Kwaidan

Palmesøndag del 188
(怪談, Masaki Kobayashi, Japan
Cannes 1965, Jury Special Prize)

Masaki Kobayashis anden store Cannes-titel, Kwaidan, er en af de film der er øjeblikkeligt iøjnefaldende. Den der titel. Og hvis man læser lidt om den, så finder man ud af, at det er en tre timer lang kompilering af japanske spøgelseshistorier, lavet engang i tresserne. Og hvis man ser en trailer, så ligner den ikke ret meget andet. Det er en helt unik film. På godt og ondt.

Det er unikt, men nogen gange på den måde, hvor det ikke rigtig giver nogen mening. Titlen, f.eks. Kwaidan er ikke et japansk ord, på japansk hedder filmen Kaidan. Så hvorfor det ekstra w? Jo, filmen er baseret på japanske spøgelsesfortællinger samlet af en mand ved navn Lafcadio Hearn, hvilket virkelig også er et legendarisk navn! Lafcadio var født i Grækenland, levede i Irland, Frankrig, USA, indtil han kom til Japan, hvor han blev gift og forelskede sig i landets kultur, og skiftede navn til Koizumi Yakumo. Han endte med at undervise på universitetet, hvor han underviste filosoffen Aizu Yaichi, der igen var Masaki Kobayashis læremester i kunst og filosofi. Så der er en personlig forbindelse. Hearn / Koizumi lærte aldrig at tale japansk, og det var hans kone der oversatte fortællingerne, men de blev udgivet under hans navn, og det var nok ham der fandt på at kalde bogen for Kwaidan, i et forsøg på bedre at ramme hvordan Kaidan udtales. Men det ser lidt sært ud.

Der er rigtig meget der er sært i Kwaidan. De fire historier er ikke typiske horrorfortællinger fyldt med jumpscares, snarere er de præget af ubehag og uforklarligheder. I den første forlader en kriger sin kone for at gifte sig med en rigere kvinde, men er utilfreds i det nye ægteskab. Da han vender hjem er hans første kone blevet til et spøgelse, hvis sorte hår angriber manden. I den anden vandrer en mand rundt i sneen, mens gigantiske øjne stirrer på ham fra himlen, og til sidst ser han en spøgelseskvinde. Han møder senere en smuk ung kvinde som han gifter sig med, men hun ligner da lidt det der spøgelse, gør hun ikke? Den historie blev i øvrigt oprindeligt klippet ud af filmen i Vesten, hvilket gjorde spilletiden lidt mere almindelig. Den tredje historie er den længste, og den mest fyldige. Den bygger både på en spøgelseshistorie, men fortæller også et langt savn fra den berømte Heike Monogatari, en fortælling om en stor borgerkrig i 1100-tallet, der nogen gange kaldes Japans Illiaden. Hovedpersonen i filmens fortælling er Hoichi, en ‘biwa’-spiller, der netop fremfører dele af Heike Monogatari, hvor han synger om Taira-klanens undergang i søslaget ved Dan-no-ura. Men klanens rastløse spøgelser – de druknede alle sammen, så de er ikke blevet begravet – hører ham, og ønsker at han skal synge for dem. Det er fra denne episode en af filmens mest berømte billeder stammer, da Hoichi skal have malet buddhistiske sutra’er på hele kroppen og i ansigtet for at spøgelserne ikke skal kunne se ham. Den sidste fortælling handler om spøgelser fanget i the-kopper og vand-tønder. Den er en smule et anti-klimaks efter tredje del.

Bortset fra nummer tre, så er det egentlig ret simple historier, de har en nærmest eventyr-agtig simplicitet. Men de er ikke fortalt ret simpelt. I stedet er der en utrolig stilisering i Kwaidan, hvor alt er optaget i studier med gigantiske farverige baggrunde, uden ret megen dialog, men med Toru Takemitsus musik på lydsporet, og lange indstillinger, gerne filmet oppefra. Det er ikke alt sammen unikt – de psykedeliske baggrunde bliver ofte fremhævet, men jeg vil faktisk sige de minder mig om hvad jeg har set f.eks i Li Han-hsiangs samtidige asiatiske blockbustere, det var set i asiatiske genre-film, der var bare ingen af dem der nogensinde kom til Vesten. Men kombineringen af et genrefilms filmsprog med en modernistisk kontemplativ stemning, præget af buddhisme, biwa-digtning, og skumle dæmoner, det er trods alt virkelig unikt. Igen, på en broget måde, ting sat ret mærkeligt sammen, lidt ligesom at Kwaidan er en bastardiseret udgave af et japansk ord. Men også meget personligt.

Det var rigtig smart med sådan at lave en film i episoder. Kobayashi brugte alle de penge han havde på afsnit et og to, og så var han jo i gang og måtte skaffe penge på anden vis. Hans gamle læremester Kinoshita Keisuke lånte ham bl.a fem millioner yen. Det lykkedes Kobayashi at lave en film i den helt store skala, og en utrolig personlig og æstetisk film, der lå milevidt fra hvad hans studie ellers plejede at lave. Det gav international prestige, store priser, en plads i filmhistorien. Det gav ham også en fyreseddel. ‘Du har brugt for mange penge’ sagde chefen for Shochiku, ifølge Kobayashi med et smøret grin i ansigtet. Kobayashi havde længe været for svær at tøjle. Resten af sin karriere måtte Kobayashi lave sine film uafhængigt, hvilket gav et noget broget forløb.

Kobayashi har faktisk haft en virkelig mærkelig karriere. Den slags kan jeg ret godt lide. Der er selvfølgelig noget smukt over en instruktør som Quentin Tarantino, der siger at han vil lave ti film alt i alt, og så laver ti film, og de ti film minder om hinanden, og det er ret nemt at analysere. Men der er også noget sjovt over en instruktør, hvor man mere skal stykke det sammen. Kobayashi lavede studie-film i halvtredserne, hvor han gjorde hvad der blev sagt. Han har lavet en ni timer lang dybt personlig mastodont om Anden Verdenskrig (The Human Condition), han har lavet tre vidt berømte periode-film (Harakiri, Kwaidan og Samurai Rebellion) og i hans scene karriere er der bl.a. en otte timer lang tv-serie, optaget på 16 mm, om en gammel soldat der tror han skal dø, samt Tokyo Trial, en fire timer lang dokumentar om japanske krigsforbrydelser, der blev en overraskende stor publikumssucces. Hans virke sluttes af med dokumentaren The World of Aizu Yaichi: The Buddhas of Nara, der er en hyldest til hans gamle filosofi-lærer, og som efter sigende indeholder mange af de samme æstetiske ting som Kwaidan. Studiefilm, auteur-film, genre-film, tv-serie, dokumentar. Og det hele kredser om dels uretfærdighed og krigsforbrydelser, dels religion og filosofi. Det er broget, men én ting er da sikkert og vist: Det er helt unikt. Er det ikke?