Uncertain

Der er et eller andet over sydstats-sumpene for tiden. Hushpuppy, True Detective sæson 1, og i løbet af DOX har jeg allerede anmeldt The Other Side for Modkraft. Og nu en film om en lille by på grænsen mellem Texas og Louisiana kaldet Uncertain, 94 indbyggere, hvor der intet er at lave, hvor en stor del er sumpet til i druk og stoffer, og hvor alger breder sig over vandene og truer med at udrydde turismen og derfor store dele af beboernes levegrundlag.

Der fokuseres især på tre liv. En ung diabetiker, der kæmper for at finde fremtidsudsigter. En tidligere stofmisbruger, hvis jagt på et enormt vildsvin han kalder Mr. Ed er det mest plotagtige i filmen. Og en 74-årig sort enkemand, der taler om det hårde liv han levede da han var ung, under raceadskillelse, hvor han også blev anklaget af sine egne for at være en Onkel Tom. Hårde skæbner, men varme og imødekommende mennesker, der skjuler deres smerte ganske godt. Der er reel spænding i filmens sidste del om de vil klare den, også fordi kryds-klipningen bliver intensiveret, og pludselig er situationer ændret uden forklaring. I det hele taget er det rent teknisk en virkelig godt lavet film, hvor også de mange natte-scener fra vildsvine-jagten har en egen mystisk skønhed. Og så er sumpene bare godt filmisk materiale, må man jo sige.

screen-shot-2015-04-30-at-12-38-42

Filmen indrammes derudover af fortællingen om algerne. Der findes en kur, en bille som kan bekæmpe det, men det vil koste millioner. Det bliver tydeligvis en metafor for området: algerne er problemet der sænker sig som en dyne over sumpen, og billerne er håbet om en løsning, hvis blot der var ressourcerne til at skabe det. Når det er etableret bliver de mange total-billeder af den algedækkede sump til metaforisk materiale, som personerne tænksomt sejler henover. Men det er måske ikke den mest dybsindige metafor? Hvori består problemerne, og hvad ville være en løsning? For samfundet har filmen ikke de store bud. Det er mere personernes bud på fremtiden som står i fokus. Deres tro på himmel og helvede, tro på at tro på sig selv, den enes bøn taget fra de kontinentets oprindelige indbyggere, om styrke til at overvinde ens værste fjende, en selv. Det er meget den enkeltes historie som er i centrum, det er drivkraften i filmen, det er derfor den forhåbentlig kan komme ret bredt ud. Men metaforik-systemet handler om landskab, system, omgivelser. Så det er lidt som om historie og metaforik ikke rigtigt tilføjer hinanden så meget, og så ender filmen hurtigt med at være tømt for mening.

Dokumentar-film anses ofte for at være mindre prestigiøse end spille-film, men da jeg forlod biografen slog det mig, at jeg næsten stiller højere krav til end dokumentar. Hvis en spillefilm havde så indfølte menneskeskildringer, kryds-klipning på så højt niveau, og så stærk metaforik, så havde jeg elsket den. Nu er jeg lidt lunken fordi der er for mange interviews. Men filmen føles lidt tryg, lidt sikker, hvorimod The Other Side f.eks. var helt ude på overdrevet. Det er formentlig uretfærdigt, for The Other Side er samtidig en næsten usympatisk udstilling af sine hovedpersoner, hvorimod Uncertain drives af empati og håb om fremtiden. Men den empati betyder også, at filmen forbliver lidt på overfladen. For hver forbrydelse er der tilgivelse.

Tidligt i filmen taler en hvid sheriff med den gamle sorte mand, om hans brogede fortid, og om hvorfor han besluttede sig til at ændre livsstil da han blev ældre. Hvis man bliver ved med at lave ulovligheder, så fanger det én med tiden. Den gamle sorte mand ændrede sig, og fik noget der ligner en værdig alderdom. Men hvad med sheriffen, og Texas’ myndigheder generelt? Er de virkelig holdt op med at gøre onde ting? Eller er algerne tidens måde at fange dem på? Der er en mængde spørgsmål som ville have gjort filmen sværere, hårdere, mere ubehagelig. Men, tror jeg, også stærkere. Endnu stærkere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.