Jupiter’s Moon

Palmesøndag del 317
(Jupiter holdja, Kornél Mundruczó, Ungarn
Cannes 2017)

I 2014 fik Kornél Mundruczó pludselig en art arthouse-gennembrud. Hans White God vandt Un Certain Regard i Cannes, og fik opmærksomhed verden over med sine storslåede billeder. Filmen handler om hunde, og til sidst vises et kæmpe hundeoprør, hvor en hær af hunde render gennem ungarske gader. Det ligner en cgi-blockbuster, men var såmænd lavet på gammel vis med en masse trænede hunde. Det er en slående film, omend det også lidt er en one trick pony i min bog. Udover hundebilleder er der ikke så vanvittigt meget i den.

Nevertheless, det åbnede en masse døre, og Mundruczó havde tænkt sig at udnytte dem. I interviews snakkede han om at bygge videre på momentum, og se om ikke han kunne bygge sin karriere mere op. Resultatet sås tre år senere. Jupiter’s Moon er en storslået film, fyldt med cgi-effekt skud, et komplekst og samfundsrelevant plot, og en spilletid på den anden side af to timer. Det er noget helt andet end de små film Mondruczó lagde ud med.

Det er dog ikke bedre end før. Tværtom. De ekstremt store armbevægelser får filmen til at virke tom og overfladisk, og billederne er flotte men uoriginale. Det var et af årets største vildskud.

Jupiter har virkelig mange måner, men en af dem hedder ‘Europa’, og titlen skal nok forstås sådan, at det her vil være en film som virkelig forsøger at sige noget om kontinentets tilstand. Så meget forudsigeligt lægger vi ud med at følge en gruppe flygtninge, der forsøger at krydse grænsen til Ungarn, heriblandt den unge Aryan (Zsombor Jéger). Men gruppen bliver opdaget, grænsevagterne begynder at skyde, og Aryan bliver skilt fra sin far, mister sine papirer, og bliver til sidst skudt ned af politibetjenten László. I stedet for at dø får han evnen til at flyve… Det opdager den alkoholiserede tidligere læge Gábor (Merab Ninidze, der er fra Georgien, men har spillet roller over hele kontinentet, og som er tydeligt og dårligt dubbet), og de to, den midaldrende læge og den unge flyvende flygtning, drager rundt i Budapest, og påstår at være mirakelmagere. Men politiet er i hælene på dem, særligt efter det viser sig at Aryans papirer er blevet samlet op af nogle syriske flygtninge med terror-planer.

Det er først og fremmest en virkelig rodet film, både indholdsmæssigt, men også æstetisk. Mundruczó har tydeligvis fået midler til at lave nogle iøjnefaldende billeder, og der er også slående sekvenser, som når Aryan får tyngdekraften til at skifte i et rum, så alting falder til højre, noget der må være lavet ved at rotere hele rummet. Det er bestemt flot! Men andre gange er det så tomt og kliché-fyldt at det er til at tude over. Der er decideret en scene, hvor kameraet dukker ned i en svømmepøl, hvilket er både overraskende og visuelt fint, men det gør det blot for at følge en bikiniklædt numse væk fra, hvad der ellers foregår. Andet handler det ikke om. Flere scener er også lavet som om det skulle være ét klip, ligesom det kendes fra f.eks Cuarón eller Iñárritu, men der er ikke den suspense-fyldte tidsfornemmelse der skulle være. I et natte-klip ryger kameraet f.eks i vandet, og når det kommer op igen er verden langt lysere end før. Hvilket ikke er helt udueligt, scenen foregår ved daggry, men det er alligevel så pludseligt at man hives ud af filmen.

Rent indholdsmæssigt er det ikke meget bedre. Tag f.eks åbningsscenen, hvor flygtninge skydes ned af ungarske grænsevagter: Er det ment som en kritik af Europas flygtningepolitik? Der er sikkert nogle på højrefløjen der vil skælde ud og sige den scene ikke er realistisk, fordi grænsebetjente i virkeligheden trods alt ikke jager og nedlægger flygtninge i koldt blod. Men mit problem er snarere at scenen føles urealistisk. Det føles ikke som noget, der er sket, det føles ikke baseret på noget, det føles som en ‘allegori’ over den dårlige behandling, vi udsætter flygtningene på ved grænsen. Men det føles for letkøbt, som om det havde været for meget research at finde ud af de virkelige uretfærdigheder. Og det havde stensikkert også været mindre action-packed. Læg dertil at der så i sidste ende i filmen lader til at være flere ungarske civile, der bliver myrdet af terroristerne blandt flygtningene, end der er flygtninge der dræbes af ungarske politifolk, og den politiske pointe bliver ret så mudret. Det er en film der vil vække opsigt, men hvad den opsigt egentlig skal gøre godt for aner jeg ikke.

Mest af alt virker det først og fremmest som en film der er blevet lavet i håb om at vinde priser og opmærksomhed. Den har ikke noget på hjerte, den er ikke æstetisk original, den bidrager ikke med noget som helst. Det er alt for kalkuleret. Og rygterne siger, at det var lige ved at lykkes. I 2017 var Will Smith med i juryen, og han var efter sigende helt oppe at køre over den her film, og ville give den en stor pris. Resten af juryen var dog mindre begejstrede, og Mundruczó måtte gå tomhændet hjem. Det er nok også de færreste der stoler på hvad Will Smith mener et awardshow har brug for… Mundruczó fik dog nok opmærksomhed til efterfølgende at kunne lave den amerikanske Pieces of a Woman (2020), der er en langt bedre film, ikke mindst fordi den synes at udtrykke noget personligt i sin fortælling om et par hvis barn dør under fødslen. Det er ikke nogen stor film, og dens æstetiske armbevægelser er igen uoriginale, men man mærker noget smerte og engagement, hvilket man aldrig gør i Jupiter’s Moon.

Mundruczó er måske den centraleuropæiske pendant til de førnævnte mexikanske instruktører. Ligesom dem kommer han fra nær-periferien af systemet, fra Ungarn, men tæt på tyske og østrigske pengemænd. Og ligesom de mexikanske filmskabere har han fremelsket et filmsprog, der hverken er hundrede procent baseret på det land han kommer fra, men som også ligger lidt skævt i forhold til de lande han får penge fra. Mundruczó laver dog langt flere film end særligt Cuarón, og hans film fremstår langt mindre gennemarbejdede. Han er en besynderlig karakter i europæisk film, og nogle af hans film er også besynderlige på en interessant måde. Jupiter’s Moon er dog bare tomt bulder og brag.

Serien om Kornél Mundruczó begyndte med Delta