Palmesøndag del 144
(Анна Каренина, Aleksandr Zarkhi, Sovjetunionen
Cannes 1968)
Der kan være mange årsager til, at jeg vælger at skrive om en specifik film til den her serie. Nogle gange har en ny film af samme instruktør premiere, så jeg laver noget research på gamle film. Jeg kan også godt lide at skrive om film fra forskellige år, og forskellige lande, så jeg varierer ofte en del. Men ofte vælger jeg helt simpelt hvad der er tilgængeligt, så jeg slipper for at skulle bruge tid og ressourcer på at finde og skaffe gamle dvd’er eller diverse skumle streams som filmselskaberne ikke har lukket ned. For noget tid siden opdagede jeg, at jeg havde optaget Aleksandr Zarkhis Anna Karenina en gang for år tilbage da den blev sendt på DRK, og at den film havde været i Cannes. Så jeg tænkte jeg hellere måtte få set og skrevet om den.
Det lyder måske som ret dårlig research, at jeg ikke vidste filmen havde været i Cannes, men historien om det er lidt lakrids. Anna Karenina deltog i den udgave af festivalen der skulle have kørt 10. til 24. maj 1968, men som jeg har skrevet om nogle gange, så var maj 68 en kaotisk og revolutionær måned. Festivalen blev også en kaotisk omgang, præget af protester og demonstrationer, indtil en gruppe filmfolk, ledet af Godard, fik hele festivalen aflyst. Jeg har helt ærligt været i tvivl om jeg overhovedet skulle tælle de her film med blandt de nominerede, en del af dem blev ikke engang vist, men de står på festivalens egen hjemmeside, så i sidste ende indgår de i den store fortælling, bare med en lidt mærkelig historie tilknyttet.
De franske filmfolk mente at Cannes-festivalen var irrelevant når folk var på barrikaderne, og når man ser en film som Anna Karenina kan man lidt godt forstå dem. Det er en pæn og solid filmatisering af et af litteraturhistoriens hovedværker, der ikke har ret meget at byde ind med om politik og revolution. Desuagtet at en af karaktererne, Konstantin Levin, egentlig gør sig virkelig mange tanker om Ruslands fremtid. Men nu hedder bogen jo Anna Karenina, og det er historien om den utro kvinde, der forelsker sig i kavaleri-officeren Vronskij, og bliver knust af den puritanske russiske overklasse, der har sat sig stærkest fast i læsernes erindringer. Jeg har læst Anna Karenina to gange, først for sjov og siden som del af et kursus om russisk litteratur, og har også set Joe Wrights filmatisering fra 2012, og efterhånden er det lidt sjovt hvor mange scener der ligesom bare skal være der. Konstantin og Kittys møde på søen, det store hestevæddeløb hvor Vronskij knækker nakken på sin elskede hest Frou-Frou, og naturligvis de to tog-scener hvor folk bliver knust af de der farlige nymodens lokomotiver. Enhver filmatisering af Anna Karenina er altid lidt i fare for bare at blive en art ‘greatest hits’ sekvenser fra en virkelig lang og kompliceret bog, der i virkeligheden skildrer et væld af karakterer og hvordan tanker og idéer om pligt, kærlighed, tro og skyld påvirker deres liv.
Anna Karenina er bestemt en prestigeproduktion. Titelrollen spilles af Tatiana Samoilova, der ti år tidligere havde spillet hovedrollen i Cannes-vinderen Tranerne Flyver Forbi. Flere af skuespillerne, såsom Vasilij Lanovoy der spiller Vronskij og Anastasia Vertinskaja der spiller Kitty, var på samme tid med i Sergej Bondarchuks über-grandiøse udgave af Tolstojs Krig og Fred. Aleksandr Zarkhi var også en erfaren herre. Helt tilbage i 30’erne, da han selv blot var i tyverne, instruerede han en mængde film sammen med en anden instruktør ved navn Iosif Kheifits, film der var beregnet et ungt publikum. I halvtredserne og tresserne gik de to dog hver til sit, og begyndte at lave mere prestigiøse produktioner, og det var da også herfra de begge to blev sendt på filmfestivaler og modtog priser som Stalin-prisen og USSR-medaljen. Anna Karenina ser dog ikke så bedaget ud at det gør noget. Interessant nok var fotografen, Leonid Kalashnikov, en up-and-coming fotograf, og hans billeder ser faktisk ganske friske ud. Håndholdt, hurtigt klippede, en del af det er næsten helt nouvelle vague agtigt. Og dog. Kombineret med den historiske verden, kostumer og scenografi, og også i samspil med den ret dårlige dubbing, der får næsten alle replikker til at lyde tungt deklamerende, kommer det næsten snarere til at ligne en billig film.
Men der er nogle virkelig gode scener i, og som så ofte med sovjetiske film har det med klipningen at gøre. Balscenen, hvor Anna og Vronskij for første gang danser, udvikler sig til en bemærkelsesværdig hvirvlen, især da stakkels Kitty ser den smukke officer danse med den smukke kvinde og bliver jaloux. Man kan se lidt af det i videoen ovenover. Væddeløbsscenen indeholder også en ret forbløffende sekvens, hvor der mikroklippes frem og tilbage, kun et par enkelte frames, mellem Anna og Vronskijs ansigter. I det hele taget er der glimt af ekspressivitet, nogle drømmesekvenser bliver næsten helt psykedeliske. Og i den modsatte grøft er der natursekvenserne fra Konstantin Levins del af historien, der rammer en elegisk tone, nærmest helt mediterende. Når filmen er bedst kontrasterer den de to toner, den ophedede, sensuelle, hykleriske tone fra historierne der involverer de status-optagede adelige, og den nærmest religiøse tone der findes hos Konstantin og hans bønder. Her er der nærmest en personlig tolkning af den store roman, hvilket er meget heldigt når nu der findes så mange filmudgaver.
Men Zarkhis film undgår ikke at føles lidt halvkvædet. Den var på Cannes i et revolutionært år, men er også bare skabt i en tid hvor spillereglerne ændrede sig, og mange rutinerede kræfter forsøgte at forny sig. Sådan er det også her. Det er en romanfilmatisering der ikke lægger skjul på de seksuelle længsler hos karakterne, i hvert fald i glimt, men fræk er den ikke ligefrem. Den inkorporerer glimt af nye teknikker, ligner her og der en moderne tresser-film. Men så igen, så er det i sidste ende en kostume-film, og at den ikke vil stå ved det, ikke vil arbejde inden for sin egen genre, får den bare til her halvtreds år senere at virke mere fanget af sin samtid.
Jeg kan forestille mig jeg har maltrakteret stavemåden af samtlige russiske navne. Det undskylder jeg for. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det…
Næste Uge: Flere filmatiseringer af russisk litteratur. Jeg kigger på to udgaver af Marxim Gorkijs Moderen, af Mark Donskoj (Cannes 1956) og Glib Panfilov (Cannes 1990)