Palmesøndag del 148
(كفرناحوم / Cafarnaúm, Nadine Labaki, Libanon
Cannes 2018, Jury Pris & Økumenisk Pris)

Kapernaum er en af den slags film der, helt objektivt, burde være i Cannes. Det er en ægte arthouse-film, men samtidig er det, ifølge wikipedia, den mest indbringende mellemøstlige film nogensinde. Og ikke nok med det, den tjente først og fremmest sine penge i Kina, et faktum der indikerer et muligt gigantisk skift indenfor kunstfilmen. Filmfestivaler er sat i verden for at skildre hvad der sker i filmverden, og Kapernaum var, helt objektivt, noget meget vigtigt der skete i filmverdenen. Jeg er bare ikke helt sikker på hvad jeg mener om det der skete. Der er nogle lidt ærgerlige perspektiver her.

Libanon har en ret interessant filmhistorie. Det har traditionelt været det andet filmland i den arabiske verden. Det første var Egypten, centrum for arabisk-sproget film ligesom Los Angeles var det for engelsk-sproget. Men Libanon var godt med, og formåede i tresserne også at lokke egyptiske auteurs til at lave film hos libanesiske studier. Det eneste der blev dømt godt nok til filmfestivalerne var dog Georges Nassers Ila Ayn i 1957 og Al Gharib al Saghir i 1962. I 1963 begyndte politiske forhold at påvirke, men i første omgang til det bedre: Egyptens leder Gamal Nasser nationaliserede den egyptiske filmindustri, hvilket fik en del af de dygtigste instruktører, inklusive Mellemøstens helt store auteur Youssef Chahine, til at flytte til Libanon. En hel lille ‘guldalder’ begyndte. Men den fik en brat afslutning. Den libanesiske borgerkrig begyndte i 1975, og fortsatte indtil 1990, og landet er aldrig blevet sig selv igen. Hvad der før var et multikulturelt samfund, blev sekterisk, voldeligt, stadig præget af usikkerhed. Den dag i dag har Libanons regering lige knap kontrol over landet, hvor i stedet Syrien og Hezbollah fungerer som ret uafhængige aktører. Det er som jeg forstår det tæt på at være en ‘failed state’.

Men her er det tragi-komiske: Libanesisk film er steget i agtelse siden da. Dedikerede politiske filmskabere som Heiny Srour og Maroun Baghdadi har analyseret deres samtid, skildret vold og desperation, og fået stor anerkendelse. Begge blev vist i Cannes. Maroun Baghdadis Hors la vie vandt Jury-prisen i 1991, den samme pris som Labaki vandt 27 år senere. Som navnet antyder, så er Baghdadis film en fransk co-production, og den handler endda om en franskmand der blev involveret i borgerkrigen. Det skulle være en glimrende film, men der er alligevel noget lidt trist over det, at Libanons største Cannes-succes ikke kom dengang der var en uafhængig og vital filmindustri, men da franske penge blev involveret i at lave film om hvor forfærdeligt det hele er.

Der er ikke noget mærkeligt over at Frankrig er interesseret i Libanon, det var i mellemkrigstiden et fransk ‘mandat’-område, og en af de største befolkningsgrupper, maronitterne, er katolske kristne. Det er i øvrigt også den gruppe Nadine Labaki tilhører, og Nadine er et fransk navn. Så der er heller intet mærkeligt i at Labaki også har brugt franske midler som støtte i sin karriere, bl.a. via programmer fra Cannes festivalen. Hun har stadigvæk insisteret på en uafhængig synsvinkel, ligefra Karamel, der var i Director’s Forthnight i 2007. Her skildrede hun livet som det blev set fra en gruppe af kvinder centreret omkring en skønhedssalon i Beirut, et nærmest revolutionerende blik fra et traditionelt kvinde-sted, lavet af en kvinde, i den arabiske verden. Hun fulgte op med den komplekse Hvad Gør Vi Nu? der foregår i en landsby der kan virke ‘uafhængig’, men den er nærmere isoleret på grund af et bælte af landminer udenfor. Men da sekterisk ufred blusser op i resten af landet, så opsnapper de unge mænd det også i den lille by, og så må kvinderne forsøge at stå sammen og afmontere ufreden. Hvad Gør Vi Nu? er en ret vild film, der meget usentimentalt skildrer død og had, men som skildrer et kvindeligt sammenhold i sorgen. Det er også en musical, hvor en madlavningssang om hashkager er et højdepunkt. Det er en dejlig film, en facetteret film. Jeg ville ønske den havde været i hovedkonkurrence…

Det var den ikke. Det var Kapernaum derimod. Som er en mere typisk festival-film, ren i sit udtryk, gennemført, mindre opsat på at være populær og seværdig (men som alligevel solgte mange flere billetter end Hvad Gør Vi Nu?, så al respekt for de kommercielle instinkter). Men også mere ensporet. Vi følger 12-årige Zain, der ved filmens start har anlagt sag mod sine forældre for at føde ham uden at kunne tage sig af ham. I flashbacks får vi derefter oprullet historien, som er én lang beretning om lidelse og fattigdom. Tvangsægteskab, ulovlig immigration, sult, vold. Der er ikke det som ikke er galt slummen i Beirut. Det er meget melodramatisk, meget lidende, men samtidig også smukt når Zain formår at opleve glimt af skønhed i en forlystelsespark, og rørende når han forsøger at tage sig af dem som er endnu yngre og endnu værre stillet. Det er også i ordets bogstavelige betydning håbløst, og det eneste politiske element er at forsøge at straffe forældre der ikke kan håndtere at opdrage børn under de vilkår som nu engang er.

Med sin flashback-struktur og endeløse lidelseshistorie minder Kapernaum mig en del om Oscar-baskeren Slumdog Millionaire, men Danny Boyles nu forhadte film er efter min mening en noget bedre film. Af to grunde. For det første blev quiz-showet i Slumdog Millionaire brugt som en struktur på en måde retssagen aldrig gør det i Kapernaum, og til sidst smeltede form og indhold sammen så de endeløse tilfældigheder der gjorde den unge mand kunne svare på alle quiz-spørgsmål nærmest blev til en meta-kommentar om eskapisme og skæbnetro. Udover at Slumdog Millionaire var enormt god som eskapistisk skildring af drengen der overvandt fattigdommen, så fungerede den også lidt som en ret kritisk kommentar på præcis den form for fortælling.

Den anden grund til at Slumdog Millionaire er bedre hedder Anthony Dod Mantle. Den legendariske fotograf, der også har arbejdet med Lars von Trier, overgik nærmest sig selv for Danny Boyle. Kapernaum er også en virkelig flot film, men på en lidt anden måde. Nadine Labaki er den type instruktør, der arbejder med enkelte glansscener, og uforglemmelige billeder, snarere end at skabe en streng æstetik til hele filmen. Det kan man se i Kapernaum, der har hele tre små introduktions-scener, først af Zain, så af en gruppe kvinder, og derefter en billedskøn montage med musik indover. De her billeder er virkelig uforglemmelige, og Zain al Rafeea der spiller hovedrollen, skaber det ene moment efter det andet, om han trækker en baby efter sig, kører i pariserhjul, eller til slut lige smiler en enkelt gang. Der er intet galt her, og der er sikkert mange der er ganske uenige med mig i hvad der er bedst. Jeg foretrækker bare en gennemført æstetik a la Cold War.

Jeg ved folk er uenige med mig, for det er meget sjældent de gennemførte æstetikker, der bliver til blockbustere. Jeg er stor fortaler for det filmbegreb der hedder ‘cinema of attractions’, der tager udgangspunkt i at film oprindelig var en attraktion blandt mange i forlystelsesparker, og som man derfor kan bruge til at spekulere over hvad det mon er folk finder så tiltrækkende ved forskellige film. Og jeg forstår hvad der er tiltrækkende ved Kapernaum, at den er hård og fyldig, men alligevel slutter med et smil. Sådan negativt hjælper det nok også at den er relativt begrænset i dem den peger fingre af, den harcelerer ikke pludselig over neoliberalismen. Den er attraktiv, den er ganske simpelt god. Den fortjener sin plads i Cannes, den var et glimrende valg som Jury-pris-modtager. Det siger bare også noget lidt trist om den international kunstfilm-verden, at det der tiltrækker publikum på tværs af genrer nogen gange lader til at være intimt knyttet til lidelse.

Næste Uge: Endnu en film fra 2018. Under the Silver Lake af David Robert Mitchell.