Passion

Palmesøndag del 142
(Jean-Luc Godard, Frankrig
Cannes 1982, Teknisk Pris (Raoul Coutard, Foto))

Godard får ofte skudt i skoene, at han er svær at forstå, unødigt svær at forstå endda. Personligt mener jeg dog mere at han er 1) optaget af nogle virkelig komplekse idéer, som han ikke altid ved hvordan han skal formulere og 2) et evigt nysgerrigt legebarn, der konstant eksperimenterer med nye måder at lave film på. Jeg elsker at dykke ned i hans komplekse essay-værker som Histoire(s) du Cinema eller Goodbye to Language, også selvom jeg kun forstår en brøkdel, og fornemmer der nok er en god procentdel som bare ikke giver mening. Men hvis det skal være, så er der få Godard-film, i hvert fald fra de sidste fem sjettedele af hans karriere, der er så let at gå til som Passion. Den kommunikerer enkelt og rent i storslåede tableauer. Den er sjov at se og gense, men den er samtidig også en af de meget få Godard-film, der er i fare for at blive decideret kitsch.

Passion handler igen om en filminstruktør. Denne gang hedder han Jerzy og er fra Polen, men han er i gang med at indspille en film i Schweiz (pudsigt nok ret tæt ved hvor Godard bor, der har ikke været så langt at rejse). Det er dog en rimelig kaotisk produktion, for helt grundlæggende har Jerzy glemt at finde på et plot til at binde sin film sammen, så producenterne raser, alt imens filmarbejderne trofast stabler den ene storslåede scene efter den anden på benene, baseret på kendte europæiske malerier. For ja, det lader til at være hvad filmen består af, rekonstruktioner af kendte malerier, ‘tableau vivant’ som man kalder det, noget jeg ellers mest kender fordi de gør grin med det i et afsnit af Arrested Development. Man forventer ellers ikke lige at Godard laver film om noget som Arrested Development gør grin med.

Godard har altid haft en interesse i den vestlige Kulturkanon med stort K, og det kom måske især til udtryk i firserne. Udover den her, som altså beskæftiger sig indgående med maleri, så var Fornavn Carmen, der vandt Guldløven i Venedig i 1983, åbenlyst baseret på Carmen, og både Détective (85) og King Lear (87) baserede sig på Shakespeare, de fleste karakterer som detektiven efterforsker har navne fra Stormen. Hans essay-film er også fyldt med malerier kontrasteret med filmklip, og oplæsninger af diverse digte. Det virker dog ikke helt som om Jerzy ved hvad han skal bruge al den fine kunst til, det virker som et ret reelt problem at hans film mangler plot. Til gengæld er der masser af nøgen-modeller i hans produktion, og når han ikke finder lokale unge piger der skal være nøgne på settet, så flirter han med andre kvinder, og ender med at blive involveret i en kærlighedstrekant med to kvinder, spillet af henholdsvis Isabelle Huppert og Hanna Schygulla, desuagtet at han altså også har en familie hjemme i Polen. Som i Sauve qui Peut (la Vie) er det ikke den mest flatterende beskrivelse af film-skabelse, og den konstante objektificering af unge kvinder holder lidt op med at virke som et træk ved Jerzy, og bliver til et træk ved filmen / Godard.

Men alligevel er Passion nok min yndlings-Godard fra den her periode, ja jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det er en pisse god film. Ja, det er lidt kitschet med de mange malerier, men det er også storslået og flot, og når Godard begynder at freestyle kontekstuelle montager indover, så f.eks. korstogsriddernes indtog i Konstantinopel samklippes med klip af politiet der stopper en strejke, eller en sexscene klippes med et religiøst tableau, så fungerer Godards montage-baserede associering så simpelt som han ellers sjældent har turde gøre det. Normalt er det sådan noget med fire filmklip, hvor man helst skal kende konteksten, og så samtidig være i stand til at glemme konteksten, men her formår billederne i sig selv at forklare hvad der sker. Og så foregår der en hel masse crazy ting i periferien af filmen, der er en stuepige der konstant går i bro, der er en døv pige, og når hun er med i en scene går forholdet mellem lyd og billede altid i stykker, hvilket ikke helt er sådan døvhed fungerer, men så meget desto mere typisk Godard’sk er den effekt.

Der er et ret vildt citat på wikipedia, fra Sophie Loucachevsky, der spillede en af filmarbejderne på settet: “In the frost and the snow we waited outside in underclothes and nightdresses while Godard sat alone in a car and wept, clutching a teddy bear.” Jeg elsker det billede, den fortabte Godard, der ikke længere vidste hvad han ville. Sådan har jeg det som nævnt med alle Godards firserfilm, at det lidt er som om Godard er tvivl om hvad det er han vil med filmmediet, men hvor det i Sauve qui Peut (la Vie) føles virkelig kynisk og frustreret, så er stemningen mere sårbar, mere søgende, mere opsat på i det mindste at lave nogle flotte billeder mens man venter på inspirationen. Den kom ikke lige med det samme. I Fornavn Carmen spiller Godard en rolle som filminstruktør ved navn Godard, der er blevet indlagt på den lukkede. Heller ikke her er det helt til at se hvad pointen med det hele egentlig er. Også her er der en lille fornemmelse af kitsch, af at bruge et kendt kunstværk mest til fis og ballade og nøgne damer. Passion er da i det mindste flot at se på. Og så emmer den stadigvæk af en art passion for filmmediet, også selv om der ikke er noget plot, ikke længere er nogen mening med det.

Lige præcis denne her uge er det lidt svært at se en film om en polsk instruktør, der bruger sin filmproduktion på at lure og knalde unge kvinder. Der er en scene hvor den døvstumme pige er blevet bragt til produktionen, hun skal måske være med i et Delacroix-maleri, så hun sidder helt nøgen på kanten af et lille svømmebasin. Jerzy beder hende om at lægge sig i vandet og gøre som en stjerne, og så sidder han på kanten og stirrer op imellem hendes spredte ben. Det er så klamt og gammeldags – og helt åbenlyst så typisk rigtig mange filmproduktioner. Men. Skuespilleren Jerzy Radziwilowicz har et ansigtsudtryk som virker… skræmt? Sårbar? Jerzy er ikke nogen stor kunstner, han er ikke nogen helt, men han er heller ikke et monster. Han er en frustreret østeuropæer i en brydningstid, en forvirret mand, der misbruger sin magt, og ikke kan finde ud af at lave sin kunst. For at være helt ærlig er han mere fascinerende end han burde være, og at det måske sikkert mere skyldes skuespiller end Godard gør det ikke mere livgivende for filmen. Det er lidt den fornemmelse Passion har. Godard vidste ikke længere hvad han ville, men fordi han denne gang så også slap grebet, lod der være sprækker og plads, så opstår der alligevel komplekse følelser. Det var ikke noget Godard fik for vane at gøre, men for en gangs skyld fungerede det. Herefter tog han lidt mere fat om hans film, på godt og ondt.