Yomeddinne

Palmesøndag del 217
(يوم الدين,, Abu Bakr Shawty, Egypten
Cannes 2018, Prix François Chalais)

Yomeddine betyder ‘dommedag’ på arabisk, og dermed er A.B. Shawkys film fra Egypten den anden mellemøstlige film med en religiøs titel fra Cannes 2018. Nadine Labakis libanesiske Kapernaum, opkaldt efter en af de byer hvor Jesus hang ud, havde dog en del mere succes. Sammenfaldet er bemærkelsesværdigt, også selvom man som regel siger at der skal tre film til en trend. Når jeg kigger på de andre film jeg har set fra Mellemøsten de seneste år, så er det dog ikke en trend jeg rigtig kan genkende fra området som sådan, det virker mere en trend hos de film der ender i Cannes. Det skal gerne være noget med religion, for det skal gerne være noget med håb og forløsning, for det skal gerne være noget med lidelse! Hold da op hvor er der meget lidelse og uretfærdighed i de her film, der er godt nok meget medfølelse med folk fra Mellemøsten.

Ville bare være skønt hvis man også kunne få repræsenteret noget af den filmiske opfindsomhed som man også finder i mellemøstlige film for tiden. Og hvis man kunne mærke noget mere respekt for befolkningen som andet end ofre.

Beshay samler og sælger skrald. Han har en lille vogn med et æsel, og så har han ikke så meget mere. Han er også tidligere spedalsk, og sygdommen har sat sit tydelige aftryk på hans ansigt og krop, så han er dømt til at leve som outcast, altså indtil der kommer en anden slags dommens dag. Efter en familietragedie drager Beshay mod syd for at opsøge den far der efterlod ham på en klinik for spedalske, og som han ikke har set i tredive år. Det bliver til en roadmovie med æselkærre, tog, til fods, og en lille forældreløs dreng der kaldes ‘Obama’ på slæb. Vi kommer hele vejen rundt i det egyptiske samfund, møder korrupte politifolk, medlemmer af det muslimske broderskab, en hjertevarm gruppe folk med handicap (naturligvis) der giver en hjælpende hånd. Og vi hænger også lidt ud i de imposante ruiner fra Egyptens glorværdige fortid. Det var dengang, var det ikke?

Den slags fortidsdyrkelse så man også i den seneste film fra Egypten der var i Cannes, Yousry Nasrallahs After the Battle, der decideret ender med at hovedpersonen kravler op af en pyramide. Tanken virker ret logisk på mig: Hvordan kan man dog være endt så lavt, når man engang har raget så højt op i luften? Der er selvfølgelig ingen tvivl om at det spørgsmål er relevant, for Egypten er vitterlig et land med en glorværdig fortid, der i dag synes ramt af kroniske problemer, men jeg må indrømme det også er et spørgsmål der i Cannes kommer til at virke lidt selvopfyldende. Der vælges egyptiske film der handler om hvor meget bedre tingene har været engang, og dermed får man understreget at egyptiske film i dag ikke er ret gode. Men der findes glimrende egyptiske film, som Mohamed Diabs Clash der åbnede Un Certain Regard i 2016, en fremragende og egensindig film der udspiller sig 100% i en politivogn der opsamler diverse politiske fanger. Samme år fandt man Tamer El Saids mesterlige Last Days of the City i sidekonkurrence i Berlin, en doku-fiktions hybrid, der uovertruffent skildrer stemningen kort før det arabiske forår. Det var et seriøst godt filmår for en hvilken som helst nation, men det var ikke rigtig til at se nogen steder. Helt ned i sølet er de altså ikke faldet.

A. B. Shawkys debutfilm er heller ikke ubetinget dårlig, det er bestemt ikke det. Den er mest af alt bare sådan lidt uspændende. Billedsproget er håndholdt og realistisk, med god brug af ikke-professionelle i hovedrollerne, og så med enkelte mere poetiske scener her og der. Det hele er sovset ind i noget utrolig sentimental musik, som gør virkelig meget for at pointere hvad slags film det her er. Men Shawky er heller ikke bange for f.eks at lade en frustreret Beshay råbe ‘Jeg er et menneske!’ efter han bliver dårligt behandlet i toget, ligesom der både er børn i fare og dyr der dør. Der bliver ikke holdt igen med tricks der kan skabe sympati med de her folk.

Og til tider, som når Beshay ser en festbåd med neonlys glide i mørket ned af Nilen, hvorefter vi får et flashback til dengang han blev efterladt af familien, så fungerer det virkelig. Den der båd er smuk på en hel særegen måde, og bliver derfor et potent symbol for et eller andet, og her mener jeg virkelig ‘et eller andet’ som en ros, for det er netop det unikke og visuelt imponerende som gør det så stærkt og får det til at fungere på en facetteret måde. Jeg kan ikke rigtig sige hvorfor den båd trigger det flashback hos Beshay, men det skaber en semiotisk logik som fængsler. Mere end når børn danser og fortæller pudsige jokes, det har vi ligesom set en milliard gange før.

Som jeg skrev til The Hour of Liberation Has Arrived fra 1974, så var det en film fra en tid hvor vesten var parat til ikke bare at ynke Mellemøsten, men ligefrem lade sig inspirere af den. Her kan man virkelig se et skift frem til film som Yomeddine og Kapernaum. A. B. Shawky er uddannet i Vesten, og Yomeddine er en international co-prodcution, ligesom de fleste andre Cannes-film fra Mellemøsten er det, omend det vist denne gang ikke er franske penge der har finansieret. Engang havde Egypten sin helt egen filmindustri, der levede af at levere film til et arabisk-talende publikum, men så først nationaliserede Gamal Abdel Nasser det, og drev dermed de fleste kunstnere væk, og derefter faldt den egyptiske stat mere eller mindre fra hinanden, og så faldt filmindustrien også fra hinanden. Det er ikke fordi Vesten behandlede egyptisk film særskilt godt dengang de var selvstændige – der er en forrygende scene i Youssef Chahines selvbiografiske An Egyptian Story hvor han er i Cannes og læser de patroniserende avisnotitser om hans film – men der var nogle år i sluttresserne og halvfjerdserne hvor det var lidt bedre. Så faldt tingene fra hinanden. Nu er en Cannes-film fra Mellemøsten noget med hvor forfærdeligt alting er, og det eneste der tilbydes er håb om religiøs frelse, og så de der evigt opløftende strygere.