Palmesøndag del 284
(Nuri Bilge Ceylan, Tyrkiet
Cannes 2003, Jury Grand Prix + Bedste Skuespiller (Muzaffer Özdemir & Emin Toprak))
Nogle gange kommer en enkelt instruktør til at repræsentere et helt land i Cannes. Der var et smukt øjeblik i 1977, hvor den gamle græske instruktør Mihalis Kakogiannis var med i konkurrence for syvende og sidste gang, og den unge græske instruktør Theo Angelopoulos var med for første gang, og over de næste tyve år var Angelopoulos så skaberen bag de eneste græske billeder som festivalen fik at se. Mere eller mindre.
På samme måde er den store tyrkiske mester-instruktør Nuri Bilge Ceylan også den eneste tyrkiske instruktør som bliver vist i Cannes. Hvilket i og for sig er lidt mærkeligt. Dels var han fra start af i Tyrkiet set som en del af en bølge af yngre tyrkiske instruktører, så det er ikke fordi Cannes ikke kunne sprede blikket lidt ud, hvis de ellers gad. Men dels er der, vil jeg hævde, en særskilt tyrkisk kvalitet over hans film, som man skulle tro hans landsmænd også kunne gøre brug af. Det har enkelte andre så også gjort – den her periode er den samme hvor Orhan Pamuk bryder igennem, kulminerende med Nobel-prisen i 2006 – men ingen har inden for filmens verden formået at gøre det med samme æstetiske mesterskab som Bilge Ceylan. Næsten hver og en af hans film har føjet nye lag til hans værk, de er næsten alle sammen blandt de aller bedste Cannes-film fra deres årgange – han har også været lidt heldig at være med i år hvor konkurrencen ikke har været den hårdeste – og de har også alle sammen fundet andre kvaliteter end bare at handle om Tyrkiet. Han er også nyskabende inden for genren ‘slow cinema’, inden for brug af digitale kameraer, og især inden for skildringen af filmisk rum. Men det er så igen her vi kommer tilbage til det tyrkiske. Det særligt tyrkiske rum.
Uzak blev Bilge Ceylans store gennembrud, da den vandt Jury Grand Prix på festivalen i 2003. Men den vandt også en mere overraskende pris. Det er ikke ret meget hardcore slow cinema arthouse, der vinder skuespilspriser, men her blev også de to mandlige hovedrolleindehavere Muzaffer Özdemir og Emin Toprak hædret. Det peger også på noget andet, nemlig hvor forankret i personlige problemer og almen menneskelighed Uzak er, selvom den også er rendyrket eksperimentel æstetik. Det kan filmen være, fordi dens plot er en genialt enkel idé. Den unge Yusuf (Toprak) rejser fra landet og til Istanbul i håb om at finde et job, og i Istanbul får han lov til at bo hos den lidt ældre Mahmut (Özdemir), der arbejder som kommerciel fotograf og er optaget af finkultur og intellektuelle samtaler. Det er lidt bymusen og landmusen om igen. Filmen hed Distant i Nordamerika, og den skildrer den store afstand der er mellem de to mænd. De forstår ikke hinanden. Yusuf forstår heller ikke byen han bruger det meste af sin tid på at vandre rundt i, og da de sammen tager på tur rundt i Tyrkiet for at Mahmut skal tage nogle billeder, så er det tydeligt den trætte fotograf fra storbyen heller ikke rigtig kan finde nogen connection til den landlige del af det store land.
Og det er så her, at Tyrkiet er et helt særligt land. For i og med at filmen foregår dels i Istanbul, men også lidt ude på landet, så foregår den jo faktisk på to kontinenter! Tyrkiet er et af de få lande, der er splittet ud på to kontinenter, og måske det land som er mest splittet på den måde. De to poler, det europæiske Istanbul, der jo faktisk var Roms hovedstad i århundreder, og det østlige rurale Anatolien, fylder hver især virkelig meget. Rusland har også gerne været splittet i en slavofil og en eurofil del, men det er i mindre grad en geografisk ting, der er ikke ret mange russere som mener tyngdepunktet skal ligge i Sibirien. Nej, Tyrkiet har virkelig store rumlige forskelle. Og dem har Nuri Bilge Ceylan altid været rigtig god til at skildre. Det kommer mere eksplicit til syne i hans næste film, hvorfor jeg vil udfolde det yderligere der, men særligt i scenerne hvor Yusuf vandrer rundt i storbyen, og tydeligvis ikke passer ind, på trods af han ellers ser ganske cool ud med læderjakke og solbriller, findes der en æstetisk spændstighed i filmsproget, der bærer filmen, selvom der rent dramaturgisk ikke sker så meget.
Det er rummet som er vigtigt, ikke så meget tiden. Nuri Bilge Ceylan er ellers kendt for sin langsommelighed, men det hænger sammen med hans fremragende rum! Eksempel: Selve åbningsklippet er et fornemt slow cinema klip, der viser Yusuf vandre rundt i et landskab. Men det er fordi rummet er spændstigt, at klippet kan holdes så længe! Klippet viser bjerge i baggrunden med bygninger, derefter et lag af slette, og så et dække af sne, der leder frem til en lille vej i forgrunden. Vi følger altså Yusuf mens han vandrer fra sletten, over sneen, og hen til asfalten. Det er en tur som er værd at følge, det er en tur som fortæller en lille historie, som slår en tematik an, som fungerer perfekt som prolog. Men den fungerer fordi rumopdelingen er så fantastisk! Der er flader hos Bilge Ceylan, store arealer af skygge, inddelinger i rum, brug af dybdefokus – som i den efterfølgende scene, hvor vi ser Mahmut i forgrunden, og konturerne af en kvinde i baggrunden, der med sin brug af utydelighed igen viser hvor stor afstand der kan være mellem mennesker, der ellers rent fysisk er tæt på hinanden. Rum og tid hænger altid sammen – det siger Einstein jo – så et særligt fokus på rum kan også omforme brug af tid. Bilge Ceylans rumopfattelse, som hænger snævert sammen med hans fortolkning af fænomenet Tyrkiet, er grundlaget for hans brug af filmisk tid.
Uzak præsenterede de her rum for første gang, og væltede den internationale filmverden. Bilge Ceylans film har siden dengang altid haft premiere i Cannes. Det er en klassiker i arthouse-historien. Alligevel er det som om, at den er lidt undervurderet. Som jeg forsøger at påpege, så er det nemlig også en utrolig let film. Ofte virkelig sjov. Fyldt med store følelser. Det burde være en af de arthouse film, som man ligesom bare så. Der er ikke nogen særlig grund til at Uzak ikke var lige så udbredt hos publikum som f.eks film af iranske Asghar Farhadi. Der er så nogle af Bilge Ceylans senere film, som jeg godt forstår er smalle, men Uzak er for folket. Der er f.eks scenen hvor Mahmut sætter Tarkovskijs Stalker på, indtil Yusuf bliver træt og går ind til sig selv. Så snart han er alene skifter Mahmut over til et videobånd med porno. Det er en af de sjoveste arthouse-referencer jeg kender. Særligt Emin Toprak er også hjerteskærende som den unge mand, der har mistet sin fremtid på hjemstavnen, og nu må finde sig i ikke at blive regnet for noget som helst i sit nye miljø. De scener blev ikke mindre hjerteskærende af, at den unge skuespiller afgik ved døden kort efter filmen havde premiere. Det er ikke en film man bare lige lægger fra sig. Det er et stærkt emotionelt værk, der samtidig også er æstetisk nyskabende.