Palmesøndag del 388
(Kuru Otlar Üstüne, Nuri Bilge Ceylan, Tyrkiet
Cannes 2023, Bedste Skuespillerinde (Merve Dizdar))
Nuri Bilge Ceylan er det sted i hans karriere, hvor han efterhånden har lavet så meget film, og foretaget så mange filmiske valg, at virkelig mange valg i hans nye film på den ene eller den anden måde spiller sammen med valg han har truffet før. Tag f.eks åbningsscenen i About Dry Grasses, der minder virkelig meget om åbningsscenen i hans gennembrud Uzak (2003). Her fulgte vi i flere minutter unge Yusuf på en vandretur tværs over skærmen, og når det ikke blev helt utroligt kedeligt, så skyldtes det i høj grad, at det landskab Yusuf vandrede igennem var så variereret. Der var bjerge i baggrunden, og han skulle først hen af en slette, og så et lag af sne, før han kom hen til den asfalterede vej, man så i forgrunden.
Men About Dry Grasses er helt anderledes. Igen følger vi en mand, Samet, der vandrer hen over skærmen, men det foregår i et snelandskab, med sne hvirvlende forbi, på baggrund af en overskyet himmel. Der er hvidt i hvidt i hvidt i den verden, som Samet vandrer igennem. Måske heldigt nok holdes klippet ikke helt så længe.
Nuri Bilge Ceylan har lavet film fra overalt i Tyrkiet, og han har vist hvor ekstremt varieret et land det er. Men i About Dry Grasses er der brugt mange kræfter på at skildre ensformighed, mangel på variation, mangel på mulighed. Det gør det på den ene side til en af Bilge Ceylans mest bitre film. Men på den anden side skaber han så selv variation, ved at løsne op for sit filmsprog, og inkorporere et væld af filmiske indfald. Hvilket omvendt gør det til en af hans mest lyse og triumferende film.
Mest af alt er jeg måske forbløffet over, hvor lynhurtigt filmens næsten 200 minutter fløj forbi. For er der noget Nuri Bilge Ceylan efterhånden først og fremmest er, så er det en ekstremt sikker filminstruktør, der ved præcis hvad han gør, selv når han gør nogle ekstremt mærkelige ting. Alene det gør About Dry Grasses til en af årets bedste film i danske biografer.
Samet (Deniz Celiloğlu) vandrer gennem snelandskabet for at komme hen til den lille landsby, hvor han har været lærer de sidste fire år af sit liv, eftersom nyuddannede lærere i Tyrkiet ikke selv kan bestemme hvor de skal starte deres karrierer. En dag bliver ham og hans ven/bofælle Kenan (Musab Ekici) beskyldt for upassende adfærd overfor et par af de kvindelige elever, hvilket på den ene side sætter gang i et uretfærdigt Kafka’sk forløb, hvor de ikke engang må få at vide hvad anklagerne går ud på, for at beskytte eleverne (hvilket slår mig som ret omsonst, for skyldige lærere må vel vide hvilke elever de har været upassende overfor…), men på den anden side holder systemet selvfølgelig hånden over dem, så der sker intet som helst.
Mens særlig Samet således harmes over uretfærdigheden i anklagerne begynder ham og Kenan også at ses med Nuray (Merve Dizdar), der er lærerinde i en naboby, og som tidligere var politisk aktiv i Ankara. Kenan kunne måske være romantisk interesseret i Nuray, Samet er lidt sværere at blive klog på, men opfører sig mere og mere ondsindet, og Nuray har også sine egne bagtanker. Og pludselig er der så gået tre en halv time.
About Dry Grasses er som de fleste film af Nuri Bilge Ceylan skrevet sammen med hans kone Ebru, og for anden film i træk også med hjælp fra forfatteren Akın Aksu, hvis selvbiografiske bøger også lå til grund for Det vilde pæretræ (2018). Den film handlede om en nyligt uddannet lærer, der stod overfor at blive sendt til det indre Anatolien, og nu handler denne film så om en anden lærer efter fire års udsendelse. Samet deler også et andet karaktertræk med tidligere hovedpersoner i Ceylans film: Ligesom Mahmut i Uzak og Bahar i Climates (2006) er Samet også fotograf. Det er næsten en running joke, at alle de største og mest prætentiøse røvhuller i Ceylans film er fotografer, særligt fordi den store instruktør selv begyndte som fotograf – og i øvrigt selv spillede Bahar, hvilket understregede sammenhængen. Lige som de tidligere fotografer har Samet også meget svært ved at føle nogen som helst form for connection til andre dele af Tyrkiet end storbyerne, og særligt Istanbul.
Samet tager dog helt vidunderlige fotografier af de andre karakterer. Eller måske er det ikke ham der tager dem, det er lidt svært at blive klog på. I hvert fald er noget af det mest slående der sker i About Dry Grasses, at filmen gentagne gange bliver afbrudt af en montage af fotografier fra det store tyrkiske land. Af filmens karakterer, javist, men også af andre tyrkiske mennesker, eller af landskaber med f.eks olieboringer, som man kan se i traileren overfor. Nogle gange er det fotografier, andre gange anes der lidt bevægelse. Der er mærkelige lyde indeover, og de afsluttes med at Samet vågner, så det ligner også drømmesekvenser. Det er vidunderligt, mærkeligt. Er det Samet, der hjemsøges af det land han ikke forstår? Eller er det også lidt Nuri Bilge Ceylan, der sætter trumf på sin status som sit lands største portrættør (sammen med Orhan Pamuk)?
Det føles faktisk lidt som det sidste. Som om Nuri Bilge Ceylan også lidt gør status på sin egen karriere. Brugen af uempatiske fotografer i hans film har altid været lidt ironisk, for Nuri Bilge Ceylan har samtidig været utrolig optaget af at lave portrætter af verden uden for de tyrkiske intellektuelle højborge. Og ikke nedladende portrætter, men empatiske, dybdeborende, ærlige portrætter, der skildrer områderne på godt og ondt. Man må bare sige, at han er lykkedes med alt det som f.eks Mahmut ikke formåede. Det understreger About Dry Grasses i så høj grad, at det til tider nærmest føltes som en forløsende udånding, som om den 65-årige endelig kunne sænke skuldrene, og være lidt stolt over hvad han havde opnået. Der er ikke den samme kamp for at udvikle sin stil igen, selvom About Dry Grasses har nye påfund. Der er en ro og en tilfredshed i filmsproget.
De fleste år Nuri Bilge Ceylan har deltaget i Cannes har jeg syntes hans film var årets bedste bidrag. Fordi han fortæller helt unikke historier, fra et helt unikt land. Og fordi hans filmsprog ikke bare er hyperæstetisk og gennemført, men også fordi han konstant fornyede sig. Og det formår han faktisk igen igen, men på en lidt anden måde denne gang. Med de mange gentagelser og variationer over ting fra tidligere film, så føles filmen nogen gange lidt som noget vi har set før. Men andre gange føles det i aller højeste grad som en omvæltning af hvad han tidligere har lavet. Og som sjældent set før er der netop et fokus på forandring i æstetikken.
Lad os f.eks vende tilbage til snedækket fra åbningen. Det er vitterligt i sin ensformighed en ny og anderledes rumforståelse, end der tidligere har været i Nuri Bilge Ceylans film. Men det skyldes jo bare årstiden, efter sneen smelter får vi igen et mere varieret rum, som man kan se på øverste billede. Instruktøren, der engang lavede en film der foregik i tre forskellige årstider, men kaldte den for Climates frem for ‘Seasons’, fokuserer nu alligevel på tidens gang. Der er en omskiftelighed her i About Dry Grasses, en fornemmelse af, at verden alligevel transformerer sig rundt om særligt Samet, der ellers føler sig hævet over sine omgivelser. Der er særligt ét øjeblik, hvor filmens rum fuldstændig krænger sammen, men det sker i mindre grad andre gange.
Hvis Nuri Bilge Ceylans gik på pension i morgen ville han efterlade et helt fantastisk værk, med et formidabelt punktum med About Dry Grasses. Han ville have skabt et storslået samlet portræt af det moderne Tyrkiet, der tåler sammenligning med hvad en hvilken som helst anden kunstner, fra Balzac og Zola, Tolstoj og Dostojevskij, til Martin Scorsese og Ingmar Bergman har sagt om deres respektive hjemegne. Men han ville ikke have lavet det sande og færdige portræt om Tyrkiet, for verden er altid i forandring. Selvom jeg har slået på, at Nuri Bilge Ceylan har været optaget af rum frem for tid, og har skildret uforanderlige forskelle, så har hans egen konstante udvikling og vilje til kunstnerisk forandring egentlig også modsagt dette.
Det kan ikke lade sig gøre at lave et portræt, der yder så stort og komplekst et land som Tyrkiet retfærdighed. Men bare fordi noget ikke kan lade sig gøre, betyder det ikke, at det ikke er værd at gøre forsøget alligevel. Nuri Bilge Ceylans værk har haft så tårnhøjt et ambitionsniveau, at det altid har ramt utrolig højt, selvom han måske ikke har opnået det han sigtede efter. Hvis han så nu alligevel kan se tilbage på sit værk med tilfredshed, så under jeg ham det. About Dry Grasses viser ham endnu engang som en kæmpe mester.