Palmesøndag del 421
(Andrea Arnold, UK
Cannes 2006, Jury Pris)
Milk, Dog, Wasp, Cow, Bird. Britiske Andrea Arnold har en tendens til at bruge den samme slags navne til hendes film. Red Road, Fish Tank og American Honey er heller ikke meget anderledes. Det er simple og deskriptive titler, og selvom de lige knap beskriver det samme (Cow handler vitterligt bare om en ko, der er en hveps med i Wasp, mens Bird er navnet på en person og Fish Tank skal forstås mere metaforisk), så siger de noget om den måde Arnold laver film på.
Hun tænker i billeder. Billeder af simple ting, af dyr, af huse, og hun lader dem med mening. Hun er socialrealist, men er samtidig også symbolist; hun er billed-skaber, men på en måde der til tider minder mere om en forfatter end om en instruktør.
Hun er bestemt sin egen. Men hendes film minder ofte om andre – og til tider bedre – film, og hun har skiftet stil så meget, at det kan være svært at finde en rød tråd i det. Hun er måske sin generations største engelske auteur, men jeg ved ikke helt hvor meget det siger. I europæisk sammenhæng har hendes film for lidt æstetik, for meget manus, til at jeg har hende som en favorit.
Det gælder også for debutfilmen Red Road, der vandt Juryens Pris i Cannes i 2006. Det er en imponerende konstruktion, der rejser et væld af interessante tematikker, og som viser Arnold er fremragende til at instruere særligt mindre erfarne skuespillere. Men den minder lidt om flere andre kunstfilm, og den sammenhæng falder ikke helt ud til Arnolds fordel.
Andrea Arnold har en usædvanlig baggrund, for en kunstfilminstruktør. De fleste instruktører kommer som minimum fra middelklassen, men Arnold er født i 1961 af en 16-årig mor og en 17-årig far, og hun voksede op på et ‘council estate’ med en nu enlig mor. I firserne og halvfemserne arbejdede hun med børnefjernsyn, bl.a. som vært, inden hun begyndte at instruere kortfilm, heriblandt Dog (2001) om en ung kvinde på et council estate, der lærer nogle ubehagelige sandheder om hendes bekendte ud fra den måde en lille hund bliver behandlet på, og Wasp (2003) om en enlig mor, der efterlader hendes fire børn udenfor en bar hvor hun er på date med en ung mand, hvilket er tæt på at blive katastrofalt, efter et af børnene bliver stukket af en hveps. Wasp vandt en Oscar for begge kortfilm, og begge film viste en ny vinkel på den stolte britiske socialrealisme, dels ved at finde kvindernes synsvinkel, men også fordi Arnold trods hun som udgangspunkt fortalte om modernismens højhus-ørkener stadig havde blik for naturen, for græsområderne, for dyrene. Arnolds film har noget liv over sig, som man kan kalde for naturlighed, for kropslighed, for sensualitet. Det viser sig på mange forskellige måder.
Red Road blev f.eks bl.a. kendt for sine meget eksplicitte nøgenscener, der gjorde at hun udover sammenligninger med Loach og Leigh også blev puttet i bås med folk som Lars von Trier, Michael Haneke, ja endda bølgen af New French Extremity og folk som Catherine Breillat og Gaspar Noé. Filmen er også behandlet i Female Masochism in Film: Sexuality, Ethics and Aesthetics af Ruth McPhee, hvorimod der ikke er særlig mange Ken Loach film jeg kan forestille mig bliver skrevet om i bøger om sex og seksualitet.
Der er noget voyeuristisk over filmens første scener. Jackie (Kate Dickie) arbejder med at overvåge det område af Glasgow hvor Red Road lejlighedskomplekset ligger, og hun har sine yndlingspersoner som hun følger hver dag, ligesom vi ser hende zoome ind på et par, der har sex ude i det fri. Men Jackie synes at genkende manden, og hun begynder at blande sig i hans liv. Vi lærer langsomt hvad forhistorien er til manden, der hedder Clyde (Tony Curran) og bor i Red Road komplekset fordi det ofte er der nyligt løsladte fra fængslet kan bo, og derefter bliver deres forhold mere og mere intenst.
Spoiler-advarsel, for plottet i Red Road minder en del om andre film. Som i Dardenne-brødrenes Sønnen (2002) og Gustav Möllers Vogter (2024) er et mord involveret: Clyde var skyld i at Jackies mand og datter døde. Men i modsætning til de andre eksempler, så har Jackie en klar plan med at nærme sig Clyde: Han er blevet prøveløsladt før tid, og hun forsøger derfor at få ham sendt tilbage i fængsel igen. Det er et meget klart og tydeligt plot, i modsætning til særligt Sønnen, hvor vi aldrig helt forstår hvorfor hovedpersonenen involverer sig med den unge mand, der slog hans barn ihjel. Men Sønnen kommer derfor af samme grund til at dykke ned i nogle helt centrale menneskelige spørgsmål om skyld og tilgivelse. Red Road har et langt mere detaljeret plot, men kommer derfor også til at handle om nogle langt mindre fundamentale ting. Jackie har sex med Clyde (den meget eksplicitte scene), og påstår derefter at det var en voldtægt, hvilket bestemt også åbner for nogle moralske spørgsmål, men de er ikke helt så svære at håndtere som dem vi tvinges til at tænke over i Sønnen. Det er sjældent moralsk at lyve om forbrydelser, desuagtet hvor slemme man mener dem man lyver om er.
Red Road er provokerende, chokerende, men den rammer ikke noget alment menneskeligt og alligevel komplekst lige så klokkeklart som en film som Sønnen. Der er et fremragende sammenspil mellem Kate Dickie og Tony Curran, og Arnold har sans for filmiske effekter, som f.eks måden hvorpå Jackie og Clyde genskaber den sexscene som Jackie tidligere overværerede, hvilket antyder at hun ikke bare har sex med ham for at anklage ham for voldtægt, men at hun også rent faktisk er tiltrukket af Clyde, hendes barns morder. Den pointe er måske meget emblematisk for Andrea Arnold. Hendes film er virkelig intelligente, det er eftertænksom socialrealisme med pointer af både moralsk og politisk karakter (Arnold forklarede f.eks at Red Road også handlede om øget overvågning i britiske byer). Men samtidig lurer der noget mindre tænksomt, noget mere underbevidst og primalt. Hun har også bevæget sig væk fra det socialrealistiske, over mod noget mere ekspressivt og nærmest magisk. Den bevægelse er ret så særlig for Andrea Arnold, og har skabt en filmografi ulig ret meget andet. Men Red Road mindede stadig en del om andre og bedre film.
En lille detalje: Red Road udspringer af et dansk/skotsk projekt, som Lars von Trier var inde over, og hvor Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen lavede en stor del af forarbejdet. Det er en lille smule pudsigt, at hverken Scherfig eller Jensen har været i nærheden af en Cannes-deltagelse, mens Arnold kom med i første forsøg, med en film baseret på deres idéer. Hun havde naturligvis vundet en kortfilms-Oscar kort forinden, og jeg vil mest af alt bare rose festivalen for at give en kvindelig debutant chancen, men afstanden i kvalitet mellem en film som Red Road og film som Italiensk for begyndere (2001) eller Mænd og høns (2015) er altså ikke så stor.