Palmesøndag del 143
(Jean-Luc Godard, Frankrig
Cannes 1985)
Når Godard er inde i en stime, så arbejder han hurtigt. Hans anden mainstream-fase, 80-85, affødte fem film. Og den blev rundet af med to film samme år, først fik Hail Mary, en provokerende men også fascinerende spekuleren over hvad der ville ske hvis en jomfru blev gravid i firsernes Frankrig, premiere i franske biografer i januar hvorefter den var i konkurrence på Berlin festivalen. Og bare et par måneder efter, i maj, havde han en film klar til Cannes festivalen. Det er imponerende. Men. Det havde nu også været mere imponerende hvis Détective rent faktisk havde været god. Det er den ikke rigtig. Jeg elsker Godard, og selvom hans firserperiode ikke er min yndlingsperiode, så anbefaler jeg alligevel næsten det alt sammen. Men Détective… Jeg er helt ærlig glad for at han skiftede stil herefter.
I det mindste er det ret ligetil: Filmen handler om en detektiv. En tidligere hotel-detektiv. Han hedder Prospero, og efterforsker mordet på en fyrste, der blev skudt på sit værelse to år tidligere. Han har to assistenter, Arielle og Neveu (Jean-Pierre Léaud, legende, her ret ung og slapstick komisk). På hotellet befinder sig også en boksepromoter, Jim Fox Warner (sangeren Johnny Hallyday) og bokseren Tiger Jones, og en hel masse mennesker Jim skylder penge, herunder folk fra mafiaen. Så folk overvåger hinanden, filmer hinanden, truer hinanden, har affærer med hinanden, og så er det er hel masse mærkelige samtaler om alt mellem himmel og jord.
Som navnene Prospero og Arielle antyder, så er der også en eller anden forbindelse til Shakespeares stykke Stormen. Den gamle detektiv er en art magiker, måske ved hjælp af sit kamera, omend han nu ikke løser så meget som Prospero gør i stykket. Der er henvisninger til gamle film noir, Cocteaus vidunderlige Skønheden og Udyret, og tanker om pornofilm. Eftersom detektiverne overvåger folk med videokameraer bliver der snakket en del om det nye medie, og filmen er overraskende kritisk over for den her teknologi, taget i betragtning af at Godard et par år senere med Histoire(s) du Cinema ville lave et af video-teknologiens hovedværker. I det hele taget virker filmen først og fremmest kritisk. Ret nedladende. Ret frustreret. Men mest af alt bare ualmindeligt træt.
Noget af det mest forbløffende ved Godard: Selvom han har lavet helt absurd mange film, så har de næsten alle sammen noget helt særligt. Man kan, som med Venner, sige om hver enkelt: ‘Det er den der med…‘ Sauve qui Peut (la Vie) er den der med slow motion effekterne, Passion er den der med malerierne, Fornavn Carmen er den der der virkelig handler om klassisk musik. Det kan man ikke med Détective, selv dens Shakespeare-tema blev så uudfoldet, at Godard to år senere fulgte op med en King Lear, som dog så næsten havde endnu mindre med Shakespeare at gøre end den her. Og var det så bare det, for Godard er en fantastisk håndværker, så man skulle tro at selv metervare-Godard ville være værd at se. Og ja, der er mange sjove vinkler, interessante klip, flotte billeder, men Détective er helt enkelt tung at komme igennem. Med sine 108 minutter er det en af de længere film Godard har lavet, og eftersom så meget af den foregår på det her ene hotel bliver det en nærmest klaustrofobisk oplevelse. Kom nu, ske nu et eller andet, kom nu væk fra den her pseudo-dybe atmosfære hvor al ting bliver sagt mystisk og intet rigtigt fungerer. Der er næsten ingen luft i filmen, ingen plads til at tænke selv, hvilket så måske også er passende, eftersom jeg heller ikke kan finde så vanvittigt meget at tænke over.
Man kunne sige det var mindre Godard. Men mindre Godard betyder egentlig noget helt andet, for Godard har altid lavet et væld af andre projekter ved siden af hans ‘store’ biograffilm. Således var der faktisk en hel tredje film fra 1985, den timelange tv-dokumentar Soft and Hard, der vist bare består af at Godard og hans partner Anne-Marie Miéville diskuterer husarbejde? Den har jeg ikke set, men jeg har set en anden tv-film han lavede året efter, The Rise and Fall of a Small Film Company, som blev vist på CPH:PIX for et par år siden. Det er heller ikke ligefrem en film der sprudler af idéer, men dem der er bliver virkelig udforsket til bunds. I en central scene laver det lille filmselskab en åben audition, og i et utrolig langt klip vandrer håbefulde skuespillere ind foran kameraet, siger et par linjer, og går igen. Det varer læææænge, det er ret fjollet, men samtidig er det virkelig hypnotisk. Hvor mange måske ville se sådan noget tv-film som venstrehåndsarbejde, så var det for Godard snarere her han virkelig eksperimenterede med visuelle idéer. Optimalt set, så skulle de gerne blive ført tilbage til spillefilmene, men her det er ikke rigtig noget som præger Détective.
Godard skiftede holdning til videokameraer. I 1988 udkom det første kapitel af hans essayistiske Histoire(s) du Cinema og herefter har de fleste af hans film handlet om noget så navlepillende som filmkunsten selv. Måske det er lidt uoriginalt, men samtidig er det helt tydeligt noget Godard går ekstremt meget op i, ved ekstremt meget om, og hvor det er nemt at finde plads til hans eksperimenter med forskellige medier. Détective er en af hans sidste normale film. Men altså. Hver eneste gang der kommer nyt fra Godard ser jeg igen folk brokke sig over at han er forsvundet op i egen røv og nu prædiker for en lille skare. Jo jo, det er rigtig nok. Men tag og kast et kig på Détective. Prøv at tænke at han bare var fortsat i den dur de sidste tredive år. Nej tak, sgu.