Palmesøndag del 332
(علي صوتك, ʿali sawtek, Nabil Ayouch, Marokko
Cannes 2021)
Der er ikke ret mange marokkanske instruktører, der har et publikum uden for Marokko, så det er tillokkende at gøre Nabil Ayouch, nok med afstand den mest internationalt kendte marokkanske instruktør, til fanebærer for hele landets filmiskhed. Sådan lidt ligesom Nuri Bilge Ceylan er den store tyrkiske instruktør, og Apichatpong Weerasethakul den store thailandske ditto. Men det holder ikke rigtigt med Nabil Ayouch. Han har beskæftiget sig med landets store problemer, med gadebørn, med selvmordsterror, med prostitution, men han er så vidt jeg kan se ikke den store skildrer af Marokko. Han er den pt største skildrer af Casablanca.
Casablanca Beats var hans første film i hovedkonkurrence i Cannes, efter en del film i sidekonkurrencerne. Efter sigende den første marokkanske film i hovedkonkurrence siden Abdelaziz Ramdanis Âmes et rythmes i 1962. Det er på sin vis passende, eftersom det nok er den mest Ayouch’ske film nogensinde. Den fungerer rigtig fint som auteur-film, hvilket er lidt ironisk, da det ellers er et ekstremt simpelt opkog af Hollywood-klichéer.
Rapperen Anas (Anas Basbousi, også kendt som Bawss. Som med de fleste karakterer i filmen er der et vist sammenfald med skuespillerens eget liv) bliver hyret som lærer i et kulturhus i Casablanca-bydelen Sidi Moumen. Til at starte med er han yderst kritisk over for de unge håbefulde rappere, for han kan ikke mærke den power, der ifølge ham er kernen i al god rap. Men selvfølgelig lærer de unge det efterhånden, det bliver bedre og bedre, rapmusikken begynder at inspirere de unge også i deres eget liv, hvilket omvendt får deres omgivelser til at vende sig imod den farlige lærer med den farlige kunst, etc etc etc. Du kan nogenlunde regne ud, hvordan den her film udvikler sig, mens de unge kæmper for at få stablet en stor koncert på benene.
Kulturhuset i Sidi Moumen er et virkeligt kulturhus, som Nabil Ayouch var med til at etablere. Filmens plot opstod i samarbejde mellem Ayouch og de unge brugere af huset. Det er en meget social film, om et kulturprojekt, der også i høj grad er tænkt socialt. Og den slags er der da også brug for i Sidi Moumen. Det var her Ayouchs nok mest kendte film Horses of God, baseret på selvmordsangreb i Casablanca i 2003, foregik, hvor det blev vist som et frygteligt slumområde, helt afskåret fra resten af Casablanca. Det var ganske rigtigt herfra de fleste af selvmordsbomberne kom, det forarmede område var nærmest perfekt som rekrutteringsområde for radikale ældre, på jagt efter unge uden håb om fremtiden, men med et behov for at tro på noget som helst. Horses of God blev debatteret, fordi den skabte så stor empati hos publikum med de unge massemordere, men det skyldtes i høj grad skildringen af de unge mænds omgivelser. Man forstod hvorfor de blev så nihilistiske af at leve i det slumkvarter.
Også to andre af Ayouchs film handlede om de udstødte i Marokko. Gennembruddet Ali Zaoua: Prince of the Streets (2000) skildrede gadebørn, dels magisk-realistisk, men også nådesløst, og er et godt bud på det mest chokerende twist i filmhistorien – når du ser en børnefilm der ligefrem hedder Ali Zaoua forventer du ikke at titelkarakteren bliver brutalt myrdet ti minutter inde i filmen, men den slags ting sker gerne hos Ayouch. Much Loved (2015) skildrede for en gangs skyld Marrakech, handlede om prostituerede i den gamle by, og chokerede publikum i sit hjemland, med dødstrusler og krav om censur til følge. Ayouch er en særdeles modig instruktør, der tør dykke ned i hjemlandets problemer, og tale samfundet midt imod. Lidt ligesom en rapper.
Casablanca Beats har også mange modige ting. Filmens bedste scener skildrer de unge mennesker mens de diskuterer indbyrdes, her går der nærmest verité-dokumentar i den, på den måde Ken Loach også engang gad at gøre det. Der diskuteres nuanceret religion og kønsroller i Marokko, og efter timerne danses og synges der i gyderne, hvilket også filmes ret fornemt. Her lever Casablanca Beats som kollektivt projekt, hvor de unge mennesker, fremfor Ayouch selv, får lov til at udtrykke sig både gennem tale og krop. Samtidig diskuteres mange emner der også blev behandlet i Ali Zaoua, Horses of God og Much Loved, hvorfor Casablanca Beats også alligevel bliver en art auteristisk metafilm. Der er plads til mange flotte små ting i filmens konstruktion.
Men den konstruktion er altså et opkog af klichéer. Anas er den arketypiske unge lærer, der ikke gør tingene som de andre, og hvis farlige lærdom udfordrer omverden. Der er ikke mange flere nuancer til ham i hverken manus eller skuespil. De mange unge menneskers problemer strejfes og behandles i et par scener, men der er intet af det som vi går i dybden med. Og selve plottets skriden frem, hvor flere og flere af de unge finder deres egen stemme, og der til sidst skal optrædes offentligt, er så fortærsket og ligegyldigt, at det nærmest virker som venstrehåndsarbejde. Det virker ikke som om nogen er gået specielt meget op i at lave den bedste skolefilm nogensinde, det virker som om man har stykket den del sammen af klichéer, og så i stedet været optaget af alle de små scener.
Casablanca Beats er ikke nogen specielt god film. Cannes har de seneste år haft en sektion de kalder ‘Cannes Premieres’, som de hævder er til når store filminstruktører laver film, der ikke er helt konkurrence-egnede – det var f.eks her Andrea Arnolds ko-dokumentar Cow havde premiere. Den sektion havde været et perfekt sted at hylde Casablanca Beats. For selvom det ikke er særlig godt som film betragtet, så er det en fascinerende del af Ayouch’s virke, og et værdifuldt dokument om Casablanca.
Marokko er et stort og sammensat land, fra de moderne byer ved middelhavet, og til de ældgamle områder oppe i Atlas-bjergene, der var i fokus i Oliver Laxes Mimosas, en fransk film, men den helt store artfilms-skildring af Marokko det sidste årti. Ayouch er de seneste år ved at finde sin plads ikke bare som skildrer af Marokkos udstødte, men også som social drivkraft, der forsøger at gøre tingene bedre, og give plads til andre menneskers kunst. Til august får den marokkanske film Den blå kaftan dansk premiere, instrueret af Maryam Touzani, Ayouchs kone, produceret af Ayouch. Det er, ligesom Casablanca Beats, et tegn på at Ayouch også er ved at være klar til at give stafetten videre. Ayouch bliver aldrig dén store skildrer af Marokko, for det er helt særlige aspekter af Marokko han har været interesseret i. Og så har han været sympatisk optaget af også at give plads og ressourcer til at andre kunstnere kan give deres skildringer af hjemlandet. Det kan sagtens gå hen og blive det han vil blive husket for. Men det gør stadig ikke Casablanca Beats til mere end interessant som film.