The Beguiled

Palmesøndag del 314
(Sofia Coppola, USA
Cannes 2017, Bedste Instruktør)

Sofia Coppola er vel en af 10’ernes mest succesfulde amerikanske festival-instruktører, objektivt set. Somewhere vandt Guldløven i 2010, The Bling Ring åbnede Un Certain Regard i Cannes 2013, hvor den dog ikke vandt noget som helst, men The Beguiled spillede så i hovedkonkurrence i 2017, hvor Coppola vandt for Bedste Instruktør som den blot anden kvinde nogensinde. Der er få amerikanere, der var så tæt bundet op på det europæiske festivalkredsløb i de år. Og man kan da også sige, at 10’erne, hvor Coppola lavede nogle ret knortede og mærkværdige film, var der hvor hun for alvor virkede som en europæisk auteur.

Coppolas tre første film, The Virgin Suicides, Lost In Translation og Marie Antoinette, handlede alle tre om unge privilegerede kvinder, der alligevel sad fast i patriarkalske og dehumaniserende verdener. I Somewhere skildrer Coppola i stedet en mandlig skuespiller, der er på toppen af den verden, sådan set ikke undertrykkes på nogensomhelst måde, men alligevel bliver tom og deprimeret og tager sit liv til genovervejelse da hans teenagedatter dukker op igen. The Bling Ring skildrer en række unge, der bryder ind og stjæler fra de ultrarige i Hollywood, for at få del i samme ultrapriviligerede tilværelse. Begge de to film er grimmere og koldere end Coppolas tidligere film, der er ikke samme sympati med hovedkarakterne, og de priviligerede verdener er mere åbenlyst frastødende og skadelige – selv Marie Antoinette lytter til opera og nyder naturen, mens Johnny fra Somewhere tager stoffer og ser strip.

The Beguiled er endnu en variation over Coppolas tidligere tematik. Her tager hun igen livtag med et priviligeret og skadefuldt miljø, men denne gang er det et miljø nærmest helt uden mænd. Hvor de fleste af Coppolas film kan siges at handle om patriarkalske miljøer skabt af mænd, så stiller The Beguiled det beslægtede spørgsmål: Men ville det så løse problemet hvis kvinder fik lov at være i fred?

The Beguiled er baseret på en bog fra 1966 af Thomas J. Cullinan, der tidligere blev filmatiseret af Don Siegel i 1971, med Clint Eastwood i den mandlige hovedrolle. Denne gang spiller Colin Farrell rollen som John McBurney, en såret nordstatssoldat, der bliver fundet ude i skoven i sydstaten Virginia af den unge pige Amy, der følger ham hen til den skole for unge kvinder, hvor hun bor. Skolen ledes af Martha Farnsworth (Nicole Kidmann), sammen med den unge lærer Edwina (Kirsten Dunst), og blandt eleverne er den flirtende Alicia (Elle Fanning). McBurney gør flere af kvinderne ‘beguiled’, charmeret, interesseret, men det vækker også jalousi til live, og langsomt eskalerer det.

Som man nok kan forvente, så er Clint Eastwood udgaven meget lidt subtil, og heller ikke særlig feministisk. Der går fem minutter før hans McBurney siger om en 12-årig pige ‘Old enough for kisses’ og kysser hende for at aflede hendes opmærksomhed. Eastwood og Siegel fortalte at filmen handlede om kvinders følelser, begær og trang til at kastrere mænd, men det er svært ikke at se filmen mere som en mandlig ønskedrøm, ene hane blandt en række af smukke kvinder der alle har manglet mandligt samvær i længere tid. Der dvæles mere visuelt ved kvindernes kroppe end ved hans, selvom hans helbred og genoptræning er store dele af pointen med filmen, og store dele af tiden virker kvinderne febrilske, fjollede og forvirrede, så det er ret svært at tage seriøst.

Coppola ændrer først og fremmest på dette ved at skære filmen mere ind til benet. Der er ikke opkørt musik, der er mindre skrig og skrålen, kvinderne er kølige og kalkulerede, selv de helt unge piger forsøger mere at afprøve grænser og se hvad der sker. Colin Farrell er også en mere afdæmpet karakter, som man egentlig godt forstår de er fascineret af, og eftersom Coppola har skrevet den eneste sorte karakter ud af filmen, så behøver vi heller ikke blive konfronteret alt for meget med de moralske dele af den Amerikanske Borgerkrig, som Eastwood-udgaven heller ikke håndterer ret godt – den slavegjorte karakter Hallie relativiserer slaveriet i forhold til at McBurney er blevet indkaldt som soldat, og dermed heller ikke er ‘fri’, hvilket virker som en pointe det er mere sandsynligt at høre fra en hvid mand i 1960’erne end fra en sort kvinde hundrede år tidligere.

Coppolas The Beguiled er mere mystisk, mindre freudiansk. Mere underspillet. Coppola har en helt anden tilgang til tingene end Siegel. Hvor den gamle genre-mester har for vane at trække tingene frem i lyset, inkl psykoanalytiske pointer om kastraktion og begær, så gemmer Coppola dem længere væk. Hun gemmer det meste længere væk, racismen er gemt væk i The Beguiled, undertrykkelsen er gemt væk i Marie Antoinette, en anti-septisk hotelverden er hovedmiljøet i både Love In Translation og Somewhere. Men når det fungerer, så understreger den slags fravær blot hvor priviligerede hendes karakterer er. Evnen til ikke at blive konfronteret med de mørke aspekter af ens tilværelse er måske det mest priviligerede der findes. På mærkværdig vis kan hendes film derved både blive opulente, men samtidig minimalistiske. Marie Antoinette er en vidunderligt overlæsset film med stærkt blik for hvor indespærret hovedkarakteren er af sin position som dronning, men samtidig er det da lidt mærkeligt at den ikke inkluderer at karakteren efterfølende blev decideret indespærret og henrettet? Der opstår ofte noget virkeligt interessant i disse paradokser.

Det gør sig dog ikke helt så meget gældende i The Beguiled. Den forbliver næsten for underspillet. Selvom Coppola som nævnt vandt for Bedste Instruktør i Cannes, så er det ikke en film der gør alt for meget væsen af sig, rent visuelt. Billederne er vidunderligt flotte, med grønne træer, smukke kjoler og en stor og imposant plantage, men det er alt sammen omgivelserne. Fotograferingen af det slog mig først og fremmest som funktionel og ualmindeligt afdæmpet for Coppola. Til tider kammer det underspillede også lidt over og bliver en anelse kedeligt. Der er en del mørke ting der bliver antydet – de bliver mere skåret ud i pap i Eastwood-versionen – men det er muligt at se filmen som en historie mest om misforståelser og uheld, hvorved den pludselig bliver ret udramatisk.

Coppola fulgte op på The Beguiled med On The Rocks i 2020, en film hvor det viser sig der faktisk ikke er det helt store galt, og alt ender lykkeligt, og det hele er en lille smule tandløst. Den film er nok hendes hidtil mest ligegyldige, og da også hendes første i meget lang tid, der ikke fik noget festivalliv. Det ville være den ærgerlige udvikling. Der hvor neutraliteten og minimalismen i The Beguiled mere førte ud i det ligegyldige. The Beguiled er ikke en helt vellykket film, men den forsøger i det mindste at gøre noget nyt. Det nye ender så til dels med at neutralisere hendes gamle styrker. Forhåbentlig forsøger hun snart på noget ambitiøst igen, for hun har vundet så mange priser hun godt kunne bejle til de helt store.

Serien om Sofia Coppola begyndte med Marie Antoinette