Mother

Palmesøndag del 146
(Мать, Mat, Gleb Panfilov, Sovjetunionen
Cannes 1990, Bedste Artistiske Bidrag)

En af de store grunde til at skrive den her blog-serie har været at få lov til at studere og skrive film-historie. Men når man dykker ned i de mere ukendte Cannes-titler, så er det man ser ofte ikke bare film-historie, men konkurrende film-historier. Instruktører der konkurrerer om ikke bare at få den plads i historien som en Guldpalme giver, men som også repræsenterer konkurrerende idéer om hvad slags film der er vigtigst på det givne tidspunkt. 1990 var et centralt år for Østeuropa, og Cannes 1990 var fyldt med østeuropæiske film. Af de fire østeuropæiske instruktører, så er der ingen der rigtigt er gået over i historien, men af de fire, så var det nok Panfilov der havde de største chancer i 1990. Og så gik der ti år før han igen lavede en film, jeg tænker det skyldtes det politiske kaos i Rusland i 90’erne. Panfilovs Mother er for mig et glimt af en helt anderledes russisk filmhistorie, én med store prestige-produktioner brugt til subtilt revisionistiske blik på russisk historie. Men det kom ikke til at kunne fungere i et kriseramt Rusland. For at være helt ærlig fungerer det heller ikke helt her.

Gleb Panfilov debuterede i 1968 med krigsfilmen No Path Through Fire, der vandt Guldleoparden i Locarno året efter, og fulgte op med Debut fra 1970. Begge film er friske, ret sluttresser-agtige, tydeligt inspireret af hvad der ellers skete i østeuropæisk film på den tid. Og som de fleste af Panfilovs film spiller hans kone Inna Churikova hovedrollerne. Efterhånden som Bresjnev strammede grebet, og Sovjetunionen stagnerede, stagnerede også Panfilovs karriere. Det blev tydeligt da hans Tema fra 79 simpelthen aldrig blev udsendt, uden at være nogen synderlig politisk film, ifølge instruktøren fordi den var for emotionel. Men han begyndte at komme tilbage på rette spor i firserne, om ikke måske ligefrem kunstnerisk, så i forhold til at få lov til at lave film der blev set. Valentina (81) var baseret på et skuespil af Alexander Vampilov, og Vassa (83) var Panfilovs første Gorkij-filmatisering. Det er en ret teater-agtig film, der ganske Sovjet-agtigt fordømmer en borgerlig familie før revolutionen, men som alligevel dykker så meget ind i sin tid og sine karakterer at fordømmelsen bliver en del mere universel. Det er ret menneskeligt, og det er ikke svært at kunne se den samme familie-tragedie kunne udspille sig i en familie af kommunistiske parti-soldater. Efter Gorbatjov kom til fik Tema endelig lov til at komme ud, og den vandt såmænd Guldbjørnen på Berlin-festivalen i 1987. Så der må have været store forventninger til hans næste film, og det er ikke overraskende at Mother fik lov til at være i hovedkonkurrence i Cannes.

For det helt grundlæggende referat af historien om Moderen, se hvad jeg skrev om Mark Donskojs version. Selvom man tror man kender historien, så skal man dog nok blive overrasket over Panfilovs version, for han lægger dælme mange ting til. Tre timer og tyve minutter lang er filmen, over dobbelt så lang som Pudovkins stumfilms-version af samme historie fra 1926. Panfilov bruger den lange spilletid på mange forskellige ting, f.eks. går der ca 45 minutter med at sønnen Pavel er en lille dreng, noget som Donskoj springer let henover. Vi ser faderens alkoholisme, ser drengen opleve det fattige russiske arbejder-samfund, arbejde på fabrikken som barne-arbejder, og have sine første seksuelle erfaringer. Vi introduceres også til en helt ny karakter, Klimov, en forældreløs dreng som sønnen passer på. Når vi springer til den centrale del af historien, hvor Pavel er blevet voksen revolutionær, så vender Klimov tilbage til historien, men som stikker for zar-politiet. En af grundene til at Panfilovs version af melodramaet kan være 3 timer lang er, at den i næsten en time undervejs pludselig bliver til en art spion-film, med hemmelige udklædninger, og brutale henrettelser af forrædere.

Det gør historien virkelig mørk, langt mørkere end hos Gorkij og de andre instruktører. For Panfilov er de revolutionære ikke følsomme martyrer der ofrer sig selv for retfærdigheden, men lige så meget plagede og voldelige. Det bliver mere et portræt af russisk historie, hvor den ene tids oprører er den næste epokes undertrykker. Da Pavel i sin forsvarstale i retten råber at proletariatet har tænkt sig at tage al magt i samfundet til sig selv skræmmer det ikke bare borgerskabet, men også hans medanklagede. Den ene siger lidt forvirret ‘Hvad skal vi gøre med al den magt?’ Hvortil en anden svarer ‘Det finder vi ud af’ Og ja, det gjorde de. Filmens bedste sekvens kommer efter den dramatiske demonstrations-scene, hvor vi her i lang tid ser hvordan omverdenen reagerer på oprøret i den lille by. Vi ser endda Lenin, i eksil i London, juble håbefuldt over de oprørske arbejdere og vande blomsterne på Karl Marx’ grav. Men lige inden ser vi zar-familien posere for et foto og undres over hvad der dog er sket, i en dyster og ildevarslende sekvens. Når kameraet skyder og røg stirrer til loftet kan man ikke undgå at tænke på hvad der skete med den familie femten år senere, da de alle blev henrettet i en lille kælder, hvor det efter sigende var umuligt at se hvem der var levende eller død på grund af al krudtrøgen.

Panfilovs Mother er en storfilm, eller i hvert fald et forsøg på en storfilm, og det er der ellers ikke meget af fra Sovjetunionen i perioden. Firserne står ellers meget enten på dissident-film, eller film der havde været forbudt men nu fik lov til at blive set, eller de såkaldte chernukha-film, punkede og mørke film med lidt nøgenhed og stofmisbrug, som f.eks. Assa og The Needle, begge film hvor Victor Tsoi fra Kino og biopic’en Sommer spillede med. Men det lyder da ellers meget logisk med en ny form for kritisk storfilm, hvor man i bedste glasnost-ånd kastede et kritisk blik på litteraturhistorien. Det kom bare ikke til at ske. Det er dyrt, og der blev ikke lavet dyre film efter filmsystemet faldt fra hinanden. Mother ser da heller ikke dyr ud, den ligner i lidt bizar grad en tv-film, fyldt med håndholdt kamera og lidt skrabede scener hvor det føles som om skuespillere i kostumer render rundt i moderne bydele. Musikken er også mærkelig, skuespillet er lidt haltende, omend Inna Churikova gør det virkelig godt som den titulære moder. Det ironiske er, at de ting der fungerer bedst, den mørke tone, de små digressive scener rundt omkring i periferien af historien, sagtens kunne have været med uden at filmen af den grund blev så lang og stor. Historien er alligevel ret tynd, så man ville kunne have forstået hvad der skete med halvt så mange scener.

Der gik som nævnt ti år før Panfilov vendte tilbage, og så var det med endnu en storfilm, denne gang om The Romanovs: An Imperial Family. Den film fik heller ikke så mange roser. Men hans næste, og foreløbig sidste, projekt fik faktisk meget god respons. En tv-version af Solsjenitsyns I Den Første Kreds, med speak af den gamle forfatter himself. Det fungerer faktisk også, tv-serie-formen giver plads til bare at glide frem og tilbage i historien og fokusere lidt her og der. Det er ikke så stort og flot som Mother, men tonen er renere, stemningen er mere konsistent, og filmen er bare bedre. Det kan i virkeligheden siges ganske enkelt: Det sovjetiske film-system, ligesom det sovjetiske system generelt, fungerede ganske enkelt ikke længere i 1990, og det er når Mother er en traditionel studie-stor-film, at den er svagest.

Mother kan streames på youtube med closed caption undertekster: https://www.youtube.com/watch?v=JXSvw3aMMqk

Næste uge: Jeg fortsætter med østblok-temaet, med en film om livet i østblokken. Pawel Pawlikowskis Cold War, der er kommet på danske leje-tjenester.