Palmesøndag del 147
(Zimna wojna, Pawel Pawlikowski, Polen
Cannes 2018, Bedste Instruktør)

Arthouse-verdenen er ofte et lidt lukket system, så mange film følger lidt den samme vej rundt. Af de film der har vundet Oscar for Bedste Internationale Spillefilm (som den nu hedder) havde alle undtagen to premiere på en af de tre store festivaler, Berlin, Cannes og Venedig. De to som ikke havde var Susanne Biers Hævnen, der til gengæld blev lanceret på Toronto-festivalen som så mange andre ikke-internationale Oscar-film, og så Pawel Pawlikowskis Ida, der vandt prisen for 2014. Ida havde egentlig også premiere på en Oscar-festival, men på den meget mindre Telluride, og ikke i 2014 men i 2013. Herfra vandrede den så rundt i verden på diverse festivaler, og så skete der noget mærkeligt. Folk så den, og kunne lide den. Og ganske langsomt blev det til en af årets mest hypede mustsees. Hvem havde set det komme? Den var sort-hvid, østeuropæisk, handlede om folkemord og religion og jazz, og instruktøren var ikke ret kendt. Han havde mest arbejdet i England, og stod bag de BAFTA-belønnede Last Resort og My Summer of Love, men det er udmærkede film, ikke noget specielt, og hans seneste film inden Ida, den fransk-britisk-polske co-produktion Kvinden fra Femte med amerikanske Ethan Hawke i hovedrollen, er ret forfærdelig. Så successen med Ida var nærmest sensationel. Og forventningerne til opfølgeren var derfor tilsvarende store. Især da den endte i hovedkonkurrence i Cannes, for var Ida dog trods alt ikke bare noget feel-good Oscar-pjank? Det tror jeg i hvert fald mange cineast-snobber tænkte. Jeg selv gjorde i hvert fald, lidt.

Men fra åbningsbilledet er Cold War nærmest den perfekte Oscar-opfølger. Et closeup på et musikinstrument og dissonant musik på lydsporet. Sort-hvide billeder, ligesom Ida, en historie fra efterkrigstiden, ligesom Ida, meget musik og musikere, ligesom Ida, men det er lidt mere dissonant, lidt mere skævt, lidt mere særligt. Og mens mange sikkert havde forsøgt at tænke større, prøve flere ting, vise hvor meget de kan, så er Cold War faktisk en kortere film end Ida, og selvom den rejser rundt i hele Europa, så fortæller den en enkelt og intim historie om to kunstnere der elsker hinanden, inspireret af Pawlikowskis egne forældre. Den formåede at være meget lig Ida, men alligevel tilpas anderledes, og at fjerne fornemmelsen af one-hit-wonder og kitch. Den konsoliderede på sikker vis Pawlikowskis statur som en af Europas nye stjerneinstruktører.

Musikeren Wiktor arbejder kort efter Anden Verdenskrig med at indsamle og dokumentere traditionel polsk musik og dans. Det leder ham til at være med til at etablere en musikskole, hvor den noget yngre Zula bliver elev (der er fem års forskel på skuespillerne Tomasz Kot og Joanna Kulig, hvormed Cold War er en af de meget få film der overspiller en aldersforskel mellem mand og kvinde). De to indleder et forhold, men skolen bliver efterhånden presset væk fra blot at handle om Polen til også at skulle fungere som kommunistisk / stalinistisk propaganda, og Wiktor drømmer om at afhoppe til vesten. Det ender med at skille de to ad, og de næste mange år mødes de, skilles ad, forlader hinanden, ofrer sig selv for hinandens skyld. Det er egentlig virkelig episk i forhold til det kun varer 77 minutters tid. Og nå ja, så spiller og synger de en masse jazz. Pawlikowski laver som regel film om kunstnere.

Det er lidt det som går igen hos Pawlikowski, hans fokus på kunst og kunstnere. Det blev lidt skjult i hans første spillefilm, for My Sommer of Love, baseret på en roman af Helen Cross, handler om et lesbisk forhold mellem to teenagere, og selvom Ethan Hawke i Kvinden fra Femte spiller en forfatter, så drukner det aspekt rimelig meget i thriller-gys-spøgelses-vrøvl. Men inden Pawlikowski lavede britiske fiktions-film var han kendt som dokumentarist, og hans dokumentar-film fokuserede ofte på forholdet mellem kunst og politik. Han debuterede med From Moscow to Petushki, et portræt af forfatteren Venedict Erofeev, der skrev en roman af næsten samme navn som filmen, en roman der i mange år var en undergrunds kultsucces, samizdat som man kalder det, et alkoholiseret og surreelt portræt af Sovjetunionen som en verden hvor intet giver mening. Pawlikowski lavede også Serbian Epics under den jugoslaviske borgerkrig, der i høj grad handlede om hvordan de bosnisk-serbiske generaler brugte serbisk poesi og historie til at legitimere hvad de havde gang i. Og han lavede Dostoevsky’s Travels om en efterkommer til Fjodor Dostojevskij, der rejser rundt som lastbilchauffør. Han har en meget specifik type person han kan lide at fokusere på, og så kan han godt lide at få dem til at rejse rundt.

Det kan man ekstremt tydeligt se i Cold War, der dermed virkelig får Pawlikowskis filmografi til at give mening. Et negativt eksempel, som jeg nok lægger for meget i eftersom jeg selv synger i kor: Tomasz Kot er ekstremt utroværdig som dirigent. Det er ikke fordi han ikke lader til at kunne holde rytmen, omend det også er lidt kikset. Men han er helt ekstremt indelukket og enigmatisk, og det er sådan cirka det absolut modsatte af hvad en dirigent skal være, der skal man tværtom aldrig være i tvivl om hvor man har ham, ellers kan dem han dirigere overhovedet ikke finde ud af hvad de skal. Til gengæld er han ganske overbevisende som kunstner, som tillukket og tavs, først og fremmest i stand til at kommunikere via hans musik. Og sådan er den typiske Pawlikowski karakter, de siger ikke så meget, gør ikke så meget, lader sig mestendels påvirke af verden omkring dem, fortolker den måske gerne, men forsøger ikke så meget at ændre den.

Det er virkelig, virkelig tydeligt i Cold War, det bliver fuldstændig til en æstetik. Det er som om 80% af filmen består af personer der kigger på hinanden, mens der sker ting rundt omkring dem. Det lyder komisk, men det er vitterlig med vilje: I en af filmens bedste scener optræder Zula i koret, og Wiktor dirigerer, og de ser begge meget udtryksløse ud, alt imens et gigantisk billede af Stalin hæves bag dem. De er, for regimet, propaganda-maskiner, de skal ikke rigtig gøre så meget, de er delelementer i et stort maskineri. De er symboler. Symboler der kæmper for at blive til mennesker. En kamp mellem deres funktion, og deres menneskelighed, mellem deres omgivelser og dem selv. Det er den samme kamp Ida må udkæmpe, mellem den forhistorie hun aldrig har fået fortalt, hvad der skete med hendes forældre, hvad hendes tante har gjort, og så på den anden side forholdet mellem hendes religiøsitet og hendes seksualitet. Og det er det samme Erofeev gjorde, da han indså han ikke kunne få lov af det bureaukratiske Sovjetunionen til at blive den store person han drømte om at være, sumpede han i stedet til i alkohol, skrev en vanvittig lille bog, og oplevede så under Perestrojka at blive hyldet som symbol på dissident-litteraturen, mens han samtidig så småt visnede væk på grund af druk og strubecancer.

Det som Cold War gør så fremragende er at skabe nye billeder til at skildre denne kamp. Den evindelige stirren, de skævt skårne billeder, hvor det ofte ser ud som om der foregår en hel masse rundt om de introverte hovedpersoner, og scenerne hvor de så endelig udtrykker sig selv på en ikke-sproglig måde – en fantastisk danse-scene for Zula, en indfølt klaver-solo for Wiktor. Det er virkelig godt, og helt klart en Cannes-pris værdigt. Men Pawlikowski kommer nok alligevel ikke til at blive en af de helt store. Det har virkelig taget lang tid, først at komme fra dokumentarer til fiktion, derefter at komme fra co-produktion fiktion til muligheden for at lave mere personlige film i Polen. Pawlikowski er i dag 62 år gammel. Men man kan sige, måske er det også derfor han ikke følte han skulle bruge successen fra Ida til at rejse til Hollywood og få en stor karriere og tjene nogle penge. Måske han mere bare har lyst til at slappe lidt af med at skabe små personlige film. Hvis han kan fortsætte med det, hvis han kan løfte det personlige præg endnu et hak, så kunne det blive rigtig godt. Cold War er stadig præget af lidt at ligne noget vi har set før, men den fortjener stadig at stå som mønstereksempel på hvordan man følger op på en overraskende succes. Få har lavet ‘den svære toer’ med så megen overskud.

Cold War ligger på diverse streaming-tjenester, heriblandt Filmstriben.

Næste Uge: Vi bliver i 2018, og kigger nærmere på endnu en konkurrence-debutant: Nadine Labaki og Kapernaum.