Palmesøndag del 65
(Pedro Almodóvar, Spanien
Cannes 2006, Bedste Manus (Pedro Almodóvar) + Bedste Skuespillerinde (Chus Lampreave, Yohana Cobo, Carmen Maura, Lola Dueñas, Blanca Portillo, Penélope Cruz))
Pedro Almodóvar har alle dage været ret postmoderne. Blandet hans film op med alt og alting, fra punk-musik til fin litteratur. I den bedste sekvens fra debuten Pepi, Luci, Bon (1980) hopper filmen pludselig over i en række reklamer for vidunder-trussen ‘PONTE’, der omdannet prutter til parfume, opsuger urin og benytter det til at skifte farve, og som, i en snæver vending, kan rulles sammen og bruges som dildo.
Ret hurtigt begyndte han også at referere sine egne tidligere film. Det første eksempel jeg lige kan huske er Begærets Labyrint (1987) hvori hovedpersonen er filminstruktør, der planlægger at filmatisere Jean Cocteau’s berømte monolog La Voix Humaine. Gæt selv hvilket teaterstykke der var udgangspunktet for Almodóvar’s opfølger Kvinder på Randen af Nervøst Sammenbrud. Det fyldte mere som årene gik: I Min Hemmeligheds Blomst arbejder én af karaktererne som skuespiller i medicinske øvelser om organdonation, det blev senere dobbelt brugt i Alt Om Min Mor, hvor Manuela har samme arbejde og kommer i samme situation. Alt Om Min Mor ender med at et rødt tæppe går for scenen, Tal Til Hende starter med samme røde tæppe går op.
Tal Til Hende er i det hele taget en kæmpe postmoderne produktion, med den berømte sort-hvide stumfilm The Shrinking Lover, to dansestykker af Pina Bausch der åbner og lukker filmen, en fantastisk scene centreret omkring Caetano Veloso’s performance af ‘Cucurrucucu Paloma’ – hvor man kan se flere andre af Almodóvar’s yndlingsskuespillere blandt publikum – og tyrefægtningssekvenser. Måske derfor at Tal Til Hende er konsensus-Almodóvar blandt kritikere og filmsnobber? Almodóvar’s film er så ofte melodramaer, genremiskmask eller – gys – ‘kvindefilm’, men Tal Til Hende kan kaldes ‘tværmediel’ og ‘interkontekstuel’ og mange andre ting – foruden at det er et ganske effektivt og rørende drama.
Men hvis Tal Til Hende er anerkendt som den mest ‘komplekse’ af Almodóvar’s film, så er Volver og dens efterfølger Brudte Favntag underkendt for deres egne kompleksiteter.
Almodóvar indrømmede i sin ‘dagbog’ fra optagelsen af Volver at hans film blev mere og mere autobiografiske med tiden. Det må siges at være ret åbenlyst med Volver. Filmen er den første Almodóvar der foregår i hans stamegn La Mancha, og er en hyldest til kvinderne i dette samfund. Almodóvar mente selv filmen handlede om sin mor, og han brugte sine søstre som researchere til at finde ud af, om detaljerne i samfundsskildringen var korrekte. Filmen bygger samtidig også på en tidligere Almodóvar-film: I Min Hemmeligheds Blomst kommer en forfatter af romantiske paperbacks i problemer da hun pludselig i stedet skriver om mordet på en ægtemand, og hvordan konen må gemme hans lig i en fryser – gæt selv hvad der er det indledende plot i Volver.
Men den vigtigste selvreference kommer i filmens casting. ‘Volver’ betyder at vende tilbage, eller at noget drejer (tænk på det engelske ord ‘revolve’). Og alle tre centrale skuespillerinder i filmen vendte tilbage til Almodóvar. Lola Dueñas, der spiller søsteren Sole, havde blot en lille rolle som sygeplejerske i Tal Til Hende. Men Penélope Cruz havde vigtige roller i både Kødet Skælver – som hovedpersonens mor, der føder ham i filmens prolog – og Alt Om Min Mor – som den gravide nonne Rosa – og hun er suveræn som filmens omdrejningspunkt Raimunda. Og vigtigst af alt, så markerede Volver tilbagekomsten af den måske vigtigste kvinde i Almodóvar’s film: Carmen Maura. Maura havde hovedroller som Pepi i Pepi, Luci, Bom, Gloria i What Have I Done to Deserve This? og vigtigst af alt, Pepa i gennembruddet Kvinder på Randen af et Nervøst Sammenbrud. Foruden mange andre mindre roller. Hun var den perfekte kvinde til Almodóvar’s film, lige troværdig som lidende Madonna og voldsom hævner. Svag og stærk på samme tid. Man tror på hende når hun sidder paralyseret ved en telefon og venter på hendes mand skal ringe, og når hun til sidst alligevel indser hun er bedre uden ham.
Men et eller andet skete mellem Maura og Almodóvar, vi ved ikke helt hvad, og de arbejdede ikke sammen i 17 år. Hendes tilbagekomst giver filmen et skær af triumf, af en heling, af et opgør med fortidens mørke pletter, noget filmen selv bygger videre på. I Volver er det triumferende. Det løste dog ikke problemet. Almodóvar er vendt tilbage til bruddet med Maura i både Brudte Favntag og Smerte & Ære.
Vi er i en lille by i La Mancha, hvor kvinderne har bukserne på, og død er en del af hverdagen. I filmens åbningsscene ses mange kvinder gøre gravstene rent. Raimunda lever med sin teenage-datter Paula og sin håbløse ægtemand Paco. Hendes søster Sole og tante Paula lever tæt på, og tantens nabo Agustina er nærmest en del af familien – hun lader heller ikke til at have nogen familie selv at høre til. Og ja, så vælter det ene plot efter det andet ned over Raimunda: Datteren dræber Paco da han forsøger at forgribe sig på hende, og Raimunda må skaffe liget af vejen. Heldigvis har hun midlertidigt overtaget en lokal diner, som også fodrer et filmcrew der optager en film i nærheden, og instruktøren er da vist rimelig tiltrækkende. Der er hemmeligheder – hvordan døde Raimunda og Sole’s forældre, hvem er Paula’s biologiske far? – og sygdomme, og mærkeligst af alt vender Raimunda og Sole’s mor Irene pludselig tilbage som et spøgelse. Hvad skete der egentlig den nat for så mange år siden, da forældrenes hus brændte? Volver er måske Almodóvar’s mest rendyrkede melodrama, utroligt plot på utroligt plot, som heller ikke er for god til at lade Raimunda fornemme hendes mor er til stede fordi hun kan huske lugten af hendes prutter, eller lade filmen gå i stå for at lade Penélope Cruz give en bravura-udgave af boleroen af samme navn som filmen. Det er, mere end nogen anden Almodóvar, en film der hviler i sig selv.
Volver betyder ‘at vende tilbage’, javist, men det signalerer også blot noget der drejer rundt, kontinuitet, fortsættelser. Og mere end noget andet er filmen en hyldest til kontinuiteter, til kvindernes evne til at håndtere døden i strakt arm og fortsætte ufortrødent, og til Almodóvar’s egen filmografi som én lang kontinuerlig udvikling, på trods af aldring, skiftende skuespillere, skænderier, etc. Og der ér vitterlig kontinuitet hos den store spanske instruktør, hvis film har været produceret af hans eget produktionsselskab El Deseo siden Begærets Lov fra 1987, som hedder El Ley del Deseo på spansk. De er producerede med hans bror Agustin – som Agustina i filmen måske er opkaldt efter? – klippet af José Salcedo, ofte som Volver fotograferet af José Luis Alcaine og med musik af Alberto Iglesias. Det er i sig selv en bemærkelsesværdig præstation med så megen kontinuitet og samhørighed i en filmografi, og Volver fremstår som et velfortjent klap på skulderen. Plottet glider velkontrolleret fremad fra det ene emotionelle højdepunkt til det næste, billedsproget er så godt som altid, og Penélope Cruz dominerer alt og alle som Raimunda, i en oscar-nomineret præstation. Filmen vandt både Bedste Manus og de seks skuespillerinder i centrum vandt Bedste Skuespillerinde i Cannes 2006, og fire European Film Awards. Den tjente også sit budget hjem igen mange gange. Det er en af Almodóvar’s helt store successer. Havde den været hans sidste film ville det have været en perfekt afslutning. Emanuel Levy kalder det hans sidste mesterværk i Gay Directors, Gay Films?
Men Almodóvar holdt ikke op med at lave film herefter. Tværtom begyndte hans film pludselig at blive langt mere knudrede og problematiske. Det kunne måske virke som om det underminerer skulderklappet i Volver, men snarere har det blot gjort filmen dybere. Den står i dag som den måske idéelle Almodóvar, der ikke som Alt Om Min Mor og Tal Til Hende, er overraskende god, dyb og empatisk. Nej, den er bare den eksemplariske Almodóvar, en ren fornøjelse fra ende til anden. At den så også er et ideal, et eksempel, et glansbillede af en Almodóvar-film, uden evne til at se begrænsningerne og mørket i hans projekt, det gør faktisk ikke så meget når han behandler dem andet steds. Det gør bare oplevelsen stærkere.