Mallory

Der er mange forskellige slags dokumentarer på DOX. Der er spillefilm med dokumentariske antræk, der er talkingheads dokumentarer, der er kunstfilm, der er rekonstruktioner, der er monologer. Sådan noget som Mallory føles nærmest demonstrativt simplistisk i sammenhængen: Blot en fortælling om en virkelig kvinde, og hendes kamp for et værdigt liv i et koldt og kriseramt Tjekkiet.

13 år følger vi Mallory, men jeg tror måske der har været tale om to projekter, for filmen starter med nogle ganske ukarakteristisk opstillede passager fra 2002, springer så pludselig 7 år til 2009, og følger så roligt og kronologisk Mallory. Som ung var hun vild og voldsom, blev heroin-misbruger, stjal og tiggede, blev gravid, mødte en kendt skuespiller på en bro, og lovede ham at hun ville blive clean når hendes barn blev født. Det løfte holdt hun. Nu skulle livet leves.

Men syv år senere bliver hun og barnet endegyldigt smidt på gaden af kæresten, og det er her vi finder hende, i en bil med en ny kæreste, og barnet på institution. Nu starter kampen for et job, for en bolig, for noget mening med det hele, for andet end mænd som drikker og bliver agressive når tingene går dem imod og lader det gå ud over hende og barnet.

Det er en elementært spændende fortælling, som instruktør Helena Trestikova fortæller uden for mange krummelurer, et digitalt kamera der følger Mallory, hendes fortælligner, en gang imellem telefonopkald og billeder fra Prag, kun i enkelte tilfælde mere abstrakte passager. Det er nærmest et asketisk filmsprog. Men det føles så meget desto mere ægte. Og Mallory bliver ved med at tale om hvor tiltrækkende heroin er, eller om hvor mange som begår selvmord, så frygten for en tragisk drejning ligger altid lige under overfladen. Det går bestemt også frem og tilbage, livet som enlig mor og eks-afhængig i Tjekkiet er bestemt ikke let.

Omvendt har jeg nogen gange på fornemmelsen, at den her slags enlige mødre må være de stærkeste mennesker der findes i verden. Jeg så en dokumentar i Gøteborg tidligere på året, kaldet Winter Buoy, om socialarbejdere der forsøgte at hjælpe kvinder i Toronto. Og når kvinden i et afhængigt par havde en svær periode, så gik det ud over hende. Og når manden havde en svær periode, så gik det også ud over hende.

Når jeg hører om de her fortællinger virker det som om, at afhængighed er så evigt let at falde ind i, men virkelig kræver enorme kræfter at komme ud af igen. Og når så man er kommet ud på den anden side, som Mallory gør, så er man stadig i den situation at alle i miljøet omkring en er afhængige, og selvom de ikke har lyst kan komme til at hive en tilbage. Og derudover er der den enorme empati og pasnings-evne hun har over for sin søn – som er hyperaktiv, formentlig fordi hun var på stoffer under graviditeten – og over for resten af miljøet som hun vil vise den værdighed hun selv manglede da hun havde det sværest, og over for mænd omkring hende, som er ude af stand til at give hende det tilbage hun fortjener.

13 år. Det er lang tid at bruge på at følge en person. Jeg har set en del film der følger personer over tid på årets festival, Mand Falder, Brødre, A Young Patriot, på sin vis Fear of 13. Gad vide hvad man gør hvis personen viser sig ikke at have en interessant historie i sig? Nogen gange kan man fornemme det med det samme, men helt ærligt gik der noget tid før jeg så noget specielt i Mallory. Og måske er hun heller ikke hvad vi typisk kalder ‘speciel’, det er ikke fordi hun pludselig afslører nogen dyb filosofi eller livsindsigt i det hun siger til Helena. Men til slut var jeg umanerlig imponeret af hendes evne til at kæmpe sig tilbage, finde mening og udvise empati. Da hun på et tidspunkt er ked af det fordi nogen har svigtet og udnyttet hende, og kalder sig selv dum og naiv, ønsker man sådan at der var nogen til at sige til hende hvor beundringsværdig hendes evne til at tage sig af andre er, i en verden hvor næsten ingen er der til at tage sig af hende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.