DOXblog-22 #6 – Forskere på film

CPH:DOX har ‘Science’ som ét af tre store temaer de arbejder med, sammen med ‘Art’ og ‘Society’. Kunst og samfund, det fungerer nærmest som de to poler dokumentar-filmen arbejder inden for: Semi-journalistisk reportage eller kunstnerisk fortolking. Men hvordan fylder Science, Videnskab så meget?

Tja, der er hele to film om forskere i årets DOX-Award konkurrence, så den bedste måde at sætte sig ind i det er da at skrive en tema-artikel eller to.

Into the Ice

(Lars Ostenfeld, Danmark/Tyskland)

Lars Ostenfelds Into the Ice var årets åbningsfilm på festivalen, og fra den storslåede åbningsscene af er det ikke svært at forstå. Her svæver en helikopter hen over et gigantisk hul i den grønlandske indlandsis, og vi hører Ostenfeld fortælle: Der har jeg tænkt mig at jeg skal ned! Det er noget af det videnskaben kan. Episke opdagelser, muligheden for at se noget ingen andre har set. Her forstår man godt at der vil være en produktiv kobling mellem dokumentar og videnskab. Desværre er der en anden ting ved videnskab, som går lidt ud over kunsten. Den er uforudsigelig. Det kræver ekstremt meget forberedelse, og alligevel går det ikke altid sådan som man gerne vil have det.

Ostenfeld følger forskere, der undersøger indlandsisen, særligt for at gøre os klogere på klimaforandringerne. Afhængigt af hvor meget og hvor hurtigt indlandsisen vil smelte, så vil vandstanden i havet også stige mere eller mindre, men fordi vi ikke har nogen specielt god forståelse for hvordan indlandsisen overhovedet fungerer, så er vurderingerne af havstigningerne ganske usikre. Det gør at filmens billeder er ladet med mening, hvilket Ostenfeld er god til at forklare. Hvis isen gør sådan her, så er det meget godt, fyger den i stedet sådan her, så er det tæt på verdens undergang. Det er semantik: Film-billeder er ikke bare visuelle, de fungerer også fordi de bliver ladet med mening og betydning, og videnskaben er med sin sans for detaljer og tolkninger tydeligvis god til at tilføre billeder mening.

Men billeder er nogle gange også bare visuelle. Det ses med de gigantiske huller, der er og bliver filmens store clou. I virkeligheden er det en ganske lille detalje der skal undersøges: Forskerne skal ned på bunden og bore, for de skal vide om der er flydende vand under et lag is, eller om det er helt frosset til. Men dramaet er selvfølgelig de storslåede billeder af hvad der nærmest er en iskatedral, som forskerne klatrer ned i. Det er eminent flotte billeder, og selvom de i virkeligheden er komplet meningstomme for forskerne, der intet undersøger om væggene, så er de selvfølgeligt så sublime, at de fortæller os alt om hvor stor verden er, og hvor meget vi bør passe på den. Ikke alt behøves at lades med mening, vi kan også godt tænke selv.

Der opstår dog et lille problem ved Ostenfelds film. Det er nemlig ikke sikkert at rejse ned i hullerne, hvis der er så varmt, at der falder stykker af is ned i bunden. Og der er vi så uheldige, at forholdene meget af tiden er for usikre til at kameramanden må komme med ned. Forskerne filmer derfor en del, men billederne er helt ærligt flottere når der kommer en rigtig fotograf med. Det gør filmen lidt ujævn, for der er simpelthen ikke så meget stort materiale som der kunne være, og selvom der så bliver fyldt fint ud med andre scener, så ville det da have været federe hvis der var flere af de flotte billeder fra hullerne. Men sådan er det med videnskab. Det går ikke altid som planlagt. Til tider går det endda rigtig tragisk. Det er også tilfældet i flere af festivalens film.

Fire of Love

(Sara Dosa, Canada/USA)

Vi får allerede tidligt at vide i Sara Dosas Fire of Love, at de to hovedpersoner, vulkanologerne Katia og Maurice Krafft, døde under et udbrud. De to forskere viede deres liv til at filme og fotografere vulkaner helt tæt på, og efter tyve år var uheldet ude, og de døde sammen med 39 andre i 1991 under et udbrud i Japan. Det er der heldigvis ikke billeder af. Men fordi parret filmede i tyve år, så har Fire of Love overhovedet ikke det problem som Into the Ice har. Det er et overflødighedshorn af storslåede billeder, som er blevet en af favoritterne til årets festival. Jeg kan ikke helt se den som DOX-Award vinder, men det er en medrivende film.

Fire of Love er ikke kun en stærk film fordi materialet er stærkt, men også fordi Sara Dosa vælger at iscenesætte det på ganske medrivende vis. Og det skal altså siges, det er virkelig iscenesat det her. Der sker tydeligvis nogle ting i disse år med hvad man kan gøre med gammelt materiale, og Fire of Love skriver sig ind i en bølge der også inkluderer musikfilm som Peter Jacksons Get Back, Quetsloves Summer of Soul og Amazing Grace om Aretha Franklin, samt i den meget kunstneriske ende Sergej Loznitsas The Trial og State Funeral. Det er alle sammen film hvor man nærmest ikke kan tro hvad man ser og hører. Og meget af den effekt kommer altså, fordi branchen er blevet langt bedre til at få gammelt materiale til at se godt ud igen.

Jeg tror altså også store dele af Fire of Love er rekonstrueret, for jeg kan f.eks stort set aldrig se nogen optage lyd, og alligevel er der et fabelagtigt medrivende lydunivers, som også ud fra rulleteksterne ser ud til at være optaget for nylig. Det er også utroligt flotte og ikke mindst skarpe billeder, i forhold til hvordan de optaget, så Fire of Love siger nok også noget om hvad man kan med moderne teknik.

Der har jo været en del snak om hvad man må i dokumentar-film efter Kandis for Livet, og jeg er helt klart på hold med at man må stort set alt. Jeg gør bare opmærksom på, at Fire of Love i høj grad er en teknisk triumf. Og det plejer ikke at være tekniske triumfer der vinder DOX-Award. Filmen åbnede Sundance-festivalen, distribueres af National Geographic, har speak af Miranda July, og kurs direkte mod Oscar. Og DOX plejer helt ærligt bare at give prisen til noget andet. Det er også en meget amerikansk film, meget narrativ, og i øvrigt gerne fortalt med ret corny animation her og der. Det er ikke fordi det ikke fungerer, jeg undrer mig bare over hvorfor man bruger noget som helst andet end det fantastiske filmiske materiale, som Krafft-parret optog.

For det materiale er altså helt vildt godt, og Dosa forløser det generelt på fornem vis. Restaurering, lyddesign, men dælme også klipning og manus! Åbningsscenen er f.eks helt ordløs, og er bare et lille mini-drama om at deres bil går i stå, men det hiver os ind i fortællingen med det samme. Andre gange vises der flere klip af samme bevægelse, for at understrege at parret altså godt vidste de ikke bare kunne stille et kamera op og trykke på en knap, men at de var nødt til at lave film hvis de skulle brede deres viden om vulkaner ud. Og man lærer vitterligt også om vulkaner af den her film, netop fordi filmen er så medrivende og opslugende. Fire of Love beviser ikke bare hvor meget videnskab kan give filmen, men er i høj grad en film om hvor meget film kan give videnskaben.

Light Upon Light

(Christian Suhr, Egypten/Danmark)

Men hvad så med humanvidenskaberne? Har de også noget at byde ind med? Det giver visuel antropolog Christian Suhrs Light Upon Light et facetteret svar på. Hans antropologiske undersøgelse af lysets religiøse betydning i Egypten rammer en ret særlig humanvidenskabelig tone. Den der tone, hvor man virkelig skal sige tingene meget præcist, og det derfor bliver lidt dækket ind og med rigtig mange forbehold. Det pudsige er så, at den tone viser sig at have en egen visuel styrke, egentlig.

Hvad betyder lys i forhold til Islam? Det burde være et godt emne at undersøge på film, for som Suhr siger, så elsker kameraet lys. Der er bare det, at dem han interviewer insisterer på ikke at gøre det for letkøbt og metaforisk. Den ene siger fra start af, at der ikke er så meget i det. Lyset er Muhammed, og så er der egentlig ikke mere at snakke om. Materialet stritter lidt imod. I Into the Ice bliver billederne stærke, for de bliver til tegn på noget særligt. Men lyset er ikke et tegn på Muhammed, det er Muhammed, og det kan ikke vises rent filmisk. Det er noget man på mystisk vis forstår. Og så er Suhr vel egentlig lige vidt…

I stedet anlægger han en høfligt observerende tilgang til de religiøse ritualer han filmer, men det bliver også virkelig flot. Kameraet forsøger ikke at overskride en grænse og formidle det mystiske, det observerer bare folk have en mystisk oplevelse, og det er virkelig også stærkt. I interviewsne holder de fleste også fast i deres skeptiske indstilling til projektet, hvilket burde være en svaghed, men i stedet kommer til at virke som om kortene er lagt på bordet. Det er virkelig en pudsig filmisk oplevelse. Som så alligevel bliver ekstremt stærk til sidst, på måder jeg ikke skal afsløre her.

Men det afsluttende klip er igen ret magisk. Her sidder Suhr i Danmark med en af hans egyptiske venner, og der spørges lige ind til det en sidste gang. Suhr spiller den kendte salme Se nu stiger solen af havets skød, og forklarer hvordan lyset fungerer i religiøs forstand i den. Er det noget af det samme i Islam? Men svaret forbliver mystisk, og så klippes der meget brat til rulleteksterne. Det er ikke alt man kan forstå med et kamera. Men selvom lysets ‘sande’ mystiske betydning forbliver utilgængeligt for os, så er der kommet en ret fin film ud af det. En gang imellem er der også værdi i de eksperimenter der slår fejl.


Into the Ice
30/3 16:30 Grand
30/3 19:15 Empire
1/4 21:30 Grand
3/4 14:45 Empire

Fire of Love
29/3 16:30 Grand
30/3 12:00 Empire
31/3 18:30 Big Bio Nordhavn
3/4 19:30 Empire

Light Upon Light
29/3 17:30 Urban 13
31/3 15:45 Dagmar
3/4 16:15 Cinemateket