Palmesøndag del 313
(Sofia Coppola, USA
Cannes 2006)
Det særlige ved auteurs er egentlig bare, at man ved hvad man får, at der er ting der går igen. Store auteurs har nogle særlige elementer, som de genbehandler igen og igen. Men ved de fleste instruktører, så er det et særligt udvalg af deres særlige elementer, som publikum reagerer på. Tænk på Quentin Tarantino. Publikum elsker hans dialog. Det er heller ikke rigtig et Tarantino-hit, hvis ikke der er et eller andet omfang af stiliseret vold med. Men hans gentagne fokus på folks fødder? Det er auteuristisk, men det er nok ikke noget som publikum ville savne.
Den slags kan være særligt vigtigt ved yngre auteurs, hvor deres særkender endnu ikke er helt åbenlyse. Det var på den måde at Sofia Coppola lidt tog fusen på publikum med Marie Antoinette. Egentlig ligger den rigtig godt i tråd med hendes tidligere film, de handler alle om yngre og egentlig ret priviligerede kvinder, der alligevel lider og undertrykkes af kulturelle normer. Så langt så godt. Men i Marie Antoinette er der skruet så meget op for privilegierne, at det bliver helt groteskt. Og var det virkelig på grund af privilegie-skildringen, at folk holdt af hendes tidligere film?
Det tvivler jeg på. Marie Antoinette blev en mindre succes end Coppolas tidligere, og den er måske også lidt kold. Men set i bakspejlet er det en af hendes vigtigste film, og rent filmisk er det nu også en ret vidunderlig og overvældende konfektion.
Sofia Coppola blev, naturligvis, født ind i filmbranchen. Hun er datter af Francis Ford Coppola, og spillede sin første rolle som baby i The Godfather (1972). Som teenager spillede hun Michael Corleones datter i The Godfather III, en rolle hun dog fik heftig kritik for. Hun har haft overordentlig meget mere succes som instruktør, hvor hun debuterede som blot 28-årig med The Virgin Suicides, inden hun fire år senere lavede en decideret nyklassiker med Lost In Translation. Hun har naturligvis særligt filmmæssigt en meget priviligeret baggrund, men det er stadigvæk meget meget ungt at lave så gode film.
Men både The Virgin Suicdes og Lost In Translation handler om unge kvinder, og der er en fantastisk forståelse for emnet, og filmene stråler af empati. I The Virgin Suicides bliver fem søstre nærmest holdt fanget af deres forældre, der er bange for hvad der skal ske med dem ude i virkeligheden, indtil de alle dør ved selvmord. I Lost In Translation er Scarlett Johanssons Charlotte nyligt uddannet filosof og gift med en succesfuld fotograf, men hun har ingen idé om hvad hun reelt vil med sit liv. I begge film kan man sige at kvinderne holdes fanget af omverdens forventninger, selvfølgelig noget mere tydeligt i The Virgin Suicides. Filmene lever dog også af deres vidunderlige miljøskildringer, halvfjerdserforstaden i The Virgin Suicides, og et Tokyo i Lost In Translation, der til tider er næsten så vidunderligt som Wong Karwais Hong Kong – omend der selvfølgelig er en del mere forståelse for miljøet hos Hong Kong-instruktøren, hvorimod det er en turistkulisse hos Coppola.
Marie Antoinette trækker tematikken fra de to første film så langt ud, at det nærmest kan virke som en tematisk opsummering på hvad der så kan se ud som en trilogi. Kirsten Dunst spiller den berømte dronnning, som vi følger fra hun som teenager tvinges bort fra sit østrigske hjemland, for at gifte sig med den franske kronprins (Jason Schwartzman) af storpolitiske grunde. Episodisk skildres hendes liv i Versailles, der dels er et liv i uforståelig luksus, men som samtidig også er præget af bizar og snærende hofhierarki, og et kærlighedsløst samvær med den uduelige Louis XVI, der langt ind i plottet ikke lader til at forstå hvordan man laver børn, selvom det som kongelig er hans måske vigtigste opgave. Udvalget af episoder er dybt idiosynkratisk, f.eks hører vi ikke om hendes ældste søns død i 1789, men til gengæld er filmen meget tydelig om affæren med Axel von Fersen, som jeg egentlig stadigvæk ikke er sikker på er historisk fastslået. De politiske forhold der ledte til den franske revolution, og derefter henrettelserne af både Louis XVI og Marie Antionette, er også kun meget løst skitseret.
I stedet er Marie Antoinette først og fremmest en stil. Kulisser og kostumer er ekstremt gennemført, scener klippes sammen til montager tilført moderne musik som f.eks The Strokes og The Cure. Åbningsteksterne kører til det politiske postpunk-band Gang of Four, i en ret vidunderlig sammenstilling. Filmen er så konstrueret, så kølig, så gennemarbejdet ned til mindste detalje, at der nærmest ikke er noget liv i den. Præcis ligesom miljøet på Versailles er det. Der er isnende scener, hvor f.eks Marie Antoinette tvinges til at stå nøgen i et åbent telt på grænsen mellem Østrig og Frankrig, fordi hun ikke må tage noget østrigsk med sig ind i hendes nye land – hendes elskede hund bliver også taget fra hende. Ligeledes må hun ikke klæde sig selv på om morgenen, det er for ærefyldt et hverv, hvilket igen betyder hun kommer til at stå nøgen til alle hofdamernes skue, mens de finder ud af hvem der må give hende tøj på. Efterhånden som tiden går uden hun bliver gravid begynder de ondsindede rygter at florere. Det er en grum verden hun lever i.
Men der hvor Marie Antoinette adskiller sig fra Coppollas tidligere film er, at dronningen aktivt forsøger at tilpasse sig den onde og grumme verden. Pigerne i The Virgin Suicides tager livet af sig, Charlotte i Lost In Translation passer aldrig ind i hotelverdenen, og vi aner at hun på et tidspunkt må forlade den. Marie Antoinette er født og opvokset adelig, og selvom hun er utilfreds med tilværelsen i Versailles, så gør hun aldrig noget for grundlæggende at ændre det. Hendes ønske er at få nogle børn, så omverdenen måske vil hade hende lidt mindre, og så derefter få det bedste ud af det. Ikke alt er koldt i Marie Antoinette, der er scener hvor de nyder naturen, solopgangen, forårslyset, som om de netop har læst Rosseau, men det er forstillede scener. En række priviligerede mennesker, der leger fårehyrder, alt imens landets reelle fårehyrder kæmper mod sult og høje skatter. Den usympatiske verden gør Marie Antoinette til et usympatisk menneske, og Coppolla forsøger ikke at skjule det. Det gør det til et endnu stærkere og mere indsigtsfuldt portræt af et både privilegeret såvel som patriarkalsk miljø.
Og det miljø er egentlig Coppolas hovedemne i hendes første film. De unge kvinder hun skildrer lever sådan set et priviligeret liv i amerikanske forstæder, på japanske hoteller, på franske slotte, men alligevel lider de under kulturens snærende normer. De kan ikke være sig selv, som de uperfekte men ganske normale mennesker som de er. Den tematik træder stærkest frem i Marie Antoinette, og det er en unik auteurististisk tematik, der sætter sig i filmsproget, og som man bagudrettet kan se var til stede i alle Coppolas hidtidige film.
Spørgsmålet er så bare, var det derfor folk kunne lide dem? Jo, forstæderne i The Virgin Suicides, og hotelverdenen i Lost In Translation, er snærende og let klaustrofobisk. Men det er samtidig genkendeligt, fascinerende, og for mig ihf svært ikke at finde genkendeligt fra episoder fra mit eget liv. Dermed bliver det også imødekommende. Og privilegierne har altid været til stede i fortællingerne, de handler om folk med pengepungen i orden, men det var mest noget som enkelte kritikere kritiserede Coppola for. I Marie Antoinette træder privilegierne frem, og samtidig skubbes miljøet til noget forhistorisk, fremmed, og svært forståeligt. Det skaber naturligvis en langt mindre imødekommende film. Men den er modig, og på sine egne præmisser ganske fremragende. Og selvom The Virgin Suicides og Lost In Translation nok er de to der fremstår som klassikere, så gør Marie Antoinette filmografien som helhed langt mere nuanceret og interessant.