Demonlover

Palmesøndag del 137
(Olivier Assayas, Frankrig
Cannes 2002)

De to Assayas-film jeg først skriver om gør mig begge to trist til mode. Sentimental Destinies er måske den eneste Assayas-film der bare ikke rigtig er god på nogen som helst måde. Demonlover er på mange måder en rigtig glimrende film, men samtidig er den umanerlig mørk, nærmest nihilistisk mørk, og det om nogle emner som ellers plejede at tilføje håb og optimisme til Assayas’ tidligere film. Den er i dag mere husket som kultfilm, som en del af den franske ‘new extremity’, men det er dens kyniske skildring af den mørke side af asiatisk kultur som bliver siddende hos mig.

I virkeligheden er det logisk nok at Demonlover er en kynisk film, for den handler om noget vi alle sammen hader: Korporatisme og røver-globalisering og den konsekvente udviskning af alle forskelle som neoliberalistisk kapitalisme står bag. Connie Nielsen spiller Diane, ansat i Volf Korporationen, der er ved at købe firmaet Demonlover, der laver pornografisk anime, eller hentai, som det hedder. Men i virkeligheden er hun spion for det konkurrerende firma Mangatronics, og måske er alle hendes kollegaer også noget andet end de udgiver sig for, og ja, måske er Demonlover i virkeligheden noget helt andet, og noget meget mørkere, end det på overfladen lader til at være. Alt er kynisk, alt er mørkt, alt er udbytning, twist følger på twist, og ved I hvad, måske er det i virkeligheden lige så meget din og min skyld?

Der er to ting galt med Demonlover, som egentlig overhovedet ikke er decideret ‘galt’ med filmen. Men den ene er, at Assayas altid har været fremragende til at skildre kulturelle miljøer med små detaljer. Men det globale koorporative miljø er glat og kedsommeligt. Hvilket han fanger fuldstændig, der er en fly-scene tidligt i filmen som rammer fornemmelsen af trans-kontinental flytransport sjældent godt, fornemmelsen af ubehag, jetlag, mærkværdigt meget lys. Men miljøet er stadigvæk glat og kedsommeligt. Det andet er, at hentai-porno, selvom det nok er en virkelig indbringende genre som formentlig er ekstremt kulturelt underbelyst, er mindre interessant end så meget andet Assayas har skildret. Processen med at skabe porcelæn i Sentimental Destinies er interessant at følge i detaljen, men porno-film er et rendyrket industrielt produkt, og omend det har skandalens interesse at inkludere så meget porno i en mainstream-film, så er der bare ikke så meget interessant at snakke om. Pigerne har ingen kønsbehåring, så de franske købere er nervøse for om de er i strid med børneporno-lovgivning, men det tvivler jeg lidt på er et reelt problem. Og samtalerne om digitaliseringen af pornobranchen, hvordan den billige 2D-animation snart vil blive udskiftet med dyre 3D-film, fremstår decideret bedagede i dag, hvor, så vidt jeg ved, det stadigvæk er noget som er ‘lige om hjørnet’.

Det deprimerende er dog mere specifikt Assayas’sk. Assayas var i halvfemserne en af de første europæiske instruktører, der virkelig tog opblomstringen af asiatisk film seriøst. Det lyder bombastisk, men i mine øjne er tæt ved den største filmhistorie fra halvfemserne den globale forskydning i arthouse-miljøet. Lande som før havde domineret, Japan, Sovjetunionen, Indien, forsvandt, og i stedet piblede der en række geniale idéer frem fra steder som Iran, Hong Kong, Taiwan. I bakspejlet ser jeg en idé om, at der var en hel verden derude med andre muligheder, andre løsninger, til et europæisk og amerikansk filmmiljø der havde været i en eller anden form for krise, der reelt går helt tilbage til nouvelle vague og manglen på en eller anden form for succesfuld opfølgning på den bølge. Få har som Assayas skildret problemet med at komme videre fra tresserne, specifikt fra 68, eller som han kalder det tiden ‘Apres Mai’, Efter Maj, og i halvfemserne var der måske en vej videre?

Det er den vej der lader til at lukkes i Demonlover. Den er knust af globalisering og grådighed. Hvilket er dybt deprimerende i mine øjne. Også selvom det absolut ikke er forkert. Hvornår var sidste gang du så en god film fra Taiwan, for ikke at snakke om Hong Kong? Filmkulturerne er nærmest gået helt i stå, især knust af gigantiske fastlands-Kina i tæt samarbejde med internationale penge-interesser. Det var en lille bitte skrøbelig drøm, og det tjener teoretisk set Assayas til ære, at han klart og tydeligt så det, og skildrede det med benhård nihilistisk kynisme.

Jeg er bare ikke sikker på det er det jeg søger i min kunst… Bare sådan en lille ting som hvordan Assayas ofte brugte afrikansk musik som Ali Farka Touré på hans soundtracks, gav ofte håb om en større verden, en smukkere verden, en bredere reference-ramme. Hans film i halvfemserne kunne fungere som et lille bitte lys i mørket, en inspirerende vej frem, og om det var naivt eller ej, så er der også værdi i kunsten som et alternativ, som en ting der bare i sig selv fungerer anderledes. Det er en debat som Assayas flere gange har vendt og drejet, hans karakterer arbejder ofte med film, og i både Irma Vep og Efter Revolutionen bliver der uddelt huk til den elitære franske film, der bare bekræfter intellektuelle i deres egen overlegenhed. Men det er s’føli blot som en del af en debat, der er lige så mange karakterer der drømmer om det modsatte, om Kunst med stort k.

Som med Sentimental Destinies er der dog også en lidt upersonlig stemning i Demonlover, der får den til at fremstå lidt svagere. Det er her en genrebetegnelse som ‘new french extremity’ kommer til at gøre lidt ondt, og jeg forstår godt at mange kunstnere højlydt protesterer når de puttes i kasser. Men hvorfor blev der pludselig lavet så mange nihilistiske, voldelige og eksplicitte film i Frankrig omkring årtusindskiftet? Svaret flagrer i vinden, der er sikkert noget med nogle mulige penge involveret. Det er dybt uretfærdigt at angribe Demonlover for at lugte af produktionsmidler, for også et hovedværk som Assayas Cold Water var specifikt lavet på grund af en produktionsmulighed, han fik nogle penge til at lave en billig tv-film om hans egen ungdom, og brugte dem til at lave et hovedværk. Demonlover føles som en genrefilm, som om den er fanget af sine omstændigheder. Den finder ikke en frihed i sine egne begrænsninger, som Cold Water gør, eller som en samtidig film som Claire Denis’ Trouble Every Day gør det. Den føles fanget.

Selvfølgelig føles den fanget, alle i filmen er fanget, det er en film om at være fanget. Det fanger den klokkeklart, det er en god film. Assayas gør præcis hvad han gerne ville gøre. Han har bare både før og siden villet gøre langt mere interessante ting.