Aurelio og Paloma, faktisk virker det til netop hans outsider-status er hvad der gør ham i stand til at hjælpe de to udstødte mennesker. Ligesom lovens repræsentant på stedet ikke er alt for korrumperet af penge-magten, men spidsfindigt buer lovens bogstav en smule for at give dem lidt hjælp.
Kirken og staten er bare flere lag i den komplekse verden, som Pueblerina foregår i. Hvor amerikanske westerns foregår på ‘the frontier’, en jomfruelig verden som nybyggerne kan etablere (hvis de lige kan få de oprindelige indbyggere til at ‘forsvinde’), så foregår Fernández’ mexikanske melodramaer i ældgamle og komplekse verdener. Hvor det i Maria Candelaria var en art frodig edensk flod-verden, hvor blomsterne blomstrede overalt, så er det i Pueblerina en tung og sublim verden, med vulkaner i baggrunden som tegn på naturens udødelige kraft. Sjovt nok er filmens dillema, at alle mener Aurelio og Paloma burde emigrere, de kunne sagtens skabe et godt liv et andet sted, men Aurelio kan ikke slippe moderlandet. De to er det omvendte af nybyggere. Filmen er det omvendte af en western.
Der er lagt rigtig meget arbejde af mexikanske kunstnere i at fastslå en eller anden form for særskilt mexikansk identitet. Mest kendt er måske Nobelpris-modtager Octavio Paz’ essay Ensomhedens Labyrint, der argumenterer for, at mexikanerne er splittede mellem den undertrykte præcolumbianske kultur og alt det som europæerne, som i spanierne, bragte med sig, og derfor altid føler sig ufuldendte. Der er den samme fornemmelse i Pueblerina. Aurelios tilknytning til sin hjemstavn er nærmest spøgelsesagtig, det er mærkelige stemmer og et benhårdt landskab, som selv når majsen blomstrer føles lidt fjendsk. Dertil er den præget af for meget ulighed, hvorfor de to rige brødre kan presse ham ud.
Det er en stærk filmisk verden, som Fernández og Figueroa får bygget op. Og det bedste er næsten, at det kun er én af mange stærke mexikanske verdener, som de to skabte over den perlerække af film de lavede på ganske kort tid. Det er noget af det, som fascinerer mig så meget ved den her type af film. De fleste større sprogområder fik en egen filmindustri – f.eks arabiske film i Egypten, og tagalog-film i Filippinerne – og selvom det meste der blev produceret i den slags industri er netop industrielle produkter snarere end kunst – ligesom det er i f.eks Hollywood og Bollywood – så blev der mange steder også plads til instruktører med større ambitioner, som gerne så sig selv som en del af en national intellektuel debat om hvor landet var på vej hen. Folk som Youssef Chahine i Egypten, Lino Brocka i Filippinerne, Im Kwon-take i Sydkorea. De er ikke avantgarde. De er ikke selvbevidste auteurs som Lars von Trier og Quentin Tarantino (omend Chahine kom derhenad). De er underholdere med store ambitioner.
Fernández’ film er altid underholdende. De er ikke lavet til intellektuelle. Men de giver mig rigtig meget at tænke over, med deres lidt for lange dvælende passager, deres vilje til at fortælle æstetisk, og deres tydelige world building, som synes også have ambitioner om at medvirke til at bygge en mexikansk kulturel identitet. Pueblerina er en af de bedste film Fernández lavede i den henseende. Men det er også en af de sidste store film han lavede. Hans filmkunst var netop afhængig af en stærk mexikansk filmindustri. Og den var ved at ryge ud over kanten. Og Fernández ville blive revet med i faldet, på en nærmest uhørt voldsom måde.