Dagens DOX-tekst er en lille smule indforstået. Jeg har i år, udover at skrive den her blog-dækning, også lavet et par introducerende tekster til Politiken, og i den ene af dem har jeg introduceret nye tendenser i kinesisk dokumentarisme, som jeg foreslår at samle under termen Generation E*. Den slags idéer føler jeg at man er nødt til at følge op på, så jeg har kastet et blik på mere eller mindre kinesiske film, for at se om de passer ind i mit skema.
* Tak i øvrigt til Politiken for at bringe en så nørdet tekst, lol
Parkland of Decay and Fantasy
(Chenliang Zhu, China)
Lad os starte med der hvor det virkelig fungerer. For selvom Chenliang Zhus film på dansk handler om Forfald og Fantasi, og dermed passer bedre ind i en evt Generation F, så er den stadigvæk vidunderligt legesyg og eksperimenterende, på en måde der minder mig om en del andre små kinesiske film jeg har set. Faktisk fik jeg først idéen om en Generation E, da jeg var på Berlin-festivalen i 2019, hvor jeg så nogle bitte små kinesiske film, der var ulig noget andet jeg havde set fra den kant. Det var dokumentarer, ja vist, men de var ikke verité som stilen ellers har været hos Wang Bing og Zhao Liang og den slags. I stedet var det som om de var klippe-klistret sammen af småstykker; af arkivmateriale, af animation, af poetiske og enigmatiske billeder, og af forskellige tekster – Lei Leis Breathless Animals var det bedste eksempel. Det var ret så særligt, men var samtidig også så småt, at jeg tvivlede på det nogen sinde ville blive relevant i en dansk kontekst. Så hurra for Chenliang Zhu!
Parkland of Decay and Fantasy kunne nærmest være et motto for de her bitte små film. Først og fremmest er de forlystelsesparker, film der lever af opfindsomhed og innovative idéer, men som samtidig rent tematisk dels stadigvæk er optaget af kinesiske problemer, dels forsøger at imødegå den mere og mere lukkede kinesiske verden ved at holde fantasien om noget andet i live. Fantasi bliver i sig selv en modstands-kamp. Parkland of Decay and Fantasy folder det ekstremt flot ud, i en fortælling om en forladt kinesisk forlystelsespark, hvor mere end ét menneske måske har mistet livet i ulykker der ikke burde være fundet sted, men som nu er blevet indtaget af en række kunstnere, der bruger de mærkelige rum i parken til egne kunstneriske formål, alt imens arbejdere egentlig også burde tage og få revet det hele ned.
Chenliang Zhus film er først og fremmest så vidunderligt fortalt, på selvsamme klippeklistre måde. Åbningsscenen, hvor to influencere forsøger at finde parken for at optage content til SoMe, er f.eks fortalt via mobiltelefon-screens, så vi ser GPS-billeder, kort over området, fotografier af parken, imens vi hører parret skændes på lydsporet, og så derefter ser vi lidt streamet content, hvor fotografen først livestreamer til sit publikum, derefter glemmer at slukke telefonen, så fansene stadig kan følge med når paraderne er nede. Det er vildt underholdende og opfindsomt, og har formentlig også været virkelig billigt at lave. Det er så langt fra Wang Bings metode man nærmest kan komme, og det føles virkelig som det logiske næste skridt for kinesisk dokumentarisme.
Zhu fortsætter med at blande genrer og fortællinger på vidunderlig vis. Vi møder en del personer fra parken, og hører også dele af den lydkunst der skabes af kunstnerne. Men vi ser også arbejdere, og et afsnit handler om gæs der opdrættes i parken, hvor bl.a. der er blevet spændt et kamera fast på en gås så vi ser verden fra den vinkel. Andre gange leges der med computereffekter, eller vi er med i redigeringsstudiet, og Zhu træder også selv ind foran kameraet i scener der virker lige så mærkværdigt opstillede som de influencer-sekvenser vi så til at starte med. Der leges med virkeligheden, der leges med æstetikken, der leges med alt, og det er en fryd at følge med i.
Det tager ikke væk fra, at der er en klangbund af seriøsitet under filmen. Der er for meget i Kina der ender tomt og forladt, hvilket selvfølgelig er ekstra tydeligt nu hvor bygge-boblen lader til at blive punkteret. I periferien af al legen aner man fortællinger om undertrykkelse og ligegyldighed overfor de arbejdere, som ellers burde være dem det kommunistiske regime var til for. Der går en lige linje fra forfalds-filmene fra Generation D som Tie Xi Qu eller Disorder og til Chenliang Zhus skildring af forfaldet som forlystelse. Det er en debutfilm, som virkelig føles helt rigtigt.
I’m So Sorry
(Zhao Liang, Hong Kong/Holland/Frankrig)
Mindre rigtig føles I’m So Sorry af den store dokumentarist Zhao Liang desværre. Det var ellers særligt ham min artikel om kinesisk dokumentarisme kredsede om, og jeg kaldte hans film for en af de mest spændende på årets festival. Det står jeg ved, jeg var virkelig spændt på hans første film siden storværket Behemoth fra 2015. Men resultatet er under vanlig standard. Hvilket ikke gør det til en dårlig film, men når man har instrueret film som Petition og Behemoth, så er det lidt skuffende.
For hurtigt at opsummere min artikel, så var Zhao Liang den første store Generation D instruktør, der forlod stilen for at finde noget nyt. Hans Petition (2009) er en af de store kinesiske dokumentarfilm, et portræt af uretfærdighed og undertrykkelse, optaget over tolv år i en slum-landsby hvor borgere flyttede ind mens de forsøgte at aflevere protester over lokale uretfærdigheder, en proces der kunne tage årtier. Den film var optaget cinema verité-style på low-res digitale kameraer, ligesom det meste andet Generation D. Men med Behemoth bevægede Zhao sig over i retning af videokunsten, med et visuelt eksperimenterende og strukturelt spidsfindigt portræt af hvor meget kinesisk minedrift ødelagde for lokalbefolkningen.
I’m So Sorry er en ret logisk videreudvikling. Denne gang handler det om atomkraft, der er stadig poetiske og metaforiske elementer, og Zhao har endnu engang skruet op for ambitionerne, så nu er filmen optaget over hele verden. Vi ser eftervirkningerne fra katastrofer som Tjernobyl og Fukushima, ligesom vi ser de forladte radioaktive områder. Men vi ser også bare kraftværker i Tyskland, eller affalds-depoter i Finland, for filmen er ikke bare et portræt af katastrofer, men af radioaktivitet generelt. Det er ret flot, og det dokumenterer fint sit emne. Der mangler bare noget form.
Behemoth var inspireret af Dante, men fulgte råstofferne fra de blev gravet op fra jordens dyb, og til de blev en del af den kinesiske drøm, der så på typisk forfaldsvis mere lignede et mareridt. Det var opfindsomt og godt fundet på. Jeg kan ikke finde strukturen i I’m So Sorry, det ligner bare en rundtur til radioaktive områder, hvor der ikke bygges op til noget, hvorfor det aldrig rigtig bliver godt. Der er stadig de abstrakte billeder: Hvor i Behemoth en mand lå nøgen i naturen, så går der nu en art japansk spøgelse gennem mange af billederne, men det var ikke den nøgne mand der var det bedste ved Behemoth. Han var en del af et hele, hvor samspillet mellem abstrakte sekvenser, dokumentariske optagelser fra den hensynsløse og farlige industri, og den stramme struktur, til sammen lavede en stærk film. Hvis der bare er abstrakte sekvenser drysset ud mellem det dokumentariske, så kommer det til at virke lidt meningsløst, og dermed også lidt prætentiøst.
I’m So Sorry halter. Der er nogle af de ting som Generation E arbejder med, der kan kamme over, og en film som I’m So Sorry ville næsten have været stærkere hvis den bare havde været typisk og gammeldags dokumentar. Ser frem til hvad Zhao Liang laver næste gang, men han skal passe på han ikke bliver overhalet indenom af den nye generation.
What About China?
(Trinh Minh-ha, USA/Kina)
Der er kun to langfilm af kinesiske instruktører på årets festival, men der er flere film om Kina, og Trinh Minh-has What About China? er dels ganske særlig, dels understreger den også, at den kinesiske Generation E ikke er de eneste der har fået idéen om at klippe-klistre dokumentar-film sammen ud fra forskellige kilder. Det er set før, og man kan sagtens tænke sig at Trinh Minh-has film har været inspirationskilde.
Trinh Minh-ha er født i Hanoi i 1952, men hun emigrerede til USA i 1970. Hendes mest kendte film er vidst Surname Viet Given Name Nam fra 1989. Hendes første film hed Reassemblage, og det er nok en klogere beskrivelse af metoden end ‘klippe-klistre’, som jeg ellers har brugt – ‘assemblage’ smager i Deleuze i min mund, og det sætter jeg altid pris på. Hun har taget fundet materiale og stykket det sammen til storfilm, og i alt hvad jeg har set har det været en stor pointe, at hun gør det på afstand. Det er ikke flue på væggen, hun laver film om Vietnam fra sit eksil, hun har lavet film om Senegal som en besøgende, og nu har hun lavet en 135 minutter lang film om Kina.
Materialet er denne gang først og fremmest en masse optagelser, som Trinh Minh-ha lavede i Kina i halvfemserne. Hun siger det er 1993, samme år som den sjette generation bragte independent-filmen tilbage til Kina, som for at understrege kontinuiteten i det hun laver. Oveni det filmiske materiale fra 1993 er der oplæsninger på lydsporet, såvel som Trinh Minh-has egne betragtninger om før og nu, ligesom der filmes en god del gamle kinesiske malerier der også diskuteres. Og så er der en lind strøm af kinesisk folkemusik. Resultatet er en film, der på én gang er dybt forankret i 1993, men som på den anden side hele tiden flækkes af tidløs kunst, samt betragtninger fra 2022.
Jeg har et kæmpe problem med Trinh Minh-ha, og det er at jeg har svært ved at holde koncentrationen til lange monologer på film, og der er altid virkelig mange, og ganske komplekse monologer i hendes film, fyldt med aforismer og abstrakte pointer. Jeg misser rigtig meget af dem, og jeg kan på ingen måde kalde mig selv ekspert i hendes film. Først og fremmest holder jeg af den legende tone i What About China?, der også er fyldt med redigerings-tricks, der er som taget ud af en cd-rom fra 1993. Til tider er det vidunderlig muntert, som når der tales om hvordan man i et ritual rejser ind i en anden verden, hvorefter billedet folder sig ind i sig selv som var det et digitalt leksikon. Der er også en vidunderlig bevægelighed i de her billeder, de er filmet håndholdt, og klippet sammen så der gerne køres frem og tilbage og på tværs. Selvom voiceoveren kan virke tung og prætentiøs, så skal man ikke tage fejl af at What About China? også er lavet med en legesyg vilje til at overrumple og rive med.
Trinh Minh-ha rejste som nævnt til USA, hvor hun nu underviser på Berkeley. Og USA går også igen i den legesyge kinesiske klippe-klistre bølge, både Lei Lei og Chenliang Zhu er uddannet i Amerika. Det er film lavet på afstand, lavet med arkivmateriale, der gerne kommenterer på tidligere generationer, og som har et skær af eksil over sig. Det er film som jeg burde dykke ned i Trinh Minh-has omfattende produktion af også teoretiske skrifter for at blive bedre til at forstå. Men i første omgang er jeg glad for at årets DOX gjorde mig den del klogere på nogle idéer jeg har gået med i årevis.
Parkland of Decay and Fantasy
29/3 18:45 Cinemateket
31/3 16:45 Cinemateket
I’m So Sorry
31/3 21:30 Cinemateket
What About China?
31/3 12:30 Cinemateket