Okay, så i går skrev jeg om forskere på film, og hvordan videnskab fungerede som emne for dokumentarfilm. Men hvad hvis man ser på det fra en anden vinkel? Hvad med film der forsøger at fungere som forskning, film der vil være videnskab? Hvilken slags film resulterer det i?
Der er igen ikke andet at gøre, end at kaste sig ud i en temartikel om det.
Afterwater
(Dane Komljen, Serbien/Tyskland/Spanien)
Jeg fik idéen til dette emne, da jeg så Dane Komljens Afterwater på dette års Berlinale. Den sætter nemlig ret explicit sig selv op som et stykke forskning. Eller, i hvert fald imiterer den forskning i sin filmiske metode. Det handler om ‘limnologi’, eller forskningen i søer og vandløb. Filmen starter med at følge et ungt par der studerer limnologi, og på et tidspunkt læser den ene hvordan det er et produktivt forskningsfelt, fordi indre vandløb er lukkede og kontrollerede systemer, og man derfor kan gå særskilt analytisk til værks. Hvad nu hvis man lavede en film, der fungerede på samme måde?
Det er så det Komljen har gjort med Afterwater. Den består af tre afsnit, der på samme måde er kontrollerede, så nogle ting går igen, mens andre varieres. Vi følger først de to studerende, en kvinde og en mand, mens de rejser ind i naturen for selv at studere en sø. Her ligger de i telt, læser, bader. Pludselig dukker der en tredje mand op, og måden de opfører sig på bliver gradvist mere rituel. Herefter går anden del i gang, hvor to unge mænd og en kvinde bevæger sig rundt ved en sø, denne gang en del mere sydpå, alt imens der på lydsporet læses op fra gamle poetiske værker. Og endelig er der en tredje sekvens, hvor nu to kvinder og en mand (!) er ved en sø, men denne gang er der ingen oplæsning eller bare skyggen af et plot, men i stedet tre dansere, hvis bevægelser er rendyrket kunst.
Det er altså tre gange de samme ingredienser, men gradvist mere og mere stiliseret. Materialet skifter også, fra glatte billeder i første del, som man ikke tænker på hvor kommer fra, over anden del, der har den typiske ‘grit’ som kommer fra f.eks 16mm film, og til tredje del, der synes optaget på enten videobånd eller med gamle digitale kameraer, og hvor materialet påvirker billedet så meget, at det også her er reduceret til ren æstetik. Der klippes også dokumentariske klip ind i tredje del, af søer hvor alger gør det komplet umuligt at se noget, og til vandet på et atomkraftværk, der vel egentlig også teknisk set ligger inden for limnologiens emnefelt? I så fald er det et endepunkt, hvor en faktor, atommaterialet, er så betydende at der reelt ikke er andet i vandet. Hvad mon ville være det tilsvarende i en filmisk kontekst?
Afterwater er en ekstremt gennemført eksperimentalfilm. Den sætter sin præmis op fra start, ligesom videnskaben også først opstiller hypoteser, og så derefter udfører eksperimenter for at se om de holder. Afterwater gennemfører sin hypotese så strengt, at det er en ret krævende oplevelse, og der er så mange ting der gentages og varieres – nu bader karakterne, nu vandrer de rundt i nærheden, nu danser de – og en mosaik af citater, at den kræver mere end et gennemsyn. Forhåbentlig kommer den på DOX-streaming, og gerne på MUBI bagefter. For det er også en af de klart mest fascinerende film jeg har set i år.
Nattens ende
(David Adler, Danmark/Frankrig)
Nattens ende vandt i efteråret hovedprisen på CPH:PIX, hvor den blev bedømt som kunstværk. Jeg fik ikke set den dengang, da det kan være ret besværligt at komme til at se VR-værker, særligt når de kun bliver vist i en kort festival-periode. Men nu er chancen der igen, da værket er blevet stillet op på Dansk Jødisk Museum, hvor det skal være en del af en større udstilling. Det er dermed også blevet både kunst og historisk formidling på samme tid, hvilket vel også er lidt forskningsagtigt.
Når Dansk Jødisk Museum åbner til sommer kommer der til at være tre spor. Det ene vil handle om Danmark som Porten Til Europa, den anden vil handle om eksil og flugt, og som det tredje vil Nattens Ende blive vist i et rum for sig selv, hvor tre biografpladser, udformet som robåde, er stillet op for at gøre oplevelsen endnu mere opslugende. Museet er ligesom det Jødiske Museum i Berlin designet af Daniel Liebeskind, og begge steder følger man to forskellige akser, i Danmark altså ‘ankomst’ og ‘eksil’ aksen, som for at understrege hvor meget den jødiske historie har handlet om tvungen bevægelse og forandring. Det er en sammenblanding af kuratering og arkitektur, hvor nu også et VR-værk kommer til at stå som tredje ben.
Og hvordan fungerer Nattens ende så i den kontekst? Ret så fascinerende. Vi sidder i en robåd med Jens Jørn Spottag, mens han mindes flugten fra tyskerne. Hurtigt begynder båden at sejle igennem en verden af minder, hvor vi ror gennem Københavns gader, op i luften og ind i en lejlighed, og ud af byen, mens vi følger Josef og Sarah, der forsøger at komme til Sverige. Det er en effektiv fortælling i sig selv, men clouet er selvfølgelig den virtuelle verden vi bevæger os i, og hvordan det formidler emnet. Og her spiller det virtuelle virkelig en stor rolle, på en måde der kommer til at blive forsket mere i fremover.
Fra start af fik jeg at vide, at det altså var et kunstnerisk valg, at det flimrer en del. Og det kan man også se af traileren ovenover, så det er ikke noget kunstnerne bag forsøger at skjule. Men det er godt nok bemærkelsesværdigt. Det er en digital verden vi rejser i, hvor intet har materialitet, hvor alt opløses og genskabes på pixel-vis, og hvor flader bevæger sig rundt i rummets vektorer. Hvordan fungerer det som billede på hukommelse?
Nattens ende leger selv med materialitet, som når den ældre Josef rækker ud og forsøger at røre ved et flagrende lagen oppe i luften, eller når han snakker om hvordan vinden føltes i ansigtet, men tingenes virtualitet er en af de mest kraftfulde dele af værket. Det er utydelige minder, minder der er så gamle at visse detaljer er udvisket, minder af noget som ikke kan genskabes. Det er en pointe ved Liebeskinds mindes-arkitektur, at han inkluderer tomme rum i bygningerne, for at understrege hvor meget der er gået tabt på grund af pogromer og folkemord. Man kan ikke få det hele med, det er forbrydelser som ikke bare kan gøres godt igen. Samme følelse får man af Nattens ende, netop fordi verden også er tom og flad og ikke rigtig som en fuldstændig genskabelse.
Jeg forstår ikke helt hvorfor værket hedder Nattens ende, for den beskriver en nat som netop aldrig blev slut. Det blev ikke bare pludselig lyst, og så var alt godt igen. Traumerne fortsatte, og forplantede sig i både fremtid og fortid. Måske det er ironisk. I hvert fald er det et stærkt værk, der har fundet en helt perfekt kontekst på Det Jødiske Museum. Mit største problem med VR er næsten hvordan i alverden det skal fungere i praksis, når det kræver så meget udstyr per seer, men det giver virkelig mening som filmisk eksperimenterende del af et museumsrum.
The Invisible Mountain
(Ben Russell, USA)
‘What is a mountain?’ ‘… Is that a real question?’ Sådan lyder en fantastisk ordveksling i Ben Russels stærke The Invisible Mountain, og den peger også på hvordan film fungerer anderledes som forskningsmetode. For Ben Russells film virker virkelig som om den forsker i den slags besynderlige spørgsmål som ‘hvad er et bjerg?’ ‘hvad er lyd?’ ‘hvad er natur?’, som ikke rigtig giver mening at stille videnskaben – de har teknisk set allerede svaret – men som det stadig kan være virkelig svært at forstå. Et bjerg er en højderyg bestående af bjergarter, der er minimum 200 meter højt, jo jo. Men altså, hvad er et bjerg?
Ben Russell er en af de faste DOX-folk. Han har vundet NEW:VISION konkurrencen to gange, med Trypps serien i 2009, samt med A Spell To Ward Off the Darkness, som han lavede sammen med Ben Rivers, i 2013, og i 2018 blev hans Good Luck også vist på festivalen. Han har efterhånden en genkendelig måde at arbejde på, og særligt hvis man har set A Spell To Ward Off the Darkness er der elementer man kan genkende. Igen er det en blanding af scener med en mand der vandrer rundt i naturen, plus koncertoptagelser af meget støjende musik. Men hvor A Spell To Ward Off the Darkness var en rejse gennem naturen med en black metal koncert som endepunkt, så er The Invisible Mountain fortællingen om en lydmand, der rejser rundt i naturen mod… Ja mod hvad?
Jeg kan kun anbefale at læse Sebastian Cordes’ interview i Politiken med Ben Russell, det er langt mere indsigtsfulgt om filmen end jeg kan være. Jeg vil bare tilføje min egen fascination over den måde Russell strukturerer sine film. De føles vitterligt ofte som en søgen efter noget, og det skyldes i høj grad deres struktur. A Spell To Ward Off The Darkness var en rejse med så særlig en slutning, at black metal kom til at føles som meningen med livet, og Good Luck havde en særlig dobbelt struktur, hvor man ikke kunne lade være med at finde sammenhænge mellem scenerne fra Serbien og Surinam. Hans tålmod og evne til at skabe payoff er ret uovertruffent. Ligeså med The Invisible Mountain. Det er i lange stræk en rejse uden mål og mening – der er jo intet usynligt bjerg – og filmen giver sig god tid undervejs. Men så den sidste del er fuldstændig eminent forløst, og leger ligesom Nattens ende endda med den digitale sfære som tegn på bevidsthedsudvidelse.
Jeg er ikke sikker på man som sådan bliver klogere på hvad et bjerg sådan videnskabelig set er. Men man får som altid filmisk indsigt i en del af verden, som måske er virkelig, måske svinger et sted mellem det indbildte og det ægte. The Invisible Mountain er måske ikke helt så meget en milepæl som A Spell To Ward Off the Darkness, men det er en af dem man også skal skynde sig at se, hvis den lige som meget andet af Ben Russell skulle dukke op på MUBI.
Afterwater
31/3 21:15 Cinemateket
Nattens Ende
Kan ses på Dansk Jødisk Museum frem til 3/4, og forhåbentlig igen til sommer
The Invisible Mountain
Har ikke flere visninger på årets DOX.