Palmesøndag del 462
(In die Sonne schauen, Mascha Schilinski, Tyskland
Cannes 2025, Jury Pris)

I Mascha Schilinskis Se mod solen er der et gammelt fotografi, som vi ser gentagne gange. Vi er til Allehelgen på et tysk landsted engang omkring Første Verdenskrig, og der sættes fotos af afdøde familiemedlemmer frem på en kommode. Et af dem forestiller en lille pige med lukkede øjne på en sofa, og bagved står hendes mor. Som ser ud til at have to hoveder. Det er et ekstremt uhyggeligt billede, også selvom der er den naturlige forklaring, at moren bare er kommet til at bevæge sig, mens billedet blev taget, og så blev hendes hoved utydeligt. Men desuagtet forklaringer så ser det enormt skræmmende ud. På grund af måden billedet er lavet.

Sådan er det meste af Se mod solen. Den skildrer traumatiske ting, dødsfald, undertrykkelse, misogyni, men selv de scener, der bare skildrer hverdag, virker enormt uhyggelige. På grund af den måde filmen er lavet.

Mascha Schilinskis film var enormt hypet før premieren på sidste års Cannes festival, og filmen endte da også med at vinde Juryens Pris. Schilinski havde ellers kun lavet én film før, Die tochter (2017), der skildrer et skilt pars komplicerede forhold, hovedsagligt gennem øjnene på deres unge datter. Det er også en virkelig god film, dels fordi Schilinski bruger datterens blik til at skildre det komplekse voksenliv som noget mystisk og nærmest uhyggeligt, men også fordi datteren spilles af Helena Zengel, som i den her og den i POV anmeldte og på Filmstriben tilgængelige Systembryder (2019) var sin generations bedste europæiske barneskuespiller.

Der er ingen central karakter i Se mod solen, der får filmen til at hænge sammen, sådan som Die tochter gør det, men i stedet følger vi et væld af pigeskæbner på et tysk landssted i over hundrede år. Der er fire perioder, 1910’erne, 1940’erne, 1980’erne og nutiden, hver med sine tragiske historier og med sine mysterier. Nogle af historierne virker meget små og lidt uforløste, men det er ikke en film, hvor intet sker. Der sker hele tiden noget nyt, der er hele tiden en ny skæbne, man kan engagere sig i.

Det hele hænger sammen, fordi det foregår på det samme store landssted. De fleste af karaktererne er efterkommere af hinanden. Og så er der et væld af små visuelle og tematiske ting, som går igen filmen igennem. Ål, f.eks. Der leges med ål i baljer i firserne, i 2020’erne bliver to piger skræmt af ål i en flod, og så til sidst hører vi en ekstremt traumatiserende historie fra 1945, hvor ål også spiller en hovedrolle.

Det er ret typisk psykoanalytisk. Mange glimt af ål, og så til sidst får vi forklaret, hvilket traume ålene peger på. Men øh, hvem er det lige, som har de her traumer? For det er jo ikke de samme personer, vi følger gennem filmen, de har jo ikke oplevet de samme traumatiske ting? Filmen har ikke nogen hovedperson, så vi kan ikke bare sige, at mærkelige visuelle ting i filmen afspejler hovedpersonens traumer.

Det er noget af det mærkeligste og mest forvirrende ved filmen. Den fortæller fra utallige vinkler hele tiden, så meget at det er svært at følge med. Der er rigtig meget voiceover, hvoraf noget synes at være personernes tanker, mens de sker, noget synes at være nogen, som tænker tilbage på fortiden, noget kommer eksplicit fra afdøde karakterer.

Der er også rigtig mange POV shots. Især hvis nogen kigger igennem døre eller nøglehuller, så ser vi, hvad de ser, men andre gange ser vi bare karakterer gennem gardiner eller vinduer, uden at det ser ud til, at nogle ser på dem. Og nogle gange svæver kameraet op, endda et par gange efter karakterer stirrer direkte ind i det, som om kameraet var et spøgelse, der hjemsøger hundrede års sørgelighed.

Men der er ligheder i alle de historier, vi hører. Det er jo Tysklands historie, vi får oprullet, men det er ikke ret meget officiel historie, vi får at se. Der optræder enkelte preussiske soldater, men der kommer aldrig nogen nazister, og der går længe, før vi finder ud af, om vi er i Øst- eller Vesttyskland i firserne. Det er hovedsagligt de unge pigers mørke historier, og selvom man kan tænke lidt videre selv, og nok regne ud, at nogle af de traumatiserende ting vi ser, måske er forstærket af krigen udenfor eller af politisk undertrykkelse, så er der lige så meget, som handler om god gammeldags misogyni og kvindehad, og en del, der bare viser livets mørke sider, fra sygdom til ‘arbejdsulykker’.

Store dele af filmen virker uvirkelig. Som om virkeligheden er forvrænget af traumerne. Eller som en drøm, karaktererne snakker en del om at drømme. Hvilket jo hedder ‘träume’ på tysk, så hvis jeg må lave et søgt og multisprogligt ordspil, så kunne man kalde filmens stil for en egentlig ret så nyskabende slags ‘träumatisk realisme’.

Og så er det alligevel en stil, man også ser i andre af tidens kunstværker. Fornemmelsen af fortiden som mareridt er f.eks lidt den samme som i vores egen Pigen med nålen. Det er også lidt den stemning, som man finder i Nobel-vinder Han Kangs to seneste romaner om träumatisk koreansk historie. Det er værker, som godt vil udover at skildre historiske helte og skurke, og i stedet fortælle om de ar og det mørke, som fortidens forbrydelser har tilføjet nutiden. Inklusive ikke mindst hvordan patriarkalsk vold, misogyni og seksuelle overgreb har skadet kvinder og piger, selvom den ‘officielle’ historie sjældent har skrevet det ned.

Det er således imponerende, hvor meget man kan få ud af Se mod solen. Den har tragiske historier, gennemført æstetik, og tankevækkende pointer om fortid såvel som nutid.