Tender Son – The Frankenstein Project

Palmesøndag del 316
(Szelíd Teremtés – A Frankenstein Terv, Kornél Mundruczó, Ungarn
Cannes 2010)

Kornél Mundruczó er ikke verdens mest unikke filmskaber, og nogle af de ting der er kendetegnende for hans film er heller ikke positive ting. F.eks er der rigtig gerne scener med nøgne kvinder i hans film, som intet som helst har med plottet at gøre. Og nogle kvindetyper går igen, rigtig unge, rigtig tynde, rigtig blege, uden ret meget personlighed, men selvopofrende og klar til at hjælpe skumle fyre, som de burde holde sig langt fra. Hans gennembrudsfilm Johanna fra 2005 er f.eks en genfortælling af historien om Jeanne d’Arc, men her er det en ung helgen-kvinde der bryder reglerne på et hospital, ved at have sex med alle patienterne, og derved kurere dem – ligesom f.eks i den danske Viceværten, og jeg føler igen behov for at sige, at sådan fungerer kvindekroppen ikke!

Den form for kvinde-rolle kulminerede med Tender Son – The Frankenstein Project, der er noget så kliché-fyldt som en seriemorder-film. Jep, unge kvinder bliver myrdet, og der er lange klip af deres afklædte lig, ligesom der er teenage-piger der ikke forstår hvor stor fare de er i. Det er ret stupidt. Alligevel kunne det være værre, for det er som om Mundruczó godt ved hvor plat den del af historien er, og at han derfor forsøger at tilføje det hele nogle flere lag. Hvilket til tider er interessant.

Det interessante er først og fremmest et meta-lag. Mundruczó spiller således en instruktør, der synes baseret på ham selv. Vi følger instruktøren, der netop har vundet en stor teater-pris, og som nu har tænkt sig at lave et eller andet filmprojekt i en stor og næsten tom lejlighedsbygning. Ind til casting træder en mystisk ung mand, som instruktøren fatter interesse for, kommanderer rundt med, og til sidst får til at lave en impulsiv øvelse i et aflukket rum med en ung kvindelig skuespiller og et håndholdt kamera. Han skal spille afventende, mens hun skal forsøge at kysse ham, og hun forsøger så at lokke ham ved at smide det meste af tøjet og gå målrettet hen mod ham, hvorefter han smadrer kameraet, kvæler hende, og stikker af. Monsteret er altså skabt af instruktøren, mere generelt af filmkunsten. Det bliver efterhånden en metafilm om hvordan vi behandler det vi skaber, vores børn, vores kunst, vores samarbejdspartnere. Hvilket egentlig er interessant nok. Men også en anelse plat.

Dele af filmen føles som et projekt, som et eksperiment. Morderen bliver hængende i bygningen, hvor det viser sig at hans mor også bor. Han forelsker sig i hvad der lader til at være hans halvsøster – anden film i træk fra Mundruczó med det tema, hvilket er auteristisk, men på en ret creepy måde – som også synes at han er fascinerende, men når han kommer under pres har han det med at slå folk ihjel, og snart er der ikke flere tilbage der vil passe på ham. Indtil instruktøren så kommer tilbage igen i en ret fad slutning. Det bedste ved filmen er når scenerne virker som små teater-øvelser opstillet rundt omkring i den store tomme bygning, oppe på loftet, i de mange tomme lejligheder, i sneen nede i gården. Det skaber en uvirkelig stemning, hvor Mundruczós kvaliteter som teater-instruktør skinner igennem. Som med Delta er det et eksperimenterende kammerspil i en flot kulisse, ikke noget særligt, men bestemt flot.

Der er bare ikke meget originalitet over det, og det er også som om filmen løber tør for energi alt for hurtigt. Mundruczó har ikke meget på hjerte, og igen kommer hans karakterer til først og fremmest at virke mystiske og utilregnelige, men uden for megen personlighed. Det er en bagatel af den slags der er masser af i de små sidekonkurrencer på festivalerne, og hvis jeg havde set Delta og derefter Tender Son på to filmfestivaler, så ville jeg have noteret mig, at der var en ungarsk instruktør som havde gang i noget lidt mærkeligt, men også meget smalt. Men i hovedkonkurrence på Cannes? Det er dybt bizart. Det er ikke storslået nok til at vække opsigt, men heller ikke særligt nok til at kunne tage en af pladserne til de smalle kunstnere i konkurrencerne.

Det tror jeg måske også Mundruczó forstod. Hans kommende film var langt større, og vakte langt større opsigt. Han begyndte også at skrive meget bedre kvinderoller, begyndende med den unge pige Lili i White God, og det kulminerede da Vanessa Kirby blev Oscar-nomineret for Pieces of a Woman, hvilket trods alt siger noget om at der kom lidt mere dybde i hans kvindelige karakterer. Til gengæld forsvandt det kammerspilsagtige og inspirationen fra teatret til fordel for en masse cinematisk effektjageri. I mine øjne er Delta og Tender Son Mundruczó da han var bedst. Her var han den slags yngre auteur (stadig kun 35 år i 2010) hvor det var godt nok til at det kunne blive spændende at følge. Det blev det så bare ikke rigtigt.

Serien om Kornél Mundruczó fortsætter med Jupiter’s Moon