Der tegner sig et mønster. Hvert afsnit af Bedrag vil trække efterforskningen et skridt nærmere, Nicky og Bimse et skridt dybere ned i mudret, og så vil der være en episodisk fortælling om Energreen til at samle det hele. I det første afsnit havde historien – om arbejdsulykken på vindmølleparken – en del med efterforskningen at gøre, men sidste uges fortælling om superledere i Dubai, og denne uges fortælling om et underfirma i Fredericia, bringer ikke hovedhistorien nogen som helst steder hen. I stedet viser det vel aspekter af moderne firmaledelse. Et afsnits kvalitet kommer på den måde i høj grad til at afhænge af, hvor interessant aftenens firma-fortælling er. Sidste uge var der noget at bide fast i. I denne uge føltes det som en stor ophobning af klichéer. Og hvis ikke der er noget tematisk bid i firma-fortællingen, så falder Bedrag nærmest sammen under vægten af det langsomme tempo.
Så på grund af den forestående børsnotering skal et underfirma i Fredericia afsættes, da det ikke giver nok ‘synergi’ til resten af koncernen. På grund af kurs-hensyn skal 150 ansatte fyres fra deres arbejde. Eftersom Ulrik Skov er presset af SØK’s efterforskning – han hamrer mobiltelefonen gennem en glasdør, en subtil antydning af at han ikke har rent mel i posen! – nægter han at udføre det grove arbejde, så Claudia må rejse til Fredericia med Bertram. Det er en ophobning af klichéer af den mest ligegyldige slags. Den lokale chef er naturligvis god, tager al ansvar på sine skuldre og forsøger at gøre hvad han kan for de ansatte. ‘Det er jer der har skabt den, og det er mig der har skabt problemerne. Og derfor kommer nogen af jer til at bøde for mine fejl […] Det er min fornemste pligt at sørge for at så få af jer som muligt kommer til at mærke noget til det her. […] Det er mit ansvar som chef.’ Og så spiller violinerne og vi zoomer ind på Claudia’s ansigt. Fangede i den??? Det var subtilt, men det er jo ikke det som Energreen gør!!! Og så viser det sig, at Energreen er ‘kommet til’ at tømme virksomheden for værdier, så den kan ikke sælges, men må lukkes, hvorfor alle de ansatte skal fyres. Inkl. Grethe, som ellers har taget sig af Bertram mens Claudia har rendt rundt og fyret folk. Cue, Bertram: ‘Jeg kan ikke li’ dit arbejde. Jeg vil gerne hjem til far.’ Det er måske seriens ringeste replik indtil videre.
SØK fik vist afdækket Energreen’s forhistorie. Firmaet lader til at være bygget på asken af firmaet ‘Swan’, som gik konkurs med et vindmølle-projekt lige inden statslig støtte ti-doblede værdien af projektet. Vidende om denne støtteomlægning var både Sander – som repræsenterede Danstrøm i forhandlingerne – og Skov. Der er et enkelt link jeg ikke helt forstår, nemlig linket mellem Danstrøm og Energreen. Svindlen med gav bonus til Danstrøm (let kamufleret udgave af DONG, naturligvis) men præcis hvordan det skabte penge til Sander og Energreen forstod jeg ikke helt. Måske var pointen bare, at Sander lærte Skov var god at have med til lyssky forretninger, og at samarbejdet derefter tog fart? Der er stadig blinde punkter.
Men efterforskningen var også præget af gnidninger. Mads var i typisk dårligt humør, for hans personliv tog nok et dyk, men denne gang var det ikke sklerose. Men Kristina’s utroskab – med hendes læge! – kom forbløffende hurtigt frem. Det er dårlig mobil-teknik, det der. Og så gik det ellers stærkt med derouten, straks blev der kastet med ting, og raseriet skubbede tydeligvis børnene væk – det er vist ikke første gang de ser den side af Mads. Til sidst ser vi en grædende Mads ligge på asfalten mens Alf forsøger at trøste ham, i det mest overkørte, klichéede moment de kunne være endt ved. Jeg har prist denne del af historien før, men den tog virkelig et dyk her til sidst.
Og endelig er der Bimse og Nicky. Jeg begynder at være lidt bekymret for den del af fortællingen også. Det går simpelthen for direkte ned i mørket. Bimse skylder penge, og lover at betale dem i euro. Det undrer naturligvis gangsterne, og så går det streg i streg, indtil svigerfar aktiverer rocker-kontakterne for at gøre noget ved serberne. Der er en forudsigelighed over det, og det har mindre og mindre med resten af fortællingen at gøre. Det handler blot om at vise, at også i underklassen hersker løgn og grådighed. ‘Jeg er så træt af at folk er fulde af løgn’ siger Mads, og det er nærmest moralen på afsnittet. Det er dælme en tynd morale. Det behøver man sgutte ti timers drama for at komme frem til.
Det er en af de største fejl i tv-kritik at lægge for meget fokus på en instruktør. Glanseksemplet er Boardwalk Empire, hvor Martin Scorcese instruerede første afsnit, og så havde han ikke en skid med de resterende fem sæsoner at gøre, men stadig til sidst kunne man læse folk skrive om ‘Martin Scorcese’s dramaserie Boardwalk Empire’. Bedrag er ikke lavet af Per Fly, sådan er det. Han var konceptuerende instruktør, han har stået for looket, men det er ikke et Per Fly værk. Det er Jeppe Gjervig Gram, som sidder med ansvaret, og i sidste ende fortjener rosen. Men alligevel vil jeg sige, at jeg begynder lidt at sidde med den samme kritik, som jeg har af Per Fly’s mest kendte værk, hans klasse-trilogi (Bænken, Arven og Drabet). Den blev også for skematisk, for opsat på at lokalisere råddenskab overalt i samfundet, og derfor for blød og vag som samfundsdiagnose. Jeg sidder lidt med den samme frygt, som om vi skal sættte lighedstegn mellem finansfyrsternes korruption, serbernes voldsomhed og måske endda Kristina’s utroskab. Det konkrete går af fløjten. Det bliver relativiseret. Det bliver i sidste ende lidt ligegyldigt. Den frygt kan jeg godt sidde med, nu hvor vi snart runder halvvejs af serien.
Men på den anden side skyldes det måske bare måden serien bliver skrevet på? Dette afsnit var skrevet af Jannik Tai Mosholt, og ligesom afsnit to var det ringere end de afsnit Anders August har skrevet. Det er jo godt og skidt. Det tegner jo godt for næste uge. Men jeg er ikke sikker på jeg kan overskue tre afsnit til af den her kvalitet.
Derudover:
* Afsnittet var igen instrueret af Jannik Johansen. Der var ikke de samme visuelle muligheder i Fredericia som i Abu Dhabi, men det var sgu ret pænt alligevel.
* Der var den der lidt ratchet-agtige musik igen, igen fra Nicky’s bil. Igen er det ikke på rulleteksterne. Det må være noget komponisten har lavet.
* I stedet siger rulleteksterne at der blev brugt musik af doom-metal bandet Saturnus, samt nummeret ‘Barrøvsindianer’ af Kalle B feat Szhirley og Christoffer Stjerne. Børnemusik i 2015. Ok.
* Vi lærte lidt mere om Alf. Han har en Pontiac… bil… fra tresserne. Og ringer ikke tilbage til damerne. Player. Og så kan han ikke håndtere for kluntede replikker, men det vidste vi godt i forvejen.
* Der var dælme meget om biler lige pludselig. Mads gik helt amok. Til sidst angriber han David’s bil i fuldskabsraseri. Måske er der en subtil pointe om mandighed gemt der, men i så fald er den lidt for subtil for mig.
* Lol, ‘Barrøvsindianer’. Nu fangede jeg den! Relativt avanceret børnehumor, egentlig.