We are pleased to discover a deeply personal, relevant and contemporary new voice in Danish independent cinema with ‘The Elite’ by Thomas Daneskov, a disturbing and hilarious portrait of privileged youth made in a spirit of collectivity.

– Juryen New Talent Grand PIX

Fortællingerne bølger frem og tilbage på en festival, så det er en spøjs fornemmelse at være den sidste til at skrive en anmeldelse. Den første visning af Eliten var udsolgt. Den anden kunne jeg ikke nå til. Og den tredje blev aflyst, pga noget med ‘rettigheder’, fik jeg at vide – formentlig fordi filmen i stedet blev vist på DR3 onsdag aften. Samtidig begyndte mellemfornøjede anmeldelser at strømme ind, og jeg begyndte mentalt at forberede mig på hvad jeg skulle skrive. Hm, Eliten er nok ikke lige så god som de andre danske. For billig, for lille, måske endda for navlepillende, i forhold til især Bridgend. Måske er det synd for den, at den bliver overskygget af både Bridgend og Limbo. Måske burde den overhovedet ikke have været med i en konkurrence hvor der sker så meget andet, måske var der nogen der havde indset dette, og det var derfor ‘rettighederne’ pludselig forsvandt fra festivalen? Og så pludselig, fredag formiddag, ændrede fortællingen sig fuldstændig, da Thomas Daneskov, og ikke Jeppe Rønde, blev kaldt på scenen for at modtage årets New Talent Grand PIX. Det virkede som om folk skulle bruge lidt tid på at forstå hvad der var sket. Eftersom jeg ikke havde set filmen, så var jeg heller ikke ret meget med.

Men femøren faldt for mig lørdag eftermiddag. Ikke fordi jeg fik set den her film, men i stedet fordi jeg fik set Alex Ross Perry’s Queen of Earth. Alex Ross Perry sad i juryen, og præsenterede tre film på festivalen, og Queen of Earth er en film om et par kunstnere, med rige forældre, der tager sammen til upstate New York, til et stort hus ved en sø, for at få styr på deres liv og lave kunst. Det er med andre ord New Yorker-udgaven af Eliten. Det burde vi da have kunnet sagt os selv: Når nu én fra juryen var dansk – Katrine Wiedemann, som jeg uretfærdigt drillede med at have instrueret Morten Korch, men som med især sit scenearbejde bestemt har fortjent at sidde i juryen – og når en anden er kendt for at lave små film om kunstneriske unge menneskers genvordigheder, mon så ikke der var en god chance for at prisen gik til den lille danske film om kunstneriske unge menneskers genvordigheder? Men mere end bagklog kynisme, så mindede det mig om, at Daneskov’s film sådan set ikke er specielt navlepillende. Det er helt normalt at lave lav-budget om en lille lukket kreds om unge kunstnere. Alex Ross Perry – og mange andre – gør det i New York. Mattias Pineiro gør det i Argentina. Hong Sang-soo gør det i Sydkorea. Man kan skrive om noget man kender, trække på venner og bekendte i miljøet, dels som billig arbejdskraft, dels som inspiration til fortællingerne. Film som Eliten er en fast bestanddel af mange landes low-budget scener. Low-budget elite-film. Men måske det var lige lovlig selv-promoverende at kalde filmen for Eliten?

Netop fordi vi ikke er vant til den her type film er det uheldigt, på trods af at det giver god mening, når nu filmen trækker inspiration fra radiomontagen Eliten i Minefeltet. Folk tror måske at de unge kunstnere der har skabt film om unge kunstnere kalder sig selv for elite, snarere end filmens personer. Men det kan sagtens ses ironisk: ‘Eliten’ er navnet på Carl’s bog om hans venner, det er en forestilling om en gruppe mennesker, snarere end en sandfærdig beskrivelse. Filmen handler heller ikke om et kollektiv, om en scene, så meget som den fortæller en stærk historie om personligt sammenbrud, der tilfældigvis udspiller sig i det miljø. Derudover, så ved jeg ikke hvad jeg skal mene om at døbe personerne i filmen som en ‘elite’. Det lyder så industrielt, som noget man i stedet kalder folk fra en jagtklub. Det er især svært for mig, eftersom jeg selv er student fra Sankt Annæ Gymnasium, gymnasiet med landets højeste gennemsnit, på den årgang hvor også to af filmens hovedrolleindehavere gik. Samt filmens tonemester. Fotografen gik årgangen under. Jeg har studeret kultur, arbejder med kultur, kender kunstnere – en af mine gode venner spiller i band med en tredje af skuespillerne – og folk der arbejder med kultur. Kalder vi os for ‘eliten’? Eller forsøger vi snarere at skjule at vi, som Carl i filmen, så ofte kan trække på ressourcer fra vore rige forældre?

Når nu jeg kender så mange i filmen, så er det også lidt svært at kritisere den, så lad mig kort skitsere det som ikke virker: Der er to dårlige scener i filmen, men det er så også plotmæssigt de to vigtigste. Når ting skal siges direkte, til andre personer eller publikum, så knirker manus og skuespil. Men resten af tiden, når der leges, spilles, tales i koder, så er skuespillerne helt med, plus at billederne har plads til at komme til deres ret. Derudover knirker det nogle gange lidt med specificiteten. Filmen er optaget i Silkeborg, men jeg er vitterlig i tvivl om den foregår dér eller i Nordsjælland – folk bliver ved med at sige at de kommer ‘herop’ fra København. Jeg ved heller ikke helt hvad alle personerne laver i huset. Hvad får Danny, der spiller guitar i et band, ud af at øve sig i en villa med andre kunstnere, men uden hans bandmedlemmer? Eller fotografen Sara, skulle hun ikke hellere ud i virkeligheden og tage billeder? Det er petitesser, men en film som denne, uden budget til så meget, skal leve i kraft af et ægte anslag, så vi selv digter videre på personer og verden og baghistorie. Det er ikke fordi jeg skal sidde og finde fejl i filmen, jeg skal tværtom sidde og finde flere sandheder end filmen har haft råd til at præsentere, og der fungerer de manglende bandmedlemmer som en klap der går ned, hvorfra jeg ikke kan regne ud hvem Danny er og hvor han kommer fra.

Den slags kan sagtens være lav-budgettets forbandelse. Eliten er lavet udenom Det Danske Filminstitut, men med penge fra Den Vestdanske Filmpulje, og de har sikkert været glade for at der blev optaget vestpå. Og Danny spiller godt guitar, der overbevisende bruges som diegetisk soundtrack, og så tager man resten med. Lav-budgetsfilm laves med de midler man har, og så kommer man så langt som man kan. Så lad os i stedet hylde alt det gode og unikke. Ali Sivandi spiller forrygende som Joakim, en pusher som Carl lukker ind i kollektivet, og stort set alt ved de andres reaktion er så godt ramt – fra Danny’s dystre guitar-riffs da han ser ham til Carl’s sene: ‘Kom over og få en bajer med gamle Poul! Og hans mørke ven – det må man godt sige, ik?’ Udover set-up scenerne er stort set alt andet filmet fremragende – et drejende skud af en trætop, så ved vi hvordan et Ayahuasca-trip føles. Filmens midterstykke, hvor vi hænger mellem eufori og mørke har en egensindig grundtone – Carl vil have det til at være vildt, men udover en enkelt speedbåd-tur er trippene og orgierne fremstillet med en tung og stenet tone, xylofon og sax mere end guitarstøj. Og så er de sidste ti minutter fuldstændig forrygende, hvor hele verden forsvinder i et enkelt pars leg, hvor Carl endelig eksisterer fuldt ud i nuet, hvor ‘Ungdom er noget vi leger’, som hans prætentiøse bog beskriver det, og alt andet ofres. Inkl kunsten og alt det andet som venner og andre forhold blev ofret for. Det er en sær og unik kulmination, som tilføjes et strejf af mørke fordi det samtidig udstiller resten af historiens idealer, ritualer, tilsagn og lovninger. Det er kort sagt skide godt, og jeg skyder på de sidste par scener er en stor del af grunden til, at den fik prisen.

Er det den bedste film i konkurrencen? Nah, jeg foretrak nok Limbo og Portrait of the Artist. Var det den rigtige vinder? Ja, helt bestemt, eller én af dem, i hvert fald. Der er bestemt personlighed og originalitet i filmen. Og hvis vi zoomer lidt ud, så er det en vigtig sejr for hele dansk film. For tiden raser en debat om hvorvidt der er behov for flere lav-budget film i Danmark. Formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, blogger f.eks. i Ekko med vanlig misvisende statistik, om, at lavbudget er dårligere end højbudget, fordi de har et lavere karakter-gennemsnit i danske medier – men dog fuldt på højde med mellembudget film, hvilket han naturligvis ikke nævner. Og der er i forvejen for mange debutanter i dansk film, og der bliver flere og flere – fordi snittet over tyve år er steget med én enkelt, en udvikling der kunne se helt anderledes ud hvis nu ikke kurven var startet i det år hvor absolut færrest fik chancen. Kunst er ikke tal, og den misvisende statistik, som Ekko af en eller anden grund mener de skal lægge hjemmeside til, skal mødes med kunstneriske resultater. Allerede som den tredje-billigste film finder vi R, debuten fra Michael Noer og Tobias Lindholm, der vandt Dragen prisen i Gøteborg, og hvis to instruktører nu er blandt de mest spændende navne i landet. Med prisen til Eliten og en Special Mention til Limbo, har juryen understreget hvor vitalt og spændende der kan laves film i Danmark med minimale budgetter, og hvor mange spændende navne der står på spring. Derfor er priserne en vigtig triumf, ikke blot for Thomas Daneskov og i mindre grad for Anna Sofie Hartmann, men for hele Danmark’s filmbranche som sådan. Vi har brug for flere af de her film. Vi har brug for roetærskere på marken, samtaler på provins-torve, badeture i Gudenåen og ‘scooot’ på gulvet. Vi har brug for det nære, det ægte, det specielle, det skæve, det sjove. Og vi har talentmassen til at skabe det. Forhåbentlig kan flere se det – for jeg kan hverken se premiere-datoer på Eliten eller Limbo, selvom de fortjener at komme ud, også uden for København.

På årets Cannes-filmfestival er der en norsk film i hovedkonkurrencen, for første gang i 36 år. Der er også islandsk film i Un Certain Regard, og såmænd også svensk film i Quinzaine de Realisateurs. Dansk film er der intet af. Det kan være et tilfælde, men det er også svært at benægte, at der er sket ting og sager i vore nabolande de seneste par år, som ikke er sket i Danmark. Ruben Östlund lavede svenske billige og eksperimenterende film, af en slags ingen danske har lavet, og brød så internationalt igennem med Force Majeure. Joachim Trier og Eskil Vogt har frembragt en ny stil i Norge, med skildringer af by-liv og essayistiske elementer. Og dansk film har ikke haft ret meget at byde ind med, men i stedet levet af de umanerligt stærke navne der debuterede i 90’erne. Ofte med lavbudgetfilm som Pusher, Portland og Let’s Get Lost, og hele Dogme-bølgen. Vi har brug for en ny bølge af spændende navne, udover Thomas Daneskov, Jeppe Rønde og Anna Sofie Hartmann. Vi har brug for mere dansk lavbudget, hvis ikke vi skal falde yderligere bagud. Men for at dansk lavbudget skal kunne indtage den vitale plads i dansk films fødekæde, som det har i så mange andre lande, så er der så mange ting der skal på plads. Penge-puljer, platforme, et åbent anmelderkorps. At vinderen af priserne fra Ekko Shortlist, det vigtigste der er sket for dansk kortfilm i mange år, kan gå hen og vinde PIX-prisen er ualmindeligt heldigt. At det kan ske i samme konkurrence som giver os Limbo er en gave, et af de puf der måske kan sætte en bølge i gang. Så ja, det var nogle ualmindeligt rigtige priser. Og hvis kortene falder rigtigt, så vil PIX15 måske en dag blive husket som en mindre version af Cannes 98, som startskuddet til noget nyt og spændende i dansk film.