The Meyerowitz Stories (New and Selected)

Palmesøndag del 157
(Noah Baumbach, USA
Cannes 2017, Palm Dog)

Jeg håber at The Meyerowitz Stories vil blive husket som kulminationen af en periode af Noah Baumbachs filmografi. For jeg håber han er kommet videre. Jeg har aldrig rigtig forstået Noah Baumbach, men Marriage Story er fremragende, og på en måde han aldrig har været i nærheden af at kunne ramme tidligere. Og det er ironisk, for Marriage Story er blevet læst selvbiografisk, og folk har spurgt indtil hvor meget der skal forstås som rettet mod Baumbachs ekskone Jennifer Jason Leigh. Men det er The Meyerowits Stories der på mig virker selvbiografisk og udleverende, mest i forhold til faderfiguren Harold, fremragende fremstillet af Dustin Hoffman. Harold virker som et røvhul, og minder også om faderfiguren Bernard, spillet af Jeff Daniels, i The Squid and the Whale. Så jeg har lidt på fornemmelsen at der kan trækkes tråde til Baumbachs egen far, Jonathan Baumbach. Der virker som en ret træls person. Men som i øvrigt også døde tidligere i år, 85 år gammel. Jeg håber Noah, i modsætning til sønnerne i The Meyerowitz Stories, føler han fik afklaret forholdet til faderen inden han døde. Men det skete ikke med den her film. Dertil er den for overfladisk.

Noah Baumbach debuterede allerede som 26-årig i 1995 med Kicking and Screaming, som fik ros på diverse filmfestivaler. Han fulgte op med hele to film i 1997, Mr Jealousy og Highball, som dog fik mindre succes. Highball gik så galt, at Baumbach fraskrev sig filmen, og ikke blev krediteret på rulleteksterne. Otte år skulle der gå før han fik instrueret en ny film, men The Squid and the Whale blev hans reelle gennembrud, endda Oscar-nomineret for bedste originale manuskript. I 2010 instruerede han Greenberg, den første film han lavede med Greta Gerwig, som han også privat har dannet par med i en årrække. Gerwig var også stjernen i Frances Ha og Mistress America, og har helt ærligt nok haft en større karriere end Baumbach siden da. Der er også mere energi over hende. Baumbach laver drama-komedier, men jeg ved ikke hvor sjov jeg synes han er. Det der fungerer i Marriage Story er en grundtone af melankolsk kynisme, hvorfra den meget mørke humor kommer. Den forsøger heldigvis aldrig at være sjov-sjov.

Det gør The Meyerowitz Stories, den er endda et møde mellem to store amerikanske komikere. Adam Sandler og Ben Stiller (Stiller var tidligere med i Baumbachs Greenberg og While We’re Young, mens Sandler havde et fast samarbejde med Netflix, der også producerede den her film). De spiller de to halvbrødre Danny og Matthew, der må forholde sig til deres skrantende kunstner-far. Danny er den lidt kiksede søn, der opgav klaverspillet, passede datteren mens konen arbejdede, og som nu, efter en separation, er nødt til at flytte hjem til faderen igen. Matthew er den succesfulde forretningsmand, der vender tilbage for at hjælpe til med at sælge faderens lejlighed, mange af hans skulpturer, og en del af hans møbler. Hver især tvinges de til at finde ud af hvordan den strenge far har påvirket dem.

Jeg skrev om Marriage Story, at den i virkeligheden handler om at blive voksen, og det mener jeg egentlig at samtlige Noah Baumbach film gør. Men han bryder sig virkelig ikke om det. Kicking and Screaming handler om en gruppe unge der bliver færdige på college, men som nægter at drage ud i den virkelige verden, og som derfor vender tilbage og diskuterer mere om bøger. Det var debuten, det er essensen af Baumbachs virke, folk der trækkes sparkende og skrigende ind i de voksnes rækker. Det er derfor The Squid and the Whale og Frances Ha er så forholdsvis succesfulde, fordi de virkelige formår at få det her tema til at spille, men omvendt er en film som While We’re Young mest af alt bare lidt trist i sin åbenlyse ‘bliv nu voksen’ tematisering, for det virker alligevel ikke som om nogen af de medvirkende reelt bliver mere modne.

På samme vis er det med The Meyerowitz Stories. Den er bygget op som de fleste spillefilm er det, Noah Baumbach har først og fremmest styr på at skrive manuskripter, og den dramaturgiske opbygning er som den skal være. Men der er ingen af personernes udvikling som virker troværdige, og ingen af deres personlige gennembrud jeg i virkeligheden tror holder. Det som The Meyerowitz Stories i virkeligheden handler om er traumer. Børnene har haft en traumatiserende barndom, som påvirker dem som voksne, og det er ikke bare lige noget man kommer ud over på to timers fortælling. Baumbach burde egentlig lave en tv-serie, han ville være god til at lave noget a la The Sopranos eller Mad Men, der også omgjorde manglen på personlig udvikling til en kæmpestor styrke. Men han har samtidig også med Marriage Story formået at fortælle en fortælling om melankolsk accept af uretfærdigheden, snarere end nogen form for sejr.

Både Ben Stiller og Adam Sandler er rigtig gode, og Dustin Hoffman er ret suveræn, men mere interessant er det bare ikke længere at sætte komikere til at dykke ned i den tristhed der gemmer sig under overfladen. Det virker igen som et tema der har ligget hos Baumbach meget længe, og som virkelig bliver rendyrket her, og som så måske ikke behøver at blive behandlet så meget mere fremover. Det har sikkert virket friskt og anderledes at have en artfilm med to gigantiske komikere i hovedkonkurrence i Cannes, men det virker bare ikke friskt, det virker som noget der er set mange gange før. Baumbach er heller ikke den store stilist – desuagtet de smukke sort/hvide billeder i Frances Ha – og selvom der er sjove tekniske detaljer, som en udbredt brug af jumpcuts, så er der bare ikke så meget at komme efter i The Meyerowitz Stories.

Men jeg kan ikke blive sur over at den kom med i konkurrence. Det er trods alt ikke nogen decideret dårlig film, de blev såmænd lavet meget værre det år. Og Baumbach havde aldrig været med før, så i det mindste var det da lidt anderledes af den grund. Men det er bare ikke stor festival-filmkunst. Det er en fin og udmærket indie-karriere-film, som Baumbach har lavet mange af. Den havde gjort sig fint i Toronto, tror jeg. Sætter en del karrieremæssige ting på plads for Baumbach. og så behøver han forhåbentlig ikke lave den film igen.

Næste Uge: Sætter i gang med en ny serie, denne gang om den instruktør der har haft flest film i Cannes overhovedet. Ken Loach.