Delta

Palmesøndag del 315
(Kornél Mundruczó, Ungarn
Cannes 2008, FIPRESCI Pris)

Cannes-historien er fyldt med instruktører, som ingen vil henregne til filmhistoriens største. Med f.eks en som Sean Penn kan man skyde skylden på en stjerne-blændet ledelse, men andre valg er lidt mere uforklarlige. Kornél Mundruczó har været i hovedkonkurrence hele tre gange, lige så mange gange som landsfællerne Béla Tarr, László Nemes og Ildikó Enyedi til sammen, desuagtet at han ikke har nogen personlig stil, og at hans film mildest talt er ujævne. Men det kan ikke rigtig bebrejdes Cannes-ledelsen. Da de degraderede ham til Un Certain Regard i 2014 endte hans White Dog med at vinde den konkurrence. Da han tog til Venedig med en engelsksproget film vandt Vanessa Kirby for Bedste Skuespillerinde, og blev nomineret til en Oscar. Folk finder hans film imponerende, i hvert fald når de nøjes med at se én af dem.

Alligevel er det ikke vokset sammen til en større auteur-karriere. Der skrives ikke lange artikler om Mundruczós æstetik, jeg har faktisk aldrig set nogen forsøge at beskrive det, og ej heller ses han som kunstnerisk betragter af Ungarns moderne historie – desuagtet at han rent faktisk har kritiseret Orbán ret direkte. Han er en mærkværdig anonym instruktør, selvom han objektivt set fylder virkelig meget af en ungarsk instruktør at være.

Det gøres endnu mere pudsigt af Delta, hans første film i Hovedkonkurrence, og måske hans bedste film generelt. Den er nemlig også den af hans film der gør mindst væsen af sig. Den er skøn netop fordi den er så afslappet, at det mest af alt bare er flotte billeder af et delta. Men når det bedste man kan sige om en film der hedder Delta, er at der er flotte billeder af et delta, så siger det måske også lidt om instruktøren.

En ung mand vender hjem til sin mor, efter at have været væk i mange år. Hun er blevet gift på ny, og har fået en datter, som han lader til aldrig at have set før. Den nye ægtemand afviser på det kraftigste at der er plads til at den unge mand kan flytte ind hos dem, så i stedet begynder han at bygge et hus på en platform ude i deltaet. Hans søster begynder at hjælpe ham, og snart er de to endog meget tætte, på en måde som omgivelserne synes er meget meget upassende. Og så bygges der lidt hus, og inviteres naboer på besøg, og så bliver stemningen sådan lidt anspændt.

Noget vigtigt at forstå ved Mondruczó er, at han begyndte som instruktør virkelig tidligt, og har haft en ekstrem produktiv karriere. Han er født i 1975, og debuterede allerede i 2000 med This I Wish and Nothing More. Allerede to år efter vandt han Sølvleoparden i Locarno for Pleasant Days, inden han for alvor fik festival-opmærksomhed med opera-filmen Johanna, der blev vist på Un Certain Regard i 2005. Det er mig stadig lidt en gåde hvordan faen det har kunnet gå så stærkt, men mit bud er, at hemmeligheden ligger i, at Mondruczó i virkeligheden er teater-instruktør. Han har instrueret et væld af teater- og opera-forestillinger, ofte med de samme folk omkring sig, hvilket resulterede i at han i 2009 var med til at grundlægge Proton Teater, der har haft store kunstneriske successer, også i f.eks Tyskland. Mange af Mondruczós film begynder som teaterstykker, som f.eks Johanna, hans Frankenstein-historie Tender Son, samt White God, der er inspireret af J. M. Coetzees Disgrace, som teaterkompagniet satte op to år før filmen. Så han arbejder altså til dagligt med manuskripter og skuespillere, og engang imellem rejser han så ud og laver noget til en film, når han har skaffet ekstra penge til det. Tænker jeg.

Delta er, så vidt jeg kan se, ikke baseret på et tidligere teaterstykke – men i så fald ville filmen nok også have et plot og mere dialog, for jeg har svært ved at forestille mig at nogen gad se to karakterer slå søm i brædder i halvanden time på en scene. Alligevel er der noget teatralsk over det. Donau-deltaet spiller en kæmpe rolle som kulisse, og de bedste scener afhænger af hvordan karakterne placerer sig rundt om hinanden i den kulisse. Hverken Félix Lajkó eller Orsi Tóth, der spiller de to unge søskende, skal bekymre sig ret meget om at skabe dybe karakterer med interessante personligheder, i stedet er de tavse og mystiske, og Mundruczó har fokus på deres bevægelser, nærmest som var det en ballet. Da søsteren første gang kysser broren ser vi f.eks kun på deres fødder, og vi kan regne ud at hun kysser ham fordi hun stiller sig på tæer. Delta er en minimalistisk fabel, der hele tiden kan hente kraft i de smukke naturomgivelser.

Nogen rigtig god film kan det dog ikke siges at være. I sidste ende er der ret meget forudsigelighed over fortællingen, ligesom den ikke kommer fri af nogle ret store arthouse-klichéer. Kameraet er f.eks rigtig meget optaget af søsterens krop, selvom der ingen som helst narrativ grund er til at fokusere mere på hende end på ham, han står derude og bruger sine muskler mens hun forelsker sig i ham. Der er naturligvis et seksuelt overgreb undervejs, fordi det er der jo gerne i kunstfilm der gerne vil virke seriøse, men Mundruczó har ikke noget væsenligt at bruge det til. Generelt er det virkelig svært at se hvad pointen skal forestille at være. Der er nogle helt klare moralske pointer, hvor omgivelsernes afsky overfor det tabuiserede incestuøse forhold får dem til at begå langt større moralske forbrydelser, men det er ikke nogen specielt interessant pointe.

Mest af alt virker Delta lidt som et sideprojekt. Som om instruktøren Mundruczó havde en masse ting han gerne ville prøve af og lære af, uden at det skulle samle sig til at større hele. Det er en petitesse, som man ikke skal tænke for meget over, for så risikerer man mest af alt at blive irriteret. Det er dybt bizart den kom i hovedkonkurrence, men billedsproget er omvendt helt ærligt flottere end meget andet fra den konkurrence, så fair nok. Det er ikke Delta som har gjort Mundruczós karriere til en af de mest overvurderede inden for de sidste tyve år. Den vil bare bygge et lille projekt ude i et virkelig flot delta.

Serien om Kornél Mundruczó fortsætter med Tender Son – The Frankenstein Project