Do the Right Thing

Palmesøndag del 191
(Spike Lee, USA
Cannes 1989)

Jeg læser ofte en kunstner vende sig imod at blive kaldt for ‘kvindelig kunstner’ eller ‘indvandrer kunstner’ eller ‘afrikansk-amerikansk kunstner’. Til tider synes jeg det er lidt ærgerligt, for identitet former os, og jeg synes som regel det er mere spændende at bruge tid på andre end ‘hvide mandlige kunstnere’. Men jeg forstår det også godt. For eksempel når jeg ser på film fra Spike Lee. Spike Lee er om nogen blevet kendt som ‘afrikansk-amerikansk filminstruktør’. Han er nærmest indbegrebet af den position. Og det er han heller ikke flov over, hans film, især hans tidlige film, handlede alle sammen om afrikansk-amerikansk identitet, og hvilke problemer der for tiden påvirkede den afrikansk-amerikanske befolkning. De handlede også om andet, om køn, kærlighed, klasse, sex, arbejde. Alt muligt. Men den afrikansk-amerikanske identitet var aldrig langt fra Spike Lees film, fra She’s Gotta Have It og til Malcolm X.

Der er bare også fare for at det skygger for alt det andet, som er specifikt Spike Lee’sk. Alt det æstetiske. Alle de auteuristiske mærkværdigheder, særpræg, specielle æstetiske indslag, som Spike Lee er umanerlig glad for, og umanerlig god til, hvoraf de færreste altså har noget at gøre med hans hudfarve. At han er episodisk anlagt, glad for lange intro’er, glad for et helt specielt dolly-skud han nærmest har gjort til sit eget. Det har egentlig ikke så meget med race at gøre, det kommer mere af Lees indstilling til livet, og til hvor overvældende han finder de store følelser, til glæde, kærlighed, had. Og så igen. For den måde Spike Lee skildrer følelser på. Det har s’føli også noget at gøre med den måde han skildrer racisme…

Do the Right Thing er det meste af tiden et portræt af et nabolag i Brooklyn. Et par boligblokke i Bed-Stuy, hvor beboerne er afro-amerikanerne, men dem der ejer butikkerne er enten italiensk-amerikanske eller koreansk-ditto. Det meste af filmen handler om Sal’s Pizzeria, ejet af Sal (Danny Aiello), og hvor den unge Mookie (Spike Lee selv) arbejder som pizzabud. Hertil kommer f.eks den lokale drukkenbolt, der hedder Da Mayor (Ossie Davis), og som fejer fortorvet foran pizzeriaet for at tjene lidt penge til nogle Miller Lite. Der bliver bragt en kyllingesandwich ud til den lokale radiovært Love Daddy (Samuel L. Jackson). Og folk kommer ind og køber et slice. Men det er årets varmeste dag, og folk har svært ved ikke at ryge i totterne på hinanden. Især de to unge Buggin Out (Giancarlo Esposito) og Radio Raheem (Bill Nunn) er sure på Sal, der ikke tillader Raheems boombox på resteauranten, og insisterer på kun at have italiensk-amerikanske portrætter hængende på væggen, og ingen ‘brothers’. Til sidst eksploderer det i et slagsmål, politiet indkaldes, men det hjælper mildest talt ikke på tingene. Det gør det nærmest aldrig i USA. Og så kommer den provokerende slutning, der chokerede samtiden.

Do the Right Thing handler om racisme. Men det er jo ret væsentligt hvordan den handler om racisme. Spike Lee har en ret kompleks fremstilling af det. Han skildrer både racisme som følelser, og racisme som struktur. I en af filmens mest berømte scener fortæller Radio Raheem om sine to guldsmykker, der siger Love og Hate. Det er de to sider af livet. Problemet er bare, at det er for varmt til kærlighed den sommer – helt konkret siger karakterne at det er for varmt til sex – så kun hadet står tilbage. Og alle hader. De hvide hader de sorte, de sorte hader de hvide, den koreanske butiksejer hader jøder. Nogle menneskers had er mere komplekst, f.eks Sals. Han er på den ene side stolt af at lave mad til de sorte beboere, hjælper mange af dem, lader til at holde af dem. Men da Radio Raheem konfronterer ham, så kommer skældsordene meget pludseligt ud af ham. Og den koreanske butiksejer lader helt ægte til at opfatte sig selv som værende på samme samfundshylde som de sorte, hvilket i sidste ende får dem til at give ham hånden.

Men han er jo ikke rigtigt på samme hylde. Karaktererne kan ikke helt forstå det, men det har alle dage været de sorte som har haft sværest af alle med at låne penge til at starte en virksomhed. Og selvom alle lader til at være lige gode om at hade hinanden i nabolaget, så er politiets had en del farligere end de lokales. Da de bliver tilkaldt for at håndtere et slagsmål, så ender de med at kvæle Radio Raheem, for derefter at køre ham væk. De chokerede beboere står tilbage og ved ikke hvad de skal gøre. Så er det at Mookie finder en skraldespand, og kaster ind gennem vinduet til Sals pizzeria. Så brænder de stedet ned. Den udvikling provokerede samtiden. Den er stadigvæk ret provokerende i dag. Det blev sagt, at Spike Lee opfordrede til optøjer. Men der er ingen i Do the Right Thing der reelt ved hvad som er det rigtige at gøre. De fleste af dem lader hadet bestemme. Hvilket fører til konsekvenser. Men ikke de samme konsekvenser, den unge sorte mand bliver kvalt af politiet, den ældre hvide mand får brændt sin forretning ned til grunden, men han har forsikringspenge som dækker det. Spike Lee var selv irriteret over reaktionen, for hvorfor er det butiksnedbrændingen som folk fokuserede så meget på? Der er en mand der bliver kvalt lige inden det sker, var det ikke vigtigere at komme frem til hvordan faen man undgår at den slags sker? Og her tredive år senere, så er det stadigvæk et kæmpe problem i USA.

Det var Spike Lees tredje film, og hans store gennembrud. Han havde skildret sex og kærlighed i She’s Gotta Have It, ungdom og collegeliv i School Daze, og nu tog han for alvor livtag med racisme. Det er på mange måder nok stadigvæk set som Spike Lees hovedværk. Men det er lidt synd at reducere filmen til en fortælling om racisme og politivold, for der foregår så meget mere i filmen. Det er en smuk skildring af en enkelt boligblok, et lille sociologisk kosmos, på en dag hvor der også slappes af meget af tiden. Filmen lever også fordi Spike Lee simpelthen er en stor stilist, og laver rigtig mange fremragende øjeblikke. Den legendariske start f.eks, hvor Rosie Perez danser til Public Enemys Fight the Power. Jeg er ret vild med, at hver gang det trækker op til ballade, så hældes kameraet på skrå. Ligesom der er nogle fantastiske billeder af karakterne i frøperspektiv, når de puster sig op og råber. Der er en foruroligende energi i meget af filmen, en revolutionær energi, en hadsk energi, en stolt energi. Den energi bliver dels set som den undertryktes politiske budskab. Men det er også energien fra en ung, sprudlende instruktør, i færd med at lave et hovedværk. Det er et indie-hovedværk.

Do the Right Thing havde ganske enkelt fortjent at vinde Guldpalmen. Og det er blevet en fortælling, at juryen, under ledelse af Wim Wenders, ignorerede filmen fordi de ikke brød sig om at Mookie kastede skraldespanden, og i stedet uddelte palmen til den noget mindre provokerende Sex, Lies, and Videotapes… Jeg er umanerlig glad for Steven Soderbergh, men det er dobbelt forkert. Ikke nok med at de forspildte chancen til at hylde hvordan amerikansk indie-bølge også netop gav plads til nye perspektiver som Lees, de udråbte også Soderbergh til kunstnerisk auteur, en status der ledte ham til at lave nogle ret så prætentiøse kunstfilm inden han fandt ud af han er en gudsbenådet håndværker og lavede mesterværker som Oceans Eleven serien og Magic Mike. Men det blev værre til Oscar, hvor Lee måtte nøjes med en nominering til Bedste Manuskript, og for at føje spot til skade gik hovedprisen det år til Driving Miss Daisy

Driving Miss Daisy er pæn og rar og nærmest blottet for energi. Det er den slags film som et akademi godt kan lide at hylde. Do the Right Thing er rå, fragmenteret, ikke altid lige gennemtænkt. Men dens energi. Det er lige præcis den slags energi, som indie-film har brug for.

Serien om Spike Lee fortsætter med Jungle Fever