image

The Weeknd – Can’t Feel My Face

Ba-ba-dam! Bum-bum-bum-bubu-bum. etc. Med tre trommeslag og en feeeed basgang skifter The Weeknd’s mega-sommer-hit fuldstændig karakter når første omkvæd kommer. Det er svært at se det komme. Fra ambiente synth-flader, knips og falset-sang springer sangen pludselig over i funk, trommer og en langt dybere melodi. Det er virkelig mærkeligt, og jeg blev blot endnu mere forundret da jeg forsøgte at finde ud af hvad i alverden det er for et mærkeligt spring, og fandt ud af, at der nærmest intet er. I verset hedder akkorderne G-F-Am og i omkvædet hedder det G-F-Am. Sangeren går også blot en oktav ned. Der er ikke noget dramatisk ved det, selvom jeg måske tænker det er fraværet af akkord-drama som skurrer: Man vil så gerne have et skift efter de dramatisk stigende uh-uh-uh’er, og så sker der bare ikke rigtig noget. Det er virkelig overraskende lavet, anderledes end de fleste andre sange, og alligevel har den ligget nummer et verden over. En sær sang, som alligevel er catchy og universelt populær. Det er på sin vis det ypperste pop kan stræbe efter.

Så hvorfor hader jeg den her sang så meget? Det er specifikt skiftet, som jeg hader, hver gang jeg hører det. Og det skyldes en uheldig, udefrakommende omstændighed. Skiftet fra bro til omkvæd føles som et fald, et fald en oktav ned, et fald fra ambient-pop til retro-funk, det føles som om man pludselig er fra én sang og ovre i en helt anden. Hvilket for så vidt er en ret fed følelse. Men. Fordi den her sang har været så stort et hit, så har den også kørt i reklamerne fra Spotify sommeren over. Hvilket har betydet, at det her omkvæd har kilet sig ind konstant og hele tiden på min playliste. Jeg er faldet ind i det omkvæd fra alverdens andre sange, og nogle af dem lyder såmænd lige så logisk sammenhængende med omkvædet som sangens vers gør. Og pludselig, så lyder faldet ikke længere som et skift, som en bonus-passage, som at man får en helt ekstra sang oven i prisen. Men som en afbrydelse. Og det har sat sig fast. Selv når jeg hører den i radioen, eller på youtube, så føles omkvædet nu for mig som om, at jeg nu igen har fået afbrudt den musik jeg bad om, for at blive påtvunget sommerens hotteste omkvæd.

Sådan er kontekst så meget. Vi kan alle komme til at forbinde en sang med noget uheldigt, og begynde at hade den. Kunstnerne ved godt at deres sange kan blive skadet af at blive sat i en forkert sammenhæng, det så man senest for et par dage siden, da folkene bag Eye of the Tiger brokkede sig over at deres sang var blevet brugt til et hyldestarrangement for hende der homofoben der ikke ville udstede gifte-beviser til homoseksuelle par. Men man kan aldrig helt kontrollere hvad lytterne får med sig, og hver enkelt lytter vil få noget subtilt forskelligt fra hinanden. Og så på den anden side, er spotify én af verdens vigtigste musikplatforme for tiden, så måske popkunstnere fremover skal begynde at tænke over, hvordan deres sange lyder som afbrydning midt i mangfoldige playlister. Lyder deres omkvæd som et hook, som en bonus? Eller lyder det som en afbrydelse? Nu har jeg ikke spurgt omkring mig, men jeg har i hvert fald fået ødelagt en ellers super spændende pop-sang af hvor tæt effekten af omkvædet mimer effekten af at ramme en reklame på spotify. Og det er jo ikke en effekt man sådan rigtigt gider at lytte til, hvis man kan slippe for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.