Palmesøndag del 383
(Claire Denis, USA/Frankrig
Cannes 2022, Jury Grand Prix)
Der er en fin symmetri i Claire Denis’ filmografi for tiden. Den delvist selvbiografiske debut Chocolade handlede om kolonialisme og hvide mennesker i Afrika. De to film på hver sin side af Denis’ gyldne årti, Beau Travail (1999) og White Material (2009) handler om kolonialisme og hvide mennesker i Afrika. Og nu handler så også hendes seneste film Stars At Noon om kolonialisme og hvide mennesker i… Centralamerika…
Indimellem har Denis lavet film om alt muligt andet, vampyrfilm, kærlighedsfilm, sci-fi, med L’Intrus (2004) en film baseret på et filosofisk essay af Jean-Luc Nancy. Men hun vender altid tilbage til kolonialismen. Denis er en af Europas største kunstneriske skildrere af kolonialismen, ikke mindst fordi hun, på trods af de film jeg har nævnt, har haft en vilje til ikke altid at ville vise det hele fra de hvides synspunkt. Hun er selv opvokset i Afrika, og har også skildret afrikanerne selv, lige så vel som hun har lavet film om immigrant-familier i Frankrig.
Alt det for at sige, at der ikke er nogen grund til at Stars At Noon, Denis’ filmatisering af romanen af samme navn af Denis Johnson, skulle føles så ligegyldig som den gør. Hun har før fået meget mere ud af meget mindre. Men personligt tror jeg aldrig jeg har fået så lidt ud af en Denis-film, som jeg gjorde denne gang. Det er ironisk men typisk, at det så skulle blive Denis’ første film i 34 år, som fik lov til at komme i Hovedkonkurrence i Cannes.
Johnsons roman foregår i Nicaragua i firserne, og skildrer et kærlighedsforhold midt i ekstremt politisk kaos. Denis fører fortællingen op til Covid-tiden, men tragisk nok er hun ikke nødt til at ændre ret meget ellers, situationen i Nicaragua er igen igen ret forfærdelig. Trish (Margaret Qualley) er en ung journalist, der har skrevet et essay om regeringens forbrydelser, og nu sidder fast i landet uden penge og mulighed for at komme hjem, og konstant frygter at blive likvideret. Hun møder den mystiske englænder Daniel (Joe Alwyn), og har til at starte med sex med ham for penge, men efterhånden forelsker de sig. Det viser sig så bare, at Daniel nok er endnu mere på kant med regimet, og snart må de to elskende kæmpe godt for at holde sig i live.
Der er en virkelig mærkelig stemning i Stars At Noon. Johnsons roman blev sammenlignet med Oliver Stones film Salvador (1986), der også skildrede et kaotisk land i Centralamerika, men i Denis’ Nicaragua er der først og fremmest tomt. Filmen er jo lavet under Covid, så det giver umanerligt god mening, men det gør også det hele lidt mærkeligt. Der ser ikke ud til at ske noget, så når filmen postulerer en politisk intrige kan betyde Trish er i livsfare er det svært at mærke. Og der er ikke nogen, som kan gemme sig, så præcis hvordan Joe og Trish ikke bare bliver skudt ned med det samme, det er lidt svært at forstå. Man kunne sige, at filmen skildrer en helt unik situation, hvor politisk ustabilitet mødte en pandemisk tomhed, men man kunne også sige, at det ikke føles som om Denis har samme tæft for at skildre Centralamerika, som hun havde for at skildre Afrika.
Det kan dog umuligt være hele grunden. Denis har lavet film om så umanerligt mange emner, i forskellige stilarter, og med forskellige typer af karakterer i hovedrollerne, og hun får altid noget ud af det. I mine øjne fordi hun er en genial æstet. Samarbejdet med fotograf Agnès Godard, og evnen til at mixe overraskende musikvalg med nykomponerede soundtracks fra rockbandet Tindersticks, har gjort at hendes film ikke ligner noget andet, desuagtet de så ofte er genrestykker. Denis og Godard har ikke lavet film sammen siden Luk solskinnet ind (2017), men æstetikken var stadigvæk legende i High Life (2018) og Jeg elsker også dig (2022). Éric Gautier er fotograf på både Jeg elsker også dig og Stars At Noon, men hvor den første film forbløffede mig med sin lofi-æstetik, ofte klippet helt i smadder på dybt sigende måder, så føles Stars At Noon glat og konventionel som intet andet hos Denis. Der plejer altid at være et eller andet man kan fæste sig ved, men udover nogle små detaljer, så kan jeg ikke finde noget.
Jeg elsker også dig skildrede ægteparret Sara og Jean, hvis forhold blev udfordret da en mand fra deres fortid, François, pludselig dukkede op igen. Sara og Jean havde bygget deres forhold i en kaotisk periode, og efterladt både Saras ekskæreste François og Jeans ekskone ude i kulden. Begge eks’er tilhørte etniske minoriteter, og hver gang François dukkede op igen i filmen, så blev klipningen ekstremt eksperimenterende, som om filmen havde svært ved at forholde sig til hvor meget smerte parrets forhistorie havde skabt for ham. Jeg så det ret meget som en allegori for kolonialismen, og det hvide Frankrigs manglende evne til at forholde sig til den slags problematisk fortid. Jeg elsker også dig var en ekstremt skramlet film, ikke helt vellykket, men den prøvede også noget svært, og indeholdt eksperimenterende filmiske idéer. Ingen af delene er rigtig til stede i Stars At Noon.
Der er en enkelt scene, hvor Trish og Daniel er kommet ind på et diskotek, hvor magien pludselig er der. En hel scene, hvor hvert klip er fantastisk, det lyserøde neonlys ser smukt ud, nærbillederne af de forelskede ansigter ser tilpas skæve ud, og totalbillederne afslører den komplette tomhed på natklubben, hvilket får forholdet til at se ensomt og tragisk ud. Smukt. Derudover er der enkelte klip, som når Trish og Daniel hopper i vandpytter, eller en vidunderlig detalje, hvor Trish fortæller hun har menstruation, og vi klipper direkte til parret nøgne og Trish tørrer blod af Daniels fingre, hvor man mærker Denis frygtløse evne til at lede efter det helt perfekte klip også derovre hvor andre instruktører måske ville synes det var for fjollet eller intimt. Og en scene, som kunne være blandt de mest nådesløst spændende i filmen, er i stedet lavet fra pistolmændenes vinkel, hvorfor spændingen er fuldstændig punkteret, omend tragedien og ubehaget stadigvæk er der. Denis er ikke pludselig blevet nogen dårlig instruktør.
Men Stars At Noon er altså ikke rigtig nogen god film. Jeg tror jeg føler at det er hendes dårligste. I mit hovede er det Covids skyld. Jeg elsker også dig levede på sin kaotiske energi, som kunne skyldes det pres det var at lave en film under pandemien. Men Stars At Noon føles ufærdig, som om der har været for meget besvær. Der er ikke nok gode idéer, der er ikke nok energi, og så bliver det hele bare en lidt kedelig erotisk thriller-agtig fortælling, som heller ikke har en gennemsnitlig erotisk thrillers typiske kvaliteter.
Og for at være helt ærlig har kvalitetskurven været nedadgående siden det gyldne tiår. Svinene (2013) var en kæmpe skuffelse, men det var også fordi forventningerne var så høje. Siden da har det været lidt mærkeligt og uforløst, men der har da alligevel altid været noget. Stars At Noon føles som et forsøg på at lave noget stort og mere konventionelt, og så ryger også mange af de kvaliteter der stadig var tilbage. Det gode ved det er, at Denis altid bare lavet noget helt anderledes hver gang hun laver en ny film. Det vil dog stadig være frustrerende, at det blev Stars At Noon som fik hende tilbage til Cannes.