Palmesøndag del 115
(Ben Sharpsteen, USA
Cannes 1947, Grand Prix – Animationsfilm)
Da Dumbo var på Cannes i 1947 skete der noget, som jeg tror er helt unikt i Cannes-historien. Det var andet år i træk at en Disney-film var i konkurrence, men året før havde det været med den spritnye Make Mine Music. Der var også en ny Disney-film i 1947 – Fun and Fancy Free, der på dansk fik det noget mere præcise navn Bongo og Mickey og Bønnestagen – men i stedet valgte man at deltage med Dumbo, der er helt tilbage fra 1941. Jeg tror aldrig nogensinde en kunstner har deltaget med en film, der var ældre end en film de tidligere havde deltaget med. Jeg forstår det ikke helt.
Jeg kan egentlig godt forstå hvis Disney selv gerne ville vise Dumbo frem. Det var simpelthen den mest succesfulde film studiet lavede i 40’erne. Efter successen med Snehvide og de Syv Små Dværge blev man for alvor ambitiøse, men så kom der krig i Europa, og hverken Pinocchio eller Fantasia tjente sig selv hjem. Så Walt Disney bestemte at Dumbo skulle være billigere, simplere, kortere. Da den fik premiere blev den en kæmpe succes, og det var endda på tale at den skulle på forsiden af Time Magazine. Men halvanden måned efter angreb Japan Pearl Harbor, og så havde magasinerne ligesom andet at skrive om. Under krigen havde Disney-studiet også ret store problemer, mange animatorer var i hæren, og man lavede flest propaganda-film, eller omnibus-film, eller film der var begge dele som Saludos Amigos og The Three Caballeros, der skulle styrke forholdet til Sydamerika. Studiet lavede ikke en sammenhængende tegne-spillefilm mellem Bambi i 1942 og Askepot i 1950. Der er også en anden grund til at Dumbo kunne stå som et minde fra en simplere tid: Kort efter arbejdet på filmen var færdiggjort udbrød der strejke på Disney-studiet, og stemningen blev aldrig den samme. Walt Disney holdt selv af at tænke på studiet som en familie, og sådan var det aldrig igen efter Dumbo.
Det er dog også ironisk at det var netop Dumbo der blev hevet frem fra fortiden, for set på afstand, så er det ret meget den dårligste Disney fra de første år, efter min mening. Man kan godt se den er lavet billigt, den har ikke samme detaljegrad eller flydende realisme som Pinocchio og Bambi, derimod har den en masse slapstick, små jokeagtige passager og billeder der holdes ret længe, så man ikke behøver at animere det hele. Dårligste tidlige Disney er alligevel nok ret godt, men jeg nåede langt ind i det her gensyn uden at være ret meget med. Der er flere fjollede ting: Alle ved jo at Dumbo vil flyve, men det er alligevel nok meget godt man ved det i forvejen, for forestil dig at sidde i en biograf og se en film om en elefant der bliver mobbet, og så viser det sig at pointen er at han kan flyve. Det er lidt som hvis pointen med Den Grimme Ælling viste sig at være at den i virkeligheden var en flodhest. Det giver ikke rigtig mening.
Men så kommer den der passage med de lyserøde elefanter. Og den passage er altså rimelig uomgængelig. Til tider, fordi vi kender dem så godt, så er det nemt at tage Disney for givet, men hold da kæft hvor er det en vild scene. Der er et tidspunkt hvor der bare er et øje på skærmen, og det mindede mig mest af alt om Dalis sekvens fra Hitchcocks Spellbound, og det er altså i en film om en flyvende elefant? Musikken med de skingre stemmer, stregelefanterne på den sorte baggrund, dromedaren der bliver til en slange der bliver til en mavedanser, og ikke mindst de mange mange skræmmende ansigter. Det er helt vildt. Og scenen med kragerne – desuagtet at Disney virkelig skød sig selv i foden da de navngav den ene krage Jim Crow – er efterfølgende også virkelig god. Omend ikke lige så god.
Men det er også igen lidt ironisk: Dumbo var bedre at sende til Cannes end de nyere film, fordi de nye bare var musikalske sekvenser sat sammen uden plot, men den absolut bedste del af Dumbo er en musikalsk sekvens der ikke har noget med plottet at gøre. Det er ikke helt ligeså idealistisk og som f.eks. Fantasia på den ene side, og Pinocchio på den anden, der hver især virkelig gennemarbejdede en æstetik. Dumbo er en billig gang sødsuppe, der har en enkelt helt vild og eksperimenterende sekvens i sig. Men… Det virkede jo? Det var et publikumshit, og både elefantparaden såvel som den søde vuggevise er blevet klassikere. Der er også noget idealistisk over pragmatismen, over at man kan lave noget billigt og ligetil som kan give overskud så man kan blive ved med at lave det, og så kan man få plads til én helt igennem vild og genial sekvens. At det er pragmatisk er i og for sig idealistisk i sig selv.
Det er som om 1947 også var et ret pragmatisk år i Cannes. Efter åbningsåret, hvor det er som om hele verden mødes og fejrer at krigen er slut, så sætter virkeligheden lidt ind: Verden er sådan set brudt sammen, der er ikke så meget at fejre, og de færreste lande har egentlig nok gode film til at være med hvert år, ej heller penge til at skabe en fest omkring det. I 1947 er der mange færre film med – 24 vs 44 året før – og det er fortrinsvis fra USA og Vesteuropa. Der er næsten intet fra Latinamerika eller Østeuropa, det hele er lidt gråt og samey. Året efter var der ingen festival pga pengeproblemer. I den sammenhæng forstår jeg godt at Dumbo fængede. Der var lysere tider forude, både for Disney og for Cannes. Men det blev aldrig rigtig så muntert og idealistisk som det havde været.