Eskimo Diva

Der gemmer sig en glimrende art-film i Eskimo Diva. En road-movie om et drag-show nord for polar-cirklen, hvor de storslåede vidder skaber format om en episodisk og digresserende fortælling. Lene Stæhr skaber endda et ret så unikt visuelt udtryk til denne – hypotetiske – smalle kunstfilm, idet hun lader queer-synet fra fortællingens hovedperson, Nuka Bisgaard, inficere farvelægningen, så den grønlandske himmel får en psykedelisk pink glans. Eskimo Diva er den bedst farvelagte danske film siden The Art of Killing.

Og som The Art of Killing er det en blanding af dokumentar og fiktion. Filmen er stillet op som om den følger Nuka Bisgaard gennem en kort periode, men er optaget over langt længere tid, og flere scener er tydeligvis opstillede. Nogle gange brydes filmens grænser til strålende effekt, som i en scene hvor Nuka forfølges af en homofobisk bølle, en scene der er overraskende meget klippet i forhold til at skulle være en virkelig situation, og som ender med at Nuka stirrer stift ind i kameraet. Er det virkelighed, er det film? Filmen lader spørgsmålet stå tilbage, men efterlader også indtrykket af, at det må være noget der er sket umanerligt mange gange for den unge grønlænder. Den slags blandinger er det hotteste af det hotte inden for filmverdenen for tiden, men alligevel har jeg på fornemmelsen, at Eskimo Diva ikke vil få ros for det. For ironisk nok er docu-fiktionelle træk også det hotteste inden for tidens absolut mest ildesete visuelle kulturprodukt: Reality-showet. Og Eskimo Diva trækker rigtig meget på reality fjernsyn.

nuka-8881

Der er rigtig mange som ikke vil kunne fordrage Nuka Bisgaard. Hans store idol kunne meget vel være Gunnar fra For Lækker til Love, hans valgte musik-stil er kværnende og tone-løs EDM-dubstep, og så er han tydeligvis en del af en priviligeret grønlandsk klasse, socialt, kulturelt og økonomisk. Filmen om ham kunne have fjernet knaster, kunne have gjort ham hjerteligt og ironisk fejlfyldt a la en Jarmusch-film, og været en langt mere konventionel artfilm. Men i stedet insisterer filmen på at stolt præsentere Nuka som han er, og som at det hele er noget at være stolt af. Hvilket er ganske passende for et portræt af manden bag Nuuk Gay Pride. Og det er jo sandt nok. Som drag queen, som homoseksuel, og såmænd blot som dansk-grønlænder, i et land som Grønland hvor der ganske enkelt ikke bor ret mange mennesker i nærheden af hinanden, agerer Nuka Bisgaard uden ret mange forbilleder og foregangsmænd, der kan hjælpe og guide. I den situation bliver også hvert fejltrin noget at være stolt af. Som det siges i filmen ‘Jeg tror ikke nogen har gået i stilletter på isen før.’ Og når man går i stilletter på glatis, ja så må man acceptere at falde nu og da. Det er stadig noget at være stolt af.

Og filmen skildrer hvor svært sådan en situation kan være. I én af filmens hårdeste scener kommer Nuka op at skændes med hans DJ og bedste ven Agallu om Nuka’s enorme forbrug af toner-creme, som Agallu synes er klamt og ikke vil hjælpe med at påføre. Men så synes du jo også jeg er klam, siger Nuka. Nej, siger hans ven, jeg synes bare din toner er klam. Men det er jo del af hvem jeg er? Ønsket om at blive accepteret med hud og hår driver gennem filmen, hvorfor det også er essentielt at Lene Stæhr ikke har forskønnet eller forkunstnet historien. Det ser man også i en anden sekvens, hvor Nuka møder en ung mand der arbejder på en af de utallige grillbarer de turnerende venner er nødt til at spise på. Pludselig er der to unge mænd der vil have hinanden. Den ene er stylet, tonet og højtråbende. Den anden er småbuttet og lidt nervøs. Men de finder hinanden, og de deler hinanden for en enkelt nat. Og rundt omkring i bygderne i Grønland må der være utallige folk der på den måde leder efter hinanden. Og på den måde er der sikkert også folk i Danmark, der leder efter én som Nuka. Det er dem, filmen går ud til. Dem der leder efter Nuka, og efter sig selv. Dem der stadig har svært ved at finde de helt rette forbilleder at se op til og lære fra. Dem, og ikke os anmeldere, der vurderer kunstnerisk vision og giver stjerner fra og til.

img_4996

Derfor er filmen alligevel på højt kunstnerisk niveau. Jeg vil lige nævne farvelægningen igen, for den er vitterlig på absurd højt niveau, og alene hele billetten værd. Men scenerne fra København er også stærke, hvor vi pludselig støder på slud i stedet for sne, og hvor en knugende mørk nat forværres af hvor vådt og ulækkert det hele ser ud. Kontrasten til Grønland er slående, for i Grønland er der godt nok koldt og mørkt, men der er også åbent og tørt. Og jeg skal ikke afsløre hvorfor Nuka er i Danmark, men det giver yderligere en dramatisk dimension til en dokumentar, der ellers til fulde har sin eksistensberettigelse blot i det personlige og ærlige portræt, af et ungt menneske, der fortjener at blive portrætteret.

PS: Jeg har læst en del anmeldelser og skriverier om Nuka Bisgaard og Eskimo Diva, og når det handler om køn og seksualitet, så bliver sproget meget hurtigt forvirrende. Ifølge et interview med Information opfattter Nuka sig selv som transkønnet og har tænkt sig at foretage en kønsskifte-operation for at få det fysiske køn til at passe med hvordan hun selv opfatter sig, men der spørges ikke ind til hvilket stedord der foretrækkes, altså om det er ‘han’ eller ‘hun’ man skal bruge. Jeg har brugt ‘han’ og ‘mand’ igennem skildringen af filmen, fordi oplysningen om transkønnethed ikke indgår i filmens fortælling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *