Smagen af Rust og Ben

Palmesøndag del 131
(De Rouille et d’Os, Jacques Audiard, Frankrig
Cannes 2012)

Som de fleste auteurs har Jacques Audiard nogle karaktertyper han godt kan lide at fokusere på. Man skal ikke have set mange Audiard-film for at genkende Ali, den halv-unge rod spillet af Matthias Schoenaerts. Småkriminel, rodløs, fascineret af vold, og virkelig god til at bruge vold, men egentlig ikke hvad man ville kalde for voldelig. Det er den samme type som Malik i Profeten eller Dheepan i Dheepan. De optræder også i Det Slag Mit Hjerte Slog Over og helt tilbage fra debuten See How They Fall. Lidt mindre udbredt er kvinder som Stéphanie, spillet af Marion Cotillard. Men de er der. Kvinder defineret ved deres handicap, sådan er også Carla, spillet af Emanuelle Devos i Blodrøde Læber, hvis engelske titel Read My Lips lidt tydeligere antyder at Carla er døv og god til mundaflæsning. Den danske titel er tilgængelig mere drabelig. Og det plejer jo også at passe til Audiards ganske genre-agtige film, men her er Smagen af Rust og Ben dog anderledes. Det er et rendyrket karakter-portræt, som en ægte auteur-film stopper den op, dropper at have et krimi-plot, men analyserer i stedet de karakterer som Audiard er så fascineret af. Jeg ved bare ikke helt om det den siger er så interessant. Men så gør den andre, mere typiske Audiard-ting, der som sædvanlig er ret gode.

Ali ankommer til Antibe uden så mange planer, men med sin søn Sam på slæb. Han arbejder i diverse vagt-funktioner, og interesserer sig virkelig meget for Mixed Martial Arts, den mest gennemført voldelige kampsport der findes. En nat, mens han arbejder som bouncer på en natklub, hjælper han den unge Stéphanie med at komme hjem efter hun har været indblandet i et slagsmål. Stéphanie arbejder i en marine-park, og kort tid efter får hun bidt benene af af en spækhugger. De to, altså Stéphanie og Ali, spækhuggeren er ikke involveret længere, begynder at se hinanden efter ulykken, og en art forhold opstår mellem dem. Men Alis situation er prekær, og efter han har været indblandet i en overvågnings-ting der resulterer i at hans søster bliver fyret, bliver han smidt ud fra deres lejlighed, og rejser nordpå op til kulden igen, uden at sige noget til Stéphanie.

Det er her pointen kommer, og med en advarsel om spoilere, så vil jeg diskutere hvorfor jeg finder den ret så frustrerende, på en ganske typisk Audiard’sk måde. Ali får besøg af Sam, og sammen leger de i sne og på is, og pludselig falder Sam igennem isen og er ved at drukne. Men Ali får ham reddet ved at tæve løs på isen indtil han får hul igennem og kan fiske ham op. Det betyder bare, at Ali har smadret sine hænder, hvilket altid vil kunne mærkes når han slås. Hvad er det helt præcist der sker her? Stéphanie mistede sine ben, og nu har Ali mistet noget i sine hænder, og derfor… Derudover er det et emotionelt klimaks, Ali har hidtil ikke rigtig kunnet tage sig af Sam, men da det kommer til stykket ofrer han sine hænder for at redde sin søn, så deraf kan vi slutte, at… Jeg forstår det faktisk ikke helt. Problemet er igen lidt det jeg kalder for Godfather problemet, at Alis problemer sådan set ikke bliver løst, men at han får et moralsk gennembrud, og så falder tingene derefter på plads. Ali ofrer sine hænder for at redde sin søn, og pludselig er han i stand til at tage sig af ham, og han kan genforenes med Stéphanie. Men… Hvorfor skulle han blive en bedre far af at få smadret sine hænder? Og hvorfor skulle det gøre ham bedre i stand til at binde sig til en enkelt kvinde, at det nu gør mere ondt når han slår?

Jeg vil sige, at det sker fordi Audiard fokuserer på den forkerte person. For det bedste i Smagen af Rust og Ben handler ikke om Ali, men om Stéphanie. Alt hvad der har med spækhuggere at gøre er dejligt. Den store scene, der ender med at Stéphanie angribes og falder i vandet, er indtil da en fremragende opførsel af en helt bizar ikonografi. De små mennesker der får de store hvaler til at bevæge sig som de vil, hele det bizarre park-miljø, gæsterne, storskærmen, og en fantastisk brug af Rihanna. Det bliver en art rituel fejring af menneskets sejr over naturen, som så dog naturligvis omgøres idet Stéphanie får benene bidt af. Og derefter fordi hun ikke kan få Ali til at gøre som hun gerne vil. Det er helt ærligt den historie som interesserer mig, den unge kvinde der vil beherske volden og det dyriske. Her opstår de stærke billeder, også de manipulerede af Stéphanie uden ben. Når Ali bærer hende ned i havet, og hun derefter svømmer rundt, så nærmer vi os noget af det som også fascinererede mig ved Moonlight et par år senere.

Der er en ting som måske ofte bliver glemt ved Smagen af Rust og Ben, som har med den mærkværdige titel at gøre: Det er en filmatisering af to noveller, skrevet af den canadiske forfatter Craig Davidson. Der er faktisk mange af Audiards film, som er filmatiseringer. Så måske er det forkert at klandre ham for ikke at fokusere nok på kvinden – hun var faktisk en mand i den novelle filmen bygger på. Audiard er mere auteur af den gamle skole, han tager andres historier, men man kan altid se hans egne kvaliteter i dem. Således også i Smagen af Rust og Ben, hvor jeg også vil fremhæve hele brugen af Antibe som solbeskinnet mærkværdig verden. Jeg forstår ikke helt hvad scenen på isen skal betyde, men jeg mærker skiftet fra sol og strand til sne og is. Audiard kan det der med at skabe verdener, meget tydelige, åbenlyst fabelagtige verdener. Han er god til zoner. Mindre god til detaljer. Som med andre af de folk der blev opfattet som auteurs, Robert Aldrich eller Samuel Fuller, så er Audiards film fyldt med idéer og ikoner, som giver mig virkelig meget at tænke over. Det er bare det, at hans egne konklusioner, den måde han selv lader til at tænke over idéerne, nogengange giver mig mindre.

Fotocredit: Camera Film