Kvinder i for Store Herreskjorter

Nej da. Det som sker, er, at der ud af Sigrids numse, ud mellem de sorte hår som vokser omkring numsehullet, kommer noget vi først ikke helt kan se hvad er, det er småt og tyndt og utydeligt, men det bevæger sig, det vrikker, det vrikker mere og mere ud af numsehullet, og efterhånden viser det sig at det er en sommerfugl i glimtende, glitrende farver. Den standser et øjeblik, lige uden for numsehullet og blafrer med vingerne, ligesom, prøver om de fungerer, måske, før den letter, og det viser sig at den er bundet fast til et næsten gennemsigtigt silketørklæde som bliver trukket ud af Sigrids numse hvor der står: JEG LADER SOM OM JEG KAN TACKLE DET HER
Gunnhild Øyehaug – Vente, Blinke s. 191

Hvis der uddeles en pris for årets bedste filmatisering til de norske ‘Amanda’-priser*, så burde den gå til Yngvild Sve Flikke og Gunhild Øyehaug’s arbejde med at omarbejde Øyehaug’s roman ‘Vente, Blinke’ til filmen ‘Kvinder i for Store Herreskjorter’. For det er ikke umiddelbart en roman der synes nem at filmatisere. F.eks. hedder første tredjedel ‘Morgener’, og ja, den foregår blot en morgen for alle personerne. Der går hundrede sider før nogen møder hinanden. I filmen er det kortet ned til sådan ca fem minutter. Filmen bevarer et skelet og en stemning, men halvdelen af personerne er skåret fra, og i stedet er en anden kommet til. Vi har stadig den unge litteratur-studine Sigrid, der indleder et forhold med den meget ældre forfatter Kåre Tryvle. Vi har også kunstneren Trine, der kæmper med graviditet og moderskab. Men filminstruktøren Linnea og litteraturstudenten Viggo fra bogen, de er skåret fra, og i stedet har filmen tilføjet den gamle forfatter Agnes, der aldrig fik udgivet andet end hendes debut-novellesamling ‘Op i Røven’. ’Frit etter’ står der i rulleteksterne, og det må siges at være rigtigt nok.

* Det gør der ikke, men filmen var nomineret til Bedste Manus. Foruden tre skuespiller-nomineringer, hvoraf Anne Krigsvoll vandt for Bedste Kvindelige Birolle.

herreskjorter_05

Det er så ofte et problem når man filmatiserer en roman, at få den omarbejdet til noget mere filmisk. Men folkene bag Kvinder i for Store Herreskjorter har haft endnu et problem, denne gang lidt mere unikt. For når man læser Vente, Blinke, så føles det til tider som om hele den nye norske filmbølge kunne være ‘Frit etter’ denne bog. Litteraturstudenter, forfattere, folk som skriver og fortolker og føler sig noget så særlige. En særlig vidende og let sarkastisk tone i fortællestemmen. Det kunne lige så godt være en film af Joachim Trier som Reprise, Oslo 31. August eller Louder Than Bombs eller Eskil Vogt’s Blind. Yngve Sve Flikke’s film minder virkelig meget om de to herrers film, men den syv år gamle bog minder endnu mere om det de har lavet, så det må være noget mere grundlæggende i norsk kultur.

herreskjorter_06

Så hvad er det de har gjort ved bogen, for at gøre filmen mere unik? Jo, først og fremmest, så er det feministiske tema trukket frem. Agnes er en herlig gammel rødstrømpe, der synger ‘Vi er Halvdelen af Verden’ i bilen mens hun kører til og fra arbejde. Trine er gjort lidt ældre, men hendes krops-fikserede performance-kunst er stadig lige in your face. At gøre Trine demonstrativt ældre end Sigrid, og at indføre en endnu ældre kvinde i historien som en tredje hovedperson, dermed bliver filmen pludselig et portræt af kvindelige kunstnere i tre aldre. Og om deres problemer med at få lov til at være skabende, kunsteriske, i en verden der helst ser dem reducerede til kærester og mødre. I for store herreskjorter, skrøbelige og nussede.

herreskjorter_09

En feministisk udgave af den typiske norske filmstil. Det er ikke så lidt, og bestemt værd at se. Tænk hvis vi havde en specifik dansk filmstil! Og så endda en komedie-stil. Fra de indledende billeder af vandmænd på havets bund, og til det trommefyldte, skæve score sætter i gang, så føles filmen på én gang skæv og egensindig, men samtidig umiskendeligt norsk. Ja, der er endda animerede sommerfugle, der flyver rundt – som nok ellers de fleste ville have ladet blive i bogen. Rent filmisk er det ikke verdens mest avancerede film, der er ikke komplicerede trackingshots eller noget formalistisk klipningssystem. Men det skiftende naturlige lys i Trondhjem er dog fanget fantastisk, det føles som et utroligt ægte stemningsbillede.

Hvor kommer den her stil fra?!?!? Det er det helt store spørgsmål. Nogen som ved mere om norsk kultur må svare klarere på det. Jeg tror meget på Erlend Loe, men jeg har ikke læst ret meget af ham. Trier, Vogt og Sve Flikke’s Norge minder lidt om Woody Allen’s New York: Alle er højtuddannede og ved alt om kunst og litteratur, men har ikke lært ret meget om sig selv af den grund. En let distance til persongalleriet, som til tider er i fare for at falde over og blive foragt. Det er film fra befolkninger som har det for godt, måske, som har tilfredsstillet de fleste lag fra behovspyramiden, og nu må indse man ikke bliver lykkelig af den grund. Mindre neurotisk end Allen, mere drillende ironisk. Hvilket er en kvalitet efter min mening. Måske man kører træt i den norske stil på et tidspunkt, Louder Than Bombs indikerede i hvert fald at der var grænser for genialiteten, men Kvinder i for Store Herreskjorter tyder på der stadig er gode film tilbage fra den kant.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.