Memories of a Mexican

Palmesøndag del 189
(Memorias de un Mexicano, Carmen Toscano, Mexico
Cannes 1954)

Mexico har en stor filmhistorie, men også en der svinger meget. En gang imellem er det et kæmpe filmland, f.eks har mexikanske instruktører vundet ret mange af de seneste Oscars for Bedste Instruktør. Tilbage i fyrrerne og halvtredserne var der også en kæmpe mexikansk filmindustri, der lavede film til hele det spansktalende Latinamerika. Og så omvendt er der perioder, hvor det ikke går ret godt. Som f.eks i tresserne, hvor konkurrence fra USA, og dårlige beslutninger fra lokale ledere, nærmest udraderede den lokale industri, der derefter blev berømt/berygtet for no-budget kultfilm med maskerede wrestlere i hovedrollen. Derudover gik det også virkelig langsomt med at få udbredt den gængse narrative fiktionsfilm i Mexico i 1910’erne. Folk så det ikke, de var ikke interesserede. Og hvorfor så ikke det? Jo, den bedste forklaring jeg har læst var, at befolkningen i stedet var mere interesseret i at følge den gigantiske fortælling, der udspandt sig i Mexico i de dage: Den Mexikanske Revolution. En saga der nærmest er kompleks og blodig som Game of Thrones. Så selvom mexikansk fiktionsfilm ikke rykkede så meget, så blev der stadigvæk formentlig lavet fremragende mexikanske film dengang. De blev bare lavet af dokumentaristerne, der rejste rundt for at filme generaler, revolutionære, blodige slag og store sejrsparrader.

En sådan dokumentarist var Salvador Toscano. Han var en af de første biografejere i Mexico, og han begyndte snart at optage sine egne film. Mest små dokumentariske sekvenser, gerne af den gamle general Porfirio Diaz, der ledte et oprør i 1876 i under sloganet ‘intet genvalg’, i protest mod ledere der klingede sig til magten, og som fra 1884 og frem blev genvalgt kontinuerligt, senest i 1910, da han var 79 år gammel. Det var lige ét genvalg for meget, og den mexikanske revolution brød ud kort tid efter. Toscano begyndte at filme, redigerede klip sammen til filmen La Historia completa de la revolución mexicana de 1910 a 1912, og da så revolutionen fortsatte ufortrødent lavede han senere La Historia completa de la revolución mexicana de 1910 a 1915. Her var revolutionen sådan cirka halvvejs, og Toscano blev ved med at filme… I 1920, da revolutionen var ved at være forbi, holdt han op med at filme for i stedet at blive ingeniør. Han blev ved med at redigere hans eget materiale, såvel som andres som han opkøbte og arkiverede, i nye film indtil han døde i 1947, men de blev ikke de store successer.

Det lykkedes i stedet over al forventning for Salvador Toscanos datter Carmen. Hun fik efter over fire års arbejde færdiggjort Memories of a Mexican i 1950, som blev en stor succes. Den blev sendt til Cannes fire år efter, i 1954. I 1967 blev den udnævnt til et Nationalt Monument. Den blev udsendt på videobånd i 1996, hvor en køber fortalte at det at have den kassette stående var ligesom at have et familiealbum. Så central endte filmen med at blive.

Grunden til at det skete må findes i den ret avancerede form. Memories of a Mexican er vitterlig fortalt som om det er en mands erindringer, en fotograf der fortæller om alle de begivenheder han optog, men det er altså ikke Salvador Toscanos liv som bliver fortalt. Det er i det hele taget ikke rigtig et virkeligt menneske, for vedkommende bliver født i 1897 (samme år som filmen kom til Mexico), og fortæller om barndomsminder fra starten af det tyvende århundrede, men arbejder altså så under revolutionen, hvor vedkommende ville være 13-23 år gammel. Helt logisk er det ikke. Men det fungerer. Barndomssekvenserne kommer til at virke som nærmest præ-historiske sekvenser, parader, festivaler (det er nok ikke tilfældigt at der er særlig fokus på parader der fejrer aztecere og andre mezo-indianere, der også ofte bliver set som ‘præ-historisk’ Mexico). Og så pludselig begynder en historisk kamp, en mand, Francisco Madero, gør oprør i nord, og pludselig er det en endeløs cyklus af oprør, kontrarevolution, borgerkrig, snigmord, indtil det stilner af igen. Hvorefter den stakkels fotograf paradoksalt kommer i klemme hos det nye regime, og er nødt til at gå i eksil. Den detalje har intet med Salvador Toscano at gøre, men det gør fortællingen så meget mere smertelig og nostalgisk.

Memories of a Mexican fungerer selvfølgelig som et arkiv. Det er ægte billeder fra den tidligste film-epoke, og vores fascination af den slags gamle billeder kan vi også mærke i dag, i den konstante tv-strøm af dokumentarer hvor nye optagelser er fundet frem og farvelagt. Cannes var også med rigtig tidligt, i Nicole Védrès’ Paris 1900, der var i konkurrence i 1947. Cannes har altid godt kunnet lide at fejre filmhistorien. Og så var der generelt flere dokumentarfilm i konkurrence dengang. Dengang var der stadig en idé om film som et oplysende projekt, og man må sige at Memories of a Mexican dels er oplysende, dels helt bestemt er blevet en national vigtig film, ja endda monumentalt vigtig, ba-dum-tjij.

Men samtidig er Memories of a Mexican anderledes, nærmest modernistisk i sin tvivl, sin længsel efter fortiden, sine besynderlige lakuner. Fortælleren har en onkel, som er mere politisk radikal end fortælleren selv. Denne onkel bliver endda sendt i fangelejr under Porfirio Diaz, men det er der naturligvis ikke filmklip af, så i stedet får vi et klip af noget jungle fra nærområdet. Det er virkelig et sært øjeblik. Onklen slutter sig til oprørerne hos Pancho Villa i stedet for politikerne som Venustiano Carranza og Alvaro Obregon, som fortælleren holder med. Især Carranza, der ellers som regel ikke skildres ret positivt, får en nostalgisk behandling i Memories of a Mexican, og hans tragiske endeligt skildres som et lumpent kup, hvor de fleste jeg har læst er enige om at Carranza selv var ude om det ved at forsøge at underminere demokratiet igen for at holde fast ved magten. Her kommer der en subjektivitet ind, som gør at filmen bliver noget andet end et politisk propaganda-projekt. Det bliver vitterlig en mands smertelige erindringer om en tumultarisk tid, hvor det også virker som om manden selv har svært ved at se udover sin egen næsetip.

På overfladen virker Memories of a Mexican måske som en simpel film. Parader og fester, derefter soldater og kanoner og begravelser. Det virker som om, at Salvadors egne sidste film fungerede sådan, bare en masse billeder, uden voiceover, og uden musik. Det var der ikke rigtig nogen som gad at se. Men med den form som Carmen Toscano gav det, med et komplekst narrativ, så blev det pludselig en klassiker. En klassiker som burde blive mere udbredt uden for Mexico. Det er ikke nogen perfekt film. Den er et skridt på vej i retning af den modernistiske film vi kender og elsker, men den er der ikke helt endnu. Musikken er ret gammeldags dokumentarisk, lyder mere som noget man hører ved en billig udgave af en stumfilm, end af en halvtredser modernistisk klassiker. Der er også lagt lydeffekter på som er meget én-til-én, hvor man kunne have leget mere med hvad der foregår. Men man kan ikke sige andet end at det tydeligvis fungerede. Den rammer et eller andet, fanget mellem flere epoker, og vækker fortiden til live på ret fremragende vis.