Palmesøndag del 328
(헤어질 결심, Heojil gyeolsim, Park Chan-wook, Sydkorea
Cannes 2022, Bedste Instruktør)
Hvad vil det sige at en film er ‘godt instrueret’? At skuespillerne spiller godt? At filmen bruger en hel masse redskaber fra den filmtekniske værktøjskasse? At den har ‘stil’? Eller at der er en mening med stilen, at det ikke bare er overfladisk? Park Chan-wook vandt i Cannes i år prisen for Bedste Instruktion for Decision To Leave, og den kan i mine øjne bruges som skoleeksempel på hvad decideret fremragende instruktion er. Park Chan-wook bruger på livet løs af filmiske tips og tricks, og det får for det første filmens 140 minutter til at flyve afsted, fordi filmen har rytme, og fordi Park er en mester til at fortælle økonomisk med kameraet. Samtidig er Decision To Leave som mange andre krimier også en film om at se og om at skabe sammenhænge mellem information, hvilket understreges og bearbejdes af Parks kamera og klippeteknik.
Decision To Leave starter som et detektiv-drama. Hae-jun (Park Hae-il) er en politi-stjerne der kunne være taget fra en koreansk udgave af True Detective: Han er den yngste kommisær i Korea, men også martret af søvnløshed, besat af at overvåge mistænkte, og han ser kun sin kone én gang om ugen. Han forsøger at opklare en kompliceret sag om et øksemord, da en ny og på overfladen langt enklere sag dratter ned fra oven: En ældre mand er faldet ned fra et højt bjerg, og måske er der noget lidt lusket ved hans langt yngre kinesiske kone Seo-rae (Tang Wei). Der er intet, der tyder på at der er tale om mord, men Hae-jun bliver besat af Seo-rae, og begynder at overvåge/stalke hende. Snart er han fanget, for Seo-rae er langt mere kompleks end nogen kriminal-gåde, og derudover har han tydeligvis følelser han overhovedet ikke forstår, lige meget hvor meget han forsøger at analysere dem.
Seo-rae lader ikke til at sørge over sin døde mand, men så bliver det sagt gentagne gange om sorg: ‘Hos nogle vælter det indover som en bølge, hos andre drypper det ind som regn’. Mennesker er så forskellige, at selv den bedste detektiv har svært ved at afkode et andet menneskes følelser. Hvilket ikke er nogen revolutionerende idé – det er genrens største kliché at alle efterforskere har rod i privatlivet – så det er heldigt at Park Chan-wook serverer den med så meget visuel flair. Særligt de mange overvågningsscener er flot lavet: Hae-jun forestiller sig ofte at han er til stede i rummet hos Seo-rae, så han vandrer rundt i lejligheden mens vi hører Seo-rae tale, men så pludselig ser vi det fra en anden vinkel, og hun har et helt andet udtryk i ansigtet end hvad Hae-jun har forestillet sig.
I det hele taget er særskilt klipningen eminent, særligt i brugen at match-cuts, hvor der klippes mellem to ting der ikke fortælle-mæssigt hænger sammen, men som ligner hinanden (glanseksemplet er Rumrejsen 2001 hvor en menneskeknogle bliver til et rumskib). Der er øjeblikke hvor det bare er liret, som når Park klipper fra Hae-jun og hans kone, der ligger på tværs i sengen, og til to parkerede biler, der står i præcis samme diagonal. Andre gange er det Hae-jun og Seo-rae der er matchet, som f.eks i en ‘bil-jagt’, hvor de kører præcis samme hastighed, drejer præcis lige meget på rattet, deres biler har præcis samme blinke-lyd, osv. Der bruges utallige matchcuts til at få forskellige ting til at virke som om de hænger sammen, også selvom de rent logisk ikke gør det. Det er en strategi, der også smitter af på fortællingens krimi-plot, hvor man heller aldrig rigtig kan regne ud om tingene hænger sammen eller om der bare er tale om sammenfald.
Et andet eksempel: Filmen gør også god brug af dybde-fokus, den der slags billeder hvor kun halvdelen af billedet er skarpt, og så ændrer det sig pludselig og den anden halvdel bliver skarp. Den slags får ting til at virke mere sammenhængende end hvis man klipper – de er i billedet på samme tid, det skifter bare hvad der er fokus på. Men under en forhørs-scene bruger Park det pludselig på en ironisk vis: Hae-jun sender et håndtegn til sin underordnede om at hente noget, og kameraet stiller skarpt der hvor den underordnede sidder, men vedkommende sidder bag et spejl, som de jo ofte gør i kriminal-film, så vi kan ikke se andet end spejlbilledet af forhørslokalet, som der så pludselig stilles skarpt på et øjeblik. Effekten er her omvendt: Personerne er i rum sammen, de hænger sammen, men samtidig er der en barriere mellem dem, dem foran spejlet kan ikke se de andre. Og sådan er det også med kriminal-gåden, der er barrierer mellem karakterne, som de ikke kan se udover. Hvad der virker som visuelt ‘lir’ giver filmens fortælling en helt særlig stemning. Og dét er god instruktion!
Decision to Leave er helt klar i mælet, og ganske politisk, om hvilke barrierer det er som holder nogle af karakterne fanget. Seo-rae er kvinde, og så er hun immigrant fra Kina, hvilket for flere af detektiverne gør hende suspekt. Historien om hvordan hun kom til Korea er fascinerende, og indebærer bl.a. guerilla-soldater fra kampen mod Japanerne under Anden Verdenskrig. Her benytter Park Chan-wook sig af genre-filmen til også at få smuglet nogle pointer om koreansk historie ud til publikum. Og det har egentlig altid været et af ny koreansk films kendetegn.
Den første store koreanske blockbuster, forgængeren for film som Park Chan-wooks Oldboy, The Handmaiden og Decision to Leave, for Bong Joon-hos monsterfilm The Host og Oscar-vinder Parasite, og for tv-serier som Squid Game, det er den i vesten ganske ukendte film Shiri fra 1998, en anden detektiv-thriller, hvor en sydkoreansk betjent forsøger at fange en gruppe nordkoreanske terrorister inden de slår til. Den film var dels fundamentalt spændende, men var også en af de første koreanske film der fik lov til at tage livtag med konflikten nord-syd udenom censuren. Park Chan-wook fulgte selv samme opskrift med JSA: Joint Security Area (2000), der kombinerede en mordefterforskning med sympatiske portrætter af nordkoreanske soldater, og som blev hans koreanske gennembrud, og en af de største successer i koreansk filmhistorie.
Så Park Chan-wook har altid været god til at lave genre-film, der føltes som meget mere end genrefilm. Forskellen den her gang er hvor ekstra eminent instrueret Decision To Leave er, og hvordan den derfor føles som endnu mere end hvad det er. Det er en krimi, et kærligheds-drama, et psykologisk studie af en efterforsker i krise. Og så er det et sansebombardement, og en film hvor alt og intet synes at hænge sammen på samme tid. Jeg var overvældet, jeg er stadig ikke helt sikker på hvordan det hænger sammen. Men Decision To Leave er også så åben en film, der tager så mange overrumplende æstetiske valg, at hver enkelt biografgænger formentlig får sin egen fortolkning ud af det.
Der er ikke én sandhed om den her film. Ligesom der ikke er én sandhed om ret mange ting her i livet. Det er jo også derfor det er så hårdt at være betjent.