Palmesøndag del 423
(Andrea Arnold, UK
Cannes 2016, Jury Pris + Økumenisk ‘Commendation’)
American Honey var Andrea Arnolds første film lavet i USA, men den kunne alligevel nærmest ses som en art efterfølger til Fish Tank. I den film fulgte vi Mia rundt i et tungt og trist miljø, indtil hun til aller sidst i filmen rejste væk med en jævnaldrende dreng. I American Honey rejser Star (Sasha Lane) væk med en gruppe jævnaldrende unge ganske tidligt i filmen, og de næste to timer+ følger hende på rejse rundt i USA.
Det er en film med store mængder af frihed og sammenhold mellem unge. Men det er også en mørk og trist film om udnyttelse af fattige unge. Den er sammen med Fish Tank Andrea Arnolds bedste. Og de to film gør hver især hinanden bedre.
Vi møder først Star mens hun roder rundt efter mad i en container sammen med hendes to søskende (Arnold er ikke altid nogen subtil instruktør). Børnenes far (jeg er ikke helt sikker på om det også er Stars far eller stedfar eller hvad han er, undskyld) tager sig tydeligvis ikke af dem, og danser også upassende med den meget unge kvinde, og generelt virker livet ikke til at være ret meget lettere end Mias var i Fish Tank. Men så en dag ser Star en række unge mennesker inde i Target, som griner og danser og hænger ud sammen, og særligt tiltrækkes hun af Jake (Shia LaBeouf), der går klædt som en noget ældre mand (Donald Trump’ish kalder han selv sin påklædning) og som lader til at være en art leder af gruppen.
Jake får også øje på Star, og inviterer hende til at være en del af gruppen. Så efter at have fortalt sin mor, der ellers har travlt med at danse linedance på en bar, at det nu er hende der må tage sig af de små børn, tropper Star op for at rejse med gruppen væk. Det viser sig at gruppen rejser rundt i USA og forsøger at sælge abonnementer på magasiner, og at gruppens leder ikke er Jake, men derimod Krystal (Riley Keough), som siger at Jake bare er gruppens bedste sælger. Men måske stikker der mere under, måske tjener gruppen ikke bare penge på at være gode sælgere, måske er livet som omrejsende sælger heller ikke en dans på roser…
Filmen er baseret på en New York Times artikel om såkaldte ‘mag crews’. Åbenbart en virkelig ting, grupper af unge mennesker, der rejste rundt i USA og levede af at sælge abonnementer på forskellige magasiner. Arnolds film er en del mindre mørk end artiklen, som fortæller om stoffer, tyverier og tørre tæsk, og hvor der helt reelt er en ret høj dødelighed blandt de unge teenagere. Men for mange lyder det nok alligevel som et meget bedre liv end at være hjemløs eller fanget i fattigdom. Mest af alt lyder det som en fordel at være mange unge i samme situation, det giver mulighed for fest og venskab og kærlighed og sammenhold, og bare generelt at være ung. På den anden side virker det også dybt bizart, at så mange unge skulle kunne leve af at sælge magasiner… Det virker som en virkelig løjerlig konstruktion, og hvor man godt kunne have mistanke om, at der i virkeligheden foregik noget andet.
Det gør der så også ret meget i American Honey. De unge sælger mest magasiner ved at lyve om det. Jake påstår f.eks at han gør det for at tjene penge til at finansiere universitetsstudier, og får således flest penge i kassen ved at virke som et velgørenhedsprojekt. Når Star er tæt på at lykkes med et salg, så skyldes det som regel at hun finder nogle ældre mænd, der meget gerne vil snakke med en ung smuk kvinde. Nogle gange holder hun dem bare med selskab, og her virker det som en sjov oplevelse. Andre gange er det mere tydeligt at de ældre mænd forventer hun også leverer noget andet til dem. Og til tider virker det også som om Krystal mere tænker over hvordan hun kan tjene penge på anden vis ved at have en gruppe af teenage-piger, som gør hvad hun siger.
Præmissen i filmen er således lige som i Arnolds tidligere film, at underklassens kvinder i høj grad bliver udbyttet via deres kroppe. Og Stars forhold til Jake bevæger sig også i en mærkværdig gråzone, hvor han har en personlig interesse i at smukke kvinder/piger som Star er en del af det crew hvor han selv er højt oppe i hierarkiet, men samtidig lader til reelt at være personligt interreseret, så meget at hans jalousi forpurrer flere muligheder for at tjene penge. Jeg har set det beskrevet flere steder, at Arnolds film kombinerer socialrealisme med en form for sensualitet, men det særlige ved hendes film er også måden hvorpå sex og begær hænger sammen med udbytning på. Star og Jake er sexede, deres forhold er sexet, også selvom det er dybt problematisk. Det er stadigvæk skildret sensuelt, frem for distanceret.
Hele American Honey er sexet, mens billederne brænder og flimrer og smelter. Filmen er over to en halv time lang, og det er den i høj grad, fordi der er inkluderet tonsvis af billeder af de unge mennesker der kører i bil, eller fester og danser sammen, eller bare billeder af USA, dets landskaber, dets industri, dets boligmasse og dets mennesker. Det er ikke fordi det virker dokumentarisk, snarere har American Honey en ekspressivitet der nærmest går tilbage til noget Walt Whitman’sk. Der bliver også sunger/skrålet så meget at man næsten skulle tro det var en musical – ‘American Honey’ er navnet på en country-sang, ligesom der på et tidspunkt høres The Raveonettes, men den gængse musik er pop som Rihanna eller moderne hip hop a la trap. Det mestendels hvide crew hører Rae Sremmurd og E-40 som om det var deres egen virkelighed, der bliver beskrevet, hvilket i 10’erne sådan set nok var korrekt. American Honey er en trap-film, fra lige før Trump tog over og gjorde at forskellen på sort og hvid igen blev den vigtigste forskel i amerikansk kultur.
Men det var det måske altid. American Honey er en fascinerende film, fordi den på den ene side skildrer en utopisk gruppe af unge amerikanere, hvor race intet betyder, en kvinde bestemmer det hele, og alle er forenet i fest og sang og at tjene penge på samme måde. Men samtidig er det en utopi, det er stadigvæk en situation baseret på kapitalistisk udbytning, og hvor de to køn behandles meget forskelligt. Selvom vi kan se bag facaden, så er drømmen dog stadigvæk vidunderligt tiltrækkende. Det er lavet ved at pynte rigtig meget på den virkelighed som New York Times beskrev. Men også via virkelig godt filmarbejde, fra Arnold såvel som fotograf Robbie Ryan, der sjældent har lavet flottere billeder.
Filmen rammer USA lige på kornet. En drøm, et samfund som stadigvæk fascinerer og tiltrækker, lige meget hvor forfærdeligt virkeligheden egentlig er. American Honey er kun kommet til at virke mere stærk i sin analyse som årene er gået. Selv lige nu og her, hvor de fleste af os nok er parat til at vende store dele af landet ryggen, så kroner Oscar-ceremonien stadigvæk fascinerende film, og Kendrick Lamar leverer stor kunst som halvlegs-underholdning i et voldsorgie forklædt som sport. Det er imponerende at en britisk instruktør kunne lave en så god film om USA. Den er sammen med Fish Tank hendes bedste.