Palmesøndag del 355
(Lynne Ramsay, USA/Skotland
Cannes 2017, Bedste Skuespiller (Joaquin Phoenix) + Bedste Manuskript (Lynne Ramsay))
Lynne Ramsays karriere led et knæk i 2013, da hun valgte at trække sig i sidste øjeblik fra jobbet som instruktør på western-filmen Jane Got A Gun. Det er meget, meget sjældent at en instruktør bare vælger at droppe en film når den egentlig er klar til at blive lavet, og resultatet blev bl.a. at Jude Law trak sig som skuespiller fra filmen, fordi han var med for at arbejde med Lynne Ramsay, hvilket bestemt satte en hel masse andre filmarbejdere i en meget prekær situation. Ramsay forklarede, at hun ikke følte hun kunne gøre et ordentligt arbejde på grund af samarbejdsproblemer med producerne, og derfor til sidst ikke ville lave filmen alligevel, hvilket så absolut ikke er nogen populær ting at sige i Hollywood.
Det er en rigtig ærgerlig historie. Det er ikke helt heldigt at ændre mening om en film så sent som Ramsay gjorde det, men derudover fik hun naturligvis på puklen og et ry som svær at arbejde sammen med, på en måde der nok også har at gøre med hun er kvinde. Jeg kan godt frygte det vil betyde endnu længere tid mellem hun får mulighed for at lave film. Men derudover ville jeg simpelthen gerne have set den western-film alligevel, desuagtet problemerne med producerne. For hendes næste film You Were Never Really Here tyder på at hun kunne have lavet noget i det mindste interessant, lige meget hvor meget der modarbejdede hende.
You Were Never Really Here er baseret på en novelle af samme navn af forfatteren Jonathan Ames, som jeg ikke kender fra andet end at han skabte tv-serien Bored to Death. Men det er ikke en tv-serie jeg var specielt imponeret af, og jeg kan læse på wikipedia at han i halvfemserne: ‘became known for self-deprecating tales of his sexual misadventures.’ Jeg har svært ved at forestille mig novellen ligefrem har været Tolstoj, og filmens plot er da også ret weird. Joaquin Phoenix spiller den traumatiserede pistolmand Joe, der bliver blandet ind i en vanvittig konspiration, da han bliver hyret af en senator til at finde senatorens purunge datter Nina på et luksusbordel. Efter Joe har befriet Nina får han mægtige kræfter på nakken, og herefter er det som om alt kollapser omkring ham. Der er film, hvor de mægtige mænd føles urørlige. Og så er der film som You Were Never Really Here, hvor det virker som om alle strukturer falder fra hinanden, fordi Joe har hevet i en lille tråd, og ingen ved hvordan man egentlig dækker over sig selv. Bedømt efter en gængs thriller/krimi-skala er det et simpelt og ordinært plot.
Men Ramsay finder noget ganske Ramsay’sk over det. Hun skildrer naturligvis hvordan Joe, ligesom alle hendes andre hovedkarakterer, James, Morvern Callar, Eva, er stærkt traumatiseret. Men for første gang siden Small Deaths, hendes Cannes-vindende kortfilm fra 1996, er det ikke længere ét centralt traume som det handler om. Det virker næsten fjollet, hvordan Joe har flashbacks til minimum en tre-fire voldsomme hændelser i hans fortid, men det føles ægte. Joes voldelige barndom var ikke bare én enkelt slem begivenhed, det var år med angst for hvad faren kunne finde på, og konstante episoder med misbrug af både ham såvel som hans mor. Og det ledte til at Joe søgte ind i militæret, blev yderligere traumatiseret, og derefter efterladt på gaden med evner for vold og et liv der konstant bød på mere blod og smerte. Det er et traume-liv han lever.
Traume-temaet ses også i høj grad i den måde vold er skildret på i You Were Never Really There. Her ser vi nemlig meget sjældent den egentlige vold, den foregår ofte væk fra kameraet, eller også er den sket før Joe er nået frem. Men til gengæld ser vi resultaterne. Vi ser blodet i Joes ansigt, efter at et menneske er blevet skudt for øjnene af ham, og ser i øvrigt også hans paniske ansigtsudtryk. Vi ser en skudt mand kravle rundt, og langsomt afgå ved døden. Joe opdager mange mord, og løfter f.eks en pude, hvorefter vi ser skudhul i en brille og et ansigt. Så kan vi selv regne resten ud. I filmens stærkeste sekvens, hvor Joe redder Nina på bordellet, ser vi kroppene ligge på gangen efter Joe har haft fat i dem, og mens Joe bærer Nina væk, så sidder der en anden ung pige på en stol og stirrer ud i luften. Hun er ikke blevet reddet, hun har oplevet endnu en traumatiserende begivenhed.
Det er i høj grad Ramsays hovedtema. Hvordan voldsomme begivenheder bliver hængende, sætter sit præg på os livet igennem. Og det er fordi at så meget af You Were Never Really Here synes lavet for at understøtte den tematik, at det på trods af hvad der helt reelt virker som et bizart forlæg ender med at føles som en ægte Ramsay’sk film. Og det var jo egentlig sådan auteur-teori oprindeligt virkede, at når sådan en som Hitchcock lavede film, så kunne man altid mærke det var Hitchcock, uanset hvem der havde skrevet manuskriptet, eller hvad filmen ellers handlede om. Ramsay er en anden type auteur, for hun har skiftet visuel stil voldsomt meget mellem de to første skotske social-realistiske film, og så de to seneste skam-klippede og genre-inspirerede amerikanske film. Men det hele er bundet sammen ved et livssyn og en psykologisk tematik.
You Were Never Really There er en lidt frustrerende film, fordi den har energi som om den var lavet hurtigt, og med en vilje til at få det bedste ud af det. Det er ikke en film man forventer fra en instruktør, der har lavet to film siden 2002. Måske kræver Lynne Ramsays arbejdsform, at hun har opbakning fra en producer, selv når processen begynder at være mærkelig – og der er rigtig meget i You Were Never Really Here der virker mærkeligt – men You Were Never Really There virker ikke som en film fra en stædig perfektionist. Det virker som en film fra en instruktør med et djævelsk højt bundniveau, så selv en genre-filmatisering af en novelle med et middelmådigt plot bliver dybt interessant. Det er selvfølgelig opløftende. Men omvendt er det nedslående, at hun så ikke har fået lov, eller haft lyst, til at gøre det samme mange flere gange over de sidste årtier.