Jungle Fever

Palmesøndag del 192
(Spike Lee, USA
Cannes 1991, Bedste Birolle (Samuel L. Jackson) + Økumenisk Pris, Special Mention)

En gang imellem handler det om kvantitet lige så vel som kvalitet. Der havde været gode afrikansk-amerikanske instruktører før Spike Lee, men folk som Kathleen Collins og Charles Burnett havde svært ved at få finansieret deres film. Collins lavede kun to i startfirserne, og Burnett lavede film med fem til syv års mellemrum. Det er derfor svært at overvurdere hvor stor en eksplosion det var, da Spike Lee pludselig brød igennem. Det væltede ud med film fra hans hånd de første år, og han fik derfor sat fokus på virkelig mange forskellige aspekter af sin tematik.

She’s Gotta Have It var revolutionerende som en film om sorte amerikanere, der i virkeligheden bare handlede om deres sexliv – og hvor i øvrigt de alle sammen havde jobs, flere af dem endda virkelig velansete karrierer. School Daze handlede om college-liv, og om konflikter mellem afrocentriske aktivister, og mindre politisk orienterede medstuderende. En af dens musikalske indslag var et skænderi mellem to grupper af kvinder om man skulle have sit hår ‘straight’ eller ‘nappy’. Do the Right Thing er den politiske og oprørske klassiker, men Spike Lee fulgte op på den med Mo’ Better Blues, en film om en jazzmusikers romantiske forviklinger. Og efter Jungle Fever kom så kronen på den tidlige del af Spike Lees værk, Malcolm X, en gigantisk biografisk film på tre timer og tyve minutter, der har plads til dansesekvenser, politisk agitation, og en cameo fra Nelson Mandela til sidst i filmen. Alt i alt seks film på seks år fra 1986 til 1992. Det gav plads til digressioner, detaljer, diskussioner. Og stilistiske krumspring. Med en film som Jungle Fever, så resulterede det dog også i en noget ujævn film, der ikke hører til blandt instruktørens bedste.

Jungle Fever handler om sex. Det er altid kontroversielt i USA. Og endda om sex mellem sorte og hvide, det er nærmest chokerende kontroversielt stadigvæk. Arkitekten Flipper Purify (Wesley Snipes) har en affære med Angie Tucci (Annabella Sciorra), hvilket får hele deres omgangskreds til at reagere. Flippers kone Drew (Lonette McKee), hvis far var hvid og mor var sort, smider ham ud da hun opdager det. Angies racistiske far gør ligeså, med et par lussinger ovenikøbet. Angies tidligere kæreste Paulie (John Turturro) begynder at stille spørgsmålstegn ved om han virkelig ønsker at blive i det italiensk-amerikanske kvarter han er født i, og begynder at flirte med den sorte Orin (Tyra).

Fordi Spike Lee lavede så mange film så hurtigt, så fandt han også efterhånden sin egen form. De fleste Spike Lee film er således omkring 130-150 minutter lange, lidt lige meget hvad de handler om. Film som Mo’ Better Blues og Jungle Fever er egentlig ret små film, der bare handler om almindelige mennesker, der forsøger at finde ud af hvad de vil med deres liv, men de har en ret så episk længde. Her kan man i Jungle Fever godt mærke, at der måske ikke rigtig var plot nok til 130 minutter. Flipper og Angies forhold virker ret dødsdømt på forhånd, så efter de flytter sammen i en lejlighed, så er der ikke rigtig andet at gøre end at vente på det falder sammen. Lee vil gerne vise alle sider af den racisme som forholdet mødes med, fra begge sider af samfundet, men der er en del mere nuance at finde visse steder. I filmens måske bedste scene diskuterer Drew hvad der er sket med hendes sorte veninder, og de vender og drejer misogyni og racisme, også hos sorte mænd. Til sammenligning så er Angie og Paulies hvide mandlige venner mestendels bare højtråbende og stupide. Det virker meget realistisk, men det er ikke vanvittig interessant.

Der er endnu en lidt mærkelig plot-ting i Jungle Fever. Der bruges virkelig lang tid på et subplot om Flippers bror Gator, spillet af Samuel L. Jackson, der vandt en pris i Cannes for Bedste Birolle, en pris som jeg altså ikke tror bliver uddelt hvert år, men som måske derfor er tegn på ekstra værdsættelse af Jackson (eller også opfandt juryen en ekstra pris til en ekstra film, fordi 1991 var et af de der dødssyge år hvor alle priserne gik til samme film, hele tre priser gik til Barton Fink). Gator er en ‘junkie’, et ‘crackhead’, som han selv nærmest stolt siger det. ‘I like to get high’ synger han og laver en lille dans. Det er et ret sjældent portræt af en narkoman, ikke som en stakkel eller en zombie, men som en hustlende stolt person, der dog også er en løgnagtig tyv, der især forpester livet for brødrenes mor. Jeg har en lille smule svært ved at regne ud hvordan plottet passer sammen med resten af filmen. Måske de to brødre er to bevægelser for afro-amerikanere, den opadgående arkitekt Flipper, der måske endda kan få en hvid partner, og den nedadgående junkie Gator. Hvis det er tilfældet, så virker det dog som en tematisk sløjfe som filmen ikke behandler synderlig imponerende. Dog er scenen hvor Flipper opsøger Gator i et slumkvarter, hvor Gator ryger sig skæv i en bygning der kalder sig Taj Mahal, sammen med en mængde af andre narkomaner, ret så fremragende lavet. Der klippes heftigt mellem stålsatte Flipper i fint tøj og det forfærdelige slummiljø omkring ham, alt imens Stevie Wonders Living for the City spiller på soundtracket.

Stevie Wonder må også nævnes med den her film. Ikke blot var flere af hans gamle sange med i filmen, han lavede også et helt nyt soundtrack. Jeg kan godt lide mange af numrene, selvom de er ret så tidstypisk new jack swing agtige, og ikke overhovedet kan måle sig med de gamle klassikere. Men jeg må alligevel sige det tæller lidt ned, for musikken er lagt indover alt for mange af scenerne, hvor den nærmest overdøver de mange diskussioner. Det bliver for manipulerende, vi får for mange følelser serveret fra musikken, fra én kilde, hvor i stedet filmen lever af de mange forskellige menneskers følelser omkring situationen. Fra flere kilder. Det gør en dialogisk film ret så monologisk.

For at forklare det nærmere, så er det egentlig en ret typisk spænding i Spike Lees film. På den ene side, så vil han altid virkelig gerne vise tingene fra ekstremt mange menneskers synsvinkel. På den anden side fylder han selv altid virkelig meget, dels som stor stilist, dels fordi han så ofte selv spiller en rolle i sine film. Det er vitterlig en spænding. For hvordan skal filmene forstås? Er det mange personers holdning, uden at instruktøren tager stilling, eller er det Spike Lee selv der taler? Som i Do the Right Thing, alle råber og skriger og har holdninger, men til sidst er det Mookie, spillet af Lee selv, der starter et oprør. Man kan sige det veksler mellem at være politisk diskussion og propagandistisk agit-prop. Den spænding har Lee aldrig rigtigt gide at demontere. Det gør nogengange hans film noget ujævne og usammenhængende. Omvendt tilføjer det virkelig en energi.

I Jungle Fever er det dog mest ujævnt. Hovedhistorien er simpelthen ikke stærk nok, og Lees tanker om sex og kærlighed hører ikke til blandt hans dybeste tanker. Der er dog nok i periferien, i underhistorien om Gator, i mange stilistiske detaljer, i diskussionen blandt de sorte kvinder, til at gøre filmen værd at se. Sådan blev det herefter ofte hos Spike Lee. Rigtig mange film. Ikke altid genialt, faktisk ret sjældent decideret genialt. Men næsten altid værd at se.