Palmesøndag del 149
(David Robert Mitchell, USA
Cannes 2018)

Under the Silver Lake er David Robert Michells tredje film, efter The Myth of the American Sleepover, en film om en gruppe teenageres eventyr en enkelt sommernat, der ikke har meget plot, men som har vidunderlige karakterer, og gyserfilmen It Follows, som har et genialt plot om et usynligt monster der overføres fra offer til offer via sex, men hvor jeg omvendt ikke kan huske en eneste karakter. Under the Silver Lake er lidt en blanding af de to film. Det kan forstås på to måder, ikke? Desværre er det den dårlige blanding, det er en film med et formløst og kompliceret plot, der også er fyldt med kedelige karakterer. Alle svaghederne ved Mitchells ellers ret prisværdige filmografi, toppet op med kedelig cinematografi og et ekstremt irriterende soundtrack. Det er en af den slags film som hvert år er i konkurrence, hvor jeg ryster på hovedet og undrer mig over hvad faen de har tænkt sig.

Under the Silver Lake er en konspirations-film. Sam, spillet af Andrew Garfield, er en slacker i starten af trediverne, der ikke rigtig laver noget som helst, udover at lure på sine naboer i ny og næ. Han fascineres af Sarah, spillet af Riley Keough, og de to har hvad der nærmest kan kaldes en date, hvor de ryger sig skæve og ser en film. Næste dag er Sarah væk. Sam begynder at lede efter hende, ser spor overalt, og vikles ind i et farligt og dødeligt komplot der også bl.a. involverer samtlige popsange skrevet siden tresserne, et Zelda-spil, et escort-firma og hele magt-eliten. Det meste af filmen er derefter Andrew Garfield der vandrer rundt omkring, roligt filmet, og med et ganske eksperimenterende soundtrack indover, som jeg desværre finder fuldstændig forfærdeligt.

Under the Silver Lake minder om en del om Paul Thomas Andersons film som Punch-Drunk Love og Inherent Vice, men selvom jeg ikke er verdens største PTA-fan, så viser kontrasten til sådan noget som det her virkelig også hvorfor han trods alt er en af de store. Andrew Garfield kan overhovedet ikke hamle op med Adam Sandler eller Joaquin Phoenix – eller Jeff Bridges i The Big Lebowski, en anden klar inspiration – han er mest af alt bare fjollet og selvoptaget. Og filmsproget har intet af den spændstighed som en rigtig god instruktør kan tilføje, det er bare anderledes fordi det skal være anderledes. Det er fatalt upersonligt, og det ødelægger alt. Billederne er æstetiserede, men aldrig med fornemmelsen af at de behøver at være æstetiserede på præcis denne måde, det føles bare som om at alle involverede lige skal vise at de er anderledes end andre. Bedre end andre. Det er så selvtilfredst, at jeg ikke kan kapere det.

Derudover, så er filmen ekstremt inspireret af den amerikanske forfatter Thomas Pynchon, som er med afstand min yndlings-forfatter, men den misforstår hvad der er så endeløst fascinerende ved Pynchons konspirationer. For det første er der en ekstrem nysgerrighed og viden hos Pynchon, konspirationen i The Crying of Lot 49 involverer bl.a. et habsburgsk postvæsen og et teaterstykke fra 1600-tallet som vi får udførligt gennemgået. Og til sidst ender vi et sted der består af lige dele paranoia og angreb på eliten. Alt i Under the Silver Lake stammer fra popkultur som filmens målgruppe – mænd op til halvtredserne – kender i forvejen, og vi får til sidst skåret ud i pap hvad det er der foregår så vi ikke skal være bange for det er os selv der er noget i vejen med. Det er mest af alt bare ligegyldigt.

Der er dog én scene som jeg finder relativt opfindsom og dejlig. Sam dukker pludselig op til en open air visning af en eller anden ungdomsfilm, og opdager at flere skuespillerne står ovre ved et træ, nu nogle år ældre end de uskyldige teens oppe på skærmen. Filmen de ser er The Myth of the American Sleepover, Mitchells debutfilm, og skuespillerne er ganske rigtigt de ukendte børn han gav første eksponering. Her er der noget på spil. Det som Under the Silver Lake forsøger, når den er så god som den bliver, er at formulere en art uskyldstab. Sam opdager kun kyniske sandheder om de ting han elsker, fra hans yndlingsbands, over hans yndlingstegneserier, og til den kvinde han har forelsket sig i. Det er et ret aggressivt angreb på Hollywood, der bare lidt undermineres af at det samtidig er så meget en Hollywood-film, en art triumf-runde Mitchell og Garfield har fået lov til at lave fordi de fik succes i systemet med Spider-Man og It Follows. Hvis Mitchell kan følge op på kynismen ved rent faktisk at finde en anden retning at bevæge sig i, så er der håb.

Under the Silver Lake forstærker bare også min egen kynisme, og mit eget illusionstab, om indie-film, og om Cannes. Kynisme: Jeg er stensikker på den her film ikke var kommet i hovedkonkurrence hvis ikke Andrew Garfield og Riley Keough ser så godt ud på en rød løber. Den skulle simpelthen ikke have været med. Og det var endnu mere groteskt i 2018, hvor der var endnu en pomo og uforståelig konspirativ-noir hybrid: Bi Gans Long Day’s Journey Into Night. Men kun én af de film kulminerer med et allerede legendarisk timelangt one-take i 3D. Der i øvrigt skal forestille at illustrere hovedpersonens drømme mens han tager sig en lur i et porno-teater. Jeg er ikke hovedkulds fan af Long Day’s Journey Into Night, den er ret prætentiøs og uforståelig og i sidste ende pseudo-dyb til min smag, men for fucks sake, overfor Under the Silver Lake er det ikke noget svært valg. Den ene er vild og noget vi aldrig har set før, den anden er en gang amerikansk gennemsnits-indie. Hvilken der skulle i konkurrence, og hvilken der skulle i Un Certain Regard, burde ikke være det store problem, og det er helt ærligt fyringsgrund at være så dårlig en programlægger uden nogensomhelst sans for kvalitet. For fucks sake. Det er lige før jeg tror der er nogen der trækker i trådene i kulissen…

Under the Silver Lake kan lejes fra bl.a. Blockbuster.

Næste Uge: Mere amerikansk indie, det gik jo så godt den her uge. Jeg går i gang med at kigge på Gus van Sants fire Cannes-film. Vi får se hvor lang tid det tager.