Palmesøndag del 387
(بنات ألفة, Banāt Olfa, Kaouther Ben Hania, Tunesien
Cannes 2023,L’Œil d’or + Prix François Chalais + Prix de la Citoyenneté)
Der var hele to dokumentar-film i Cannes i 2023. Det er nærmest uhørt, og i år har festivalen da også valgt at gå tilbage til at ignorere den slags film. Men dokumentar-filmen sprudler jo for tiden, og ligesom det er svært at ignorere, at feltets anden debutant Wang Bing har været en kæmpestor og indflydelsesrig auteur de sidste par årtier, så er det svært at ignorere, at Kaouther Ben Hanias Fire døtre var en af konkurrencens mest innovative film, dokumentar eller ej.
Ikke fordi at det er skelsættende at gøre brug af rekonstruktioner, sådan som Ben Hania gør det. Det er der efterhånden så mange film, som har gjort, for at kunne nærme sig traumer, det ellers ikke er ret nemt at skildre på film. Men det er dog så nyt, at det stadigvæk kan give ret overraskende effekter. Og i Ben Hanias film giver det mulighed for på ret fascinerende vis nærmest at ophæve tid og rum og få den meget specifikke fortælling gjort umanerlig universel.
Kaouther Ben Hania har arbejdet i spændingsfeltet mellem dokumentar og fiktion i årevis. Debuten Imams Go To School (2010) var en konventionel dokumentar om, hvordan franske imamer blev sendt på kursus for at lære om fransk sekularisme og adskillelse mellem kirke og stat – et projekt der blev en anelse undermineret af, at undervisningen paradoksalt nok skulle foregå på et katolsk institut. Men Challat of Tunis (2013) var en ‘mockumentar’, baseret på en række forbrydelser der dog var virkelige nok. I 2003 blev en række kvinder angrebet med kniv og blev stukket i ballerne, og forbrydelsen er aldrig opklaret. Kaouther Ben Hanias opklaring var dog fiktiv, hvilket muliggjorde en række nærmest satiriske sekvenser om moralitet i Tunesien. Efter endnu en dokumentar, Zaineb Hates the Snow, der fulgte en ung tunesisk pige over seks år, efter hun flyttede til Canada, bevægede Ben Hania sig over mod den rendyrkede fiktion.
Beauty And The Dogs (2017) var baseret på virkelige begivenheder. Da den unge kvinde Mariam bliver voldtaget af to politibetjente, bliver forsøget på at anmelde forbrydelsen en ubrudt række af retraumatiseringer, i et system der altid vil dække over egne fejl, men hellere end gerne vil ydmyge og fordømme enhver ung kvinde. Filmen var optaget i blot ni meget lange takes, og havde premiere på Cannes i Un Certain Regard. The Man Who Sold His Skin (2020) var en endnu større succes, den blev sågar Oscar-nomineret og er også kommet til Danmark. Filmen er mere løst baseret på en virkelig fortælling, og handler om en syrisk mand, der for at komme til Europa lader sin hud blive til et kunstværk, for som kunstværk/vare har han den ret til fri bevægelighed, som han ikke har som menneske. The Man Who Sold His Skin er mindre æstetisk stærk end Beauty And The Dogs, og det mere fiktive plot gør ikke filmen noget godt, som til sidst lidt drukner i dårlige twists.
Med Fire døtre er Ben Hania så gået et skridt tilbage i retning af dokumentarismen igen. Filmen handler om Olfa og hendes fire døtre. To af dem spiller sig selv, de to andre er ikke i Tunesien længere, så de bliver spillet af skuespillere. Også Olfa selv har en skuespiller stand-in, til når scenerne bliver ubærlige: Den i Mellemøsten kendte skuespiller Hend Sabri, hvilket giver anledning til en metajoke, eftersom Olfas eksmand åbenbart mente, Sabri var en luder. Han mente, de fleste kvinder var ludere. Olfa selv var også besat af skyld og skam, hvilket gik voldsomt udover de fire døtre. Deres opvækst har været præget af omsorgssvigt, tæsk, og det der er værre, hvoraf en del genskabes. En del bliver bare fortalt, når Olfa og hendes to yngste døtre fortæller filmskaberne, hvad der muligvis ellers kan indgå i filmen. Og så er der nogle scener, der mere virker som noget, man laver i psykologiske genskabelsesseancer.
Det er jo i høj grad et psykologisk træk, det her med genskabelser. Den ene datter spiller f.eks en scene, hvor hun sidder med en kniv og fortæller en stedfar, hvor meget hun hader ham. Den scene er ikke virkelig, men hun siger, hun har gjort det før hos en psykolog. Den slags har man set før på film. Luk øjnene og forestil dig, at din stedfar sidder her, og fortæl ham så, hvordan du har det. Det virker. Det virker gentagne gange i Fire døtre, hvor familien bryder sammen i gråd, eller fortæller ting, de måske aldrig har fortalt før. Det resulterer i en virkelig stærk film, hvor følelserne hele tiden sidder uden på tøjet.
Det resulterer også i noget andet virkelig interessant. På et tidspunkt hører vi, at kvinderne begyndte at gå med slør, da den yngste af dem var otte år, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde virkelig svært ved at placere den oplysning kronologisk, i forhold til resten af det vi har set. Filmen er ofte ganske uinteresseret i kronologi og tidslig fremskreden. Der er klart nogle pejlemærker, f.eks er det arabiske forår, der jo startede i Tunesien som et oprør mod den autokratiske leder Ben Ali, en vigtig omvæltning, som også får Olfa til at ændre sit liv. Men ellers er det ret vagt. Også fordi karaktererne jo spiller sig selv hele vejen igennem, så uanset om døtrene skal forestille at være otte eller femten eller tyve, så ser de lige gamle ud. De fleste scener foregår også i nogle ret ikke-distinkte rum, så man får ikke så meget fornemmelse af f.eks den ekstreme fattigdom, som de fortæller en del om.
Det giver en ret interessant effekt. Fordi tiden nærmest står stille, fordi rummene er så neutrale/æstetiserede, så skete der for mig to ting. For det første hæftede jeg mig nærmest udelukkende ved personerne og deres reaktioner. Deres ansigter og følelser bliver næsten det eneste, som det er værd at kigge på, fordi man ved resten er rekonstruktioner, og skal have en terapeutisk rolle for karaktererne, men som det ikke er meningen, vi som beskuere egentlig skal tage alt for seriøst. Det forstærker den følelsesmæssige effekt af filmen.
Derudover får det fortællingen til at føles mindre forankret i specificiteter, og dermed mere universel. Olfa fortæller om den forfærdelige opvækst hun selv havde, hvorefter vi ser den mindst lige så forfærdelige opvækst, hun har givet sine døtre. Det er en uendelig fortælling. Men det får også meget af det til at føles som tunesiske grundvilkår. Grundvilkår ved at være kvinde under patriarkatet. Fædre som ikke er til stede. Seksuelt misbrug. Voldsom fordømmelse hvis man træder udenfor. Og siden revolutionen, fundamentalistisk Islam som den måske mest åbenlyse form for oprør.
Kaouther Ben Hania er også auteur, og en unik instruktør i tidens filmkunst. Hendes stærkeste film er dykket ned i vilkårene for Tunesiens kvinder, og har fermt blandet dokumentarisme med fiktion. Fire døtre er nok hendes stærkeste film. Hun er bedst, når hun er forankret i dokumentarismen og mindre overbevisende som fiktionsinstruktør, hvor hendes æstetik er mere ambitiøs end original. Og så er Fire døtre en film, som burde bevise, at der altid burde være dokumentarfilm i festival-konkurrencer. Og i øvrigt mere end fire kvinder, som der også kun er blevet plads til i år, men det er en anden snak.