Palmesøndag del 255
(日本の青春, Nihon no Seishun, Masaki Kobayashi, Japan
Cannes 1969)
Masaki Kobayashis nedtur er ret sjælden, nærmest unik. I otte år, fra 1959 til 1967, instruerede han syv film, hvoraf de seks blev store internationale successer, der stadig ses den dag i dag. To af dem, Harakiri og Kwaidan, vandt endda Jury Grand Prix i Cannes, hvilket kunne give forhåbninger om at han en dag skulle stå med den helt store pris. Men i stedet deltog han en sidste gang, i 1969, med den i dag mere end almindeligt obskure Hymn to a Tired Man, og derefter holdt vesten op med at følge med.
Hvad skete der? Det meste af det er produktionsmæssigt begrundet. Ja, Kobayashi fik stor kritisk succes med hans film, men de var også overordenligt dyre, og tjente ikke sig selv hjem, så han fik en fyreseddel fra hans faste produktionsselskab efter Kwaidan. Herefter stod den på billigere produktioner, hvilket gjorde det svært at lave de store kostume-stykker han hidtil havde brillieret i. Læg dertil at Japans filmindustri generelt var i krise i halvfjerdserne, og der var ikke ret mange muligheder for at lave det som vestlige kritikere kunne lide.
Men det er ikke hele årsagen. Der er også den lidt mere triste årsag, at Kobayashi og os vestlige seere aldrig blev enige om hvorfor Kobayashi var en stor instruktør. Vesten elskede hans store armbevægelser, og hans gentænkning af den typiske samurai-genre. Men Kobayashi havde fra starten af sin karriere lavet realistiske hverdagsfilm, og hans fokus var nærmere på at skildre social uretfærdighed og trykkende samfundsstrukturer. Og især havde han fokus på efterveerne fra millitær-tiden op til og under Anden Verdenskrig.
Hymn to a Tired Man er sådan set en ualmindeligt glimrende film. Den finder en ganske ny stil, som er langt billigere end den tidligere, til at fortælle en hverdags-fortælling om efterkrigstidens Japan – en voiceover forklarer på et tidspunktet at næsten alle midaldrende japanske mænd er som hovedpersonen – men får det alligevel koblet til Anden Verdenskrig. Kobayashi kaldte det selv en art sequel til hovedværket The Human Condition.
Det er fint. Men det er også meget intenst og seriøst. Og det var helt tydeligvis ikke noget som folk gad at forholde sig til.
Zensaku er en midaldrende kontornusser. Han arbejder på et patentkontor, er kørt død i familielivet, har en ‘veninde’ i byen, og hans liv minder generelt lidt om en midtvejskrise. Folk gør også nar af ham fordi han hører dårligt, han er helt døv på det ene øre og har et høreapparat til det andet. Hans kone skælder ham altid ud, og hans søn lytter ikke til hvad han siger. Især sønnen skaber problemer, for han overvejer at læse videre på et millitærakademi, hvilket Zensaku på det stærkeste er imod. Det er lidt tydeligt, at han nok har nogle egne traumer fra krigstiden. De kommer så pludselig frem i lyset, da Zensakus søn finder en kæreste, og det viser sig at kærestens far var Zensakus overordnede dengang under krigen. Ja, ikke nok med det, det er præcis den officer, der var skyld i at Zensaku mistede hørelsen på det ene øre! Pludselig vælter fortidens traumer frem, så Zensaku nærmest ikke kan være i det længere…
I starten af sin karriere arbejdede Kobayashi med en ret typisk realisme, der ikke gjorde for meget væsen af sig. Derefter blev hans værker i stigende grad stiliserede, indtil Kwaidan nærmest var som et surrealistisk teaterstykke. Den vej kunne han ikke fortsætte af, også fordi han ikke havde pengene, men Hymn to a Tired Man er ikke en tilbagevenden til halvtredser-realisme. I stedet er det en ret tidstypisk slut-tresser-æstetik. Frem for realisme vil jeg nærmere kalde det ‘verité’, den semi-dokumentariske stil som særligt yngre instruktører bragte frem, med gadebilleder optaget af små kameraer, og generelt en hel masse brug af byliv og reallys og den slags. Det er koblet med små nærmest postmoderne træk, særligt den omfattende brug af voiceover, hvor det til tider virker som om Zensaku meta-agtigt kommenterer på filmen som den skrider frem. F.eks brokker han sig på et tidspunkt over hvorfor alle film skal handle om kedelige midaldrende mænd som ham selv…
Zensaku har en lille smule ret, det er en lille smule kedeligt at følge en karakter som Zensaku i to timer og en slat. Ikke at hans historie ikke er væsentlig, og de mange flashbacks til krigen er knugende og stærke, men det er en del af historien at han er træt og trist og en lille smule ynkelig, og de scener kommer der bare aldrig rigtig til at være så meget pep i. Der er ikke gjort noget forsøg på at Zensaku pludselig skal blive genfødt, American Beauty-style, han er vitterlig bare knækket af livet og krigen, og trisser rundt og forsøger at finde en mening med det. Det gør klart Hymn to a Tired Man til en mere gennemført og reel film. Men den sætter sig også lidt mellem to stole.
Man kan se det i forholdet mellem far og søn. Der er to forhold til fortiden som udkæmper en kamp, og Kobayashi forsøger langt hen ad vejen ikke at vælge side. Det er vitterlig også moralsk komplekst, for sønnen vil gerne have en fremtid fri for fortidens traumer, og hævder at tiden grundlæggende har ændret sig. Men det kan Zensaku ikke acceptere, han sidder fast i de moralske forbrydelser han personligt var udsat for, hvor gerningsmandens forsvar netop også er ‘det var en anden tid dengang’. Det er mærkværdigt dobbelt, for Zensaku var progressiv pacifist dengang, og holder fast i de progressive pacifistiske idealer i et meget ikke-progressivt samfund, men i sammenstødet med sønnen bliver det så pludselig ham som er konservativ og sønnen som finder nye progressive idealer at leve efter. Komplekst. Også lidt uforløst.
Det samme kan siges om æstetikken. Den er mest af alt bare meget tresser, lidt nouvelle vague light med elementer af de britiske ‘free cinema’ film. Men rent æstetisk er den ikke særlig Kobayashi’sk, som man hidtil havde opfattet det. Det føles lidt ligesom en midaldrende mand, der forsøger at følge med tiden, men som selvom han ser værdi i de nye idéer, ikke helt overgiver sig. Igen bliver det lidt uforløst.
Men som led i Kobayashis grundlæggende tematiske fletværk om Japansk samtidshistorie, så er den ret så fascinerende. Som auteur-film er den ret fremragende. Det føles virkelig som at se en karakter fra The Human Condition, og se hvordan hans liv er endt tyve+ år senere. Og grunden til at Kobayashi skildrede dette emne så stærkt over så mange film var også, at han konstant udfordrede alle og enhver, inklusive sig selv, over de grundlæggende moralske paradokser som krigsforbrydelserne førte med sig. Helt tilbage fra han i 1953 optog The Thick-walled Room om behandlingen af de mange ‘mindre’ forbrydere efter krigen (dvs dem der ikke var potentielt værdifulde for den amerikanske besættelsesmagt) og til han i 1983, tredive år senere, lavede mastodont-dokumentaren The Tokyo Trial om retsopgøret, hvor han frustrerede vestlige kritikere ved at inkludere optagelser af Vietnam-krigen som for at pointere forbrydelser altså har mange fædre, skabte han et helt særligt mini-korpus af politisk ladede film om dette emne. Det er virkelig unikt. Og Hymn to a Tired Man er en uundværlig del af dette korpus. Men af dem alle er det den eneste, der først og fremmest virker, ja, træt.