Palmesøndag del 151
(Gus van Sant, USA
Cannes 2005, Vulcan Award (Leslie Schatz, lyddesign))
Det kan være noget farligt noget med trilogier. Hvis ikke man passer på, så ender man med at lave en film man egentlig ikke rigtig ved hvorfor man laver, bare for at få færdiggjort sin trilogi. Lars von Trier har gjort det et par gange. Det var også farligt for Gus van Sant, der i forvejen havde haft mere end almindelig svært ved at lave film hvor det føltes som om han virkelig havde noget på hjerte. Det kan jeg heller ikke mærke med Last Days. Det er en udmærket film, og en fin afrunding af van Sants ‘dødstrilogi’, der får sat det hele i perspektiv. Men det behøvede ikke rigtig at blive sat i perspektiv, Elephant bliver på ingen måde bedre af at blive sat i perspektiv. Og der er bare ikke rigtig gods nok i Last Days til at den for alvor fungerer for sig selv.
Last Days får først og fremmest gjort døds-trilogien til et generationsportræt, idet den skildrer et af de mest berømte dødsfald i slacker-generationen: Kurt Cobains selvmord i 1994. Det er lidt fiktionaliseret, vi følger musikeren Blake (Michael Pitt), der forlader rehab, vandrer igennem en skov, hænger ud i et stort hus med nogle bekendte, spiller lidt musik, tager til en fest, og så dør han. Det er lige knap at der sker ting, mere er der bare en stemning, og så kommer der en mand med telefonbøger, og så kommer der to mormon-missionærer. Blake er totalt katatonisk, og hans venner er også grundlæggende ret uopmærksomme, og mest af alt er det som om døden allerede har lagt sig som en tung dyne henover det store hus.
På en eller anden måde er det ret fedt at en så minimalistisk form for amerikansk film kunne få plads i Cannes for 15 år siden, i dag går den plads som oftest til mere maksimalistisk og hip indie a la filmene fra A24. Men det er ikke nogen ret god ambassadør for minimalisme. Det bliver aldrig hypnotisk eller for alvor knugende. Det opnår ikke, som både Elephant og Paranoid Park gør det, en egen særegen æstetik, som rækker udover blot at være ‘minimalisme’. Gus van Sant gentager nogle af idéerne fra Elephant, så flere af scenerne vises flere gange fra forskellige personers synsvinkel, men hvor der er et eller andet bizart velfungerende over det lille klip af de tre teens på skolegangen, hvor fotografen tager et billede af den smukke unge blonde dreng, mens den unge pige løber forbi, så tilfører det ikke rigtig noget i Last Days. Jeg skal ikke 100% kunne sige hvorfor, men jeg har en teori: Elephant er en film om momenter, om isolation, og det er stærkt hvordan de her tre unge deler et øjeblik, uden at dele det. Last Days har ikke rigtig nogen præmis, ikke rigtig nogen pointe, så æstetikken kan ikke rigtig gøre så meget hverken fra eller til. Den kan bare få tiden til at gå, indtil Blake skal dø.
Her er det så også der sker noget meget mærkeligt, for Last Days er en unormalt lang film for Gus van Sant i den her periode. Hvordan kan det være, når der sker langt mindre? Men hvad der virker paradoksalt hænger faktisk ofte sammen: Når en instruktør ved præcis hvor hun vil hen, så kan det gøres med meget få ressourcer. Når hun ikke rigtig ved det, så kan man ofte få film der flagrer, dvæler, ikke rigtig er skåret ind til benet. For der er jo ikke noget ben. Eller jo, det er der jo, det er jo ‘dødstrilogien’, men det er ikke noget særlig konstruktivt ben. Vi ved Blake skal dø, men det kan vi jo ikke få en hel film til at gå med.
Der er i øvrigt også noget underligt over, at Gus van Sant pludselig blev så optaget af døden som konstant markør hos sine unge hovedpersoner. Oprindelig var han en del af New Queer Cinema, og rykkede grænser for sine portrætter af unge hustlere i Mala Noche og My Own Private Idaho. Samtidig er der også en ret typisk kritik af queer-kunst, at de stakkels ikke-hetero-normative karakterer altid skal lide så meget, og gerne dø ret pludseligt. Selvom de to ting sjældent hænger sammen, spekuleres det alligevel i at det skal føles som om de skal ‘straffes’ for at gå udenfor normerne. Her er der noget ret sjovt med Gus van Sant, for hans queer karakterer led også ret meget i hans film, og levede dermed op til gængse normer, men så rykkede han lidt væk fra at skildre queer karakterer, men de fortsatte ufortrødent med at lide. Det er en fascinerende udvikling, omend van Sants dødsfiksering snart skulle slå over i komplet sødsuppe spiritualisme.
Der var vi ikke endnu. Vi ser Blakes sjæl kravle væk til sidst i filmen, men det er et af filmens bedste øjeblikke. Og der er stadigvæk nogle glimrende øjeblikke, bedst når Blake får sat sig ned ved sine instrumenter, og improviserer en rock-loop-sang, mens kameraet langsomt trækker sig væk. Her føles filmen intens. Grundlæggende, så er Last Days bare godt gammeldags fejlslagen. Gode intentioner, gode idéer, gode billeder, men ikke nok, ikke samlet sammen, intet går op i en højere enhed. Og selvom det langt fra er van Sants dårligste film, så er det et faresignal, og en markering af, at, altså… Han har bare nogen gange svært ved helt at finde ud af hvad han vil med ting.